Min Kæreste og Jeg

brevkassespørgsmål

Min Kæreste og Jeg

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 23 timer siden

Hejsa,

 

Min kæreste og jeg, har haft en lidt dårlig tid med nedture og lidt af hvert, her de seneste 2 måneder. Vi har ikke brugt meget tid sammen, og det har ikke været nogen god tid i hvert fald.

Indeni tror jeg, at vi elsker hinanden højt, og savner starten af vores forhold. Vi er bare gået ret skævt af hinanden.

 

Jeg kunne godt tænke mig at vi fandt godt sammen igen, og havde et rigtigt romantisk forhold osv. Også her i julen – man siger jo, at julen er hjerternes fest. Derfor mangler jeg nogle idéer til, hvordan jeg skal få hende til at ville have mig, og vi kan have det bedre sammen.

Jeg har haft en stor overraskelse i tankerne eller et eller andet, som kunne røre hende inderst inde i hjertet. Jeg vil gerne gøre hende lykkelig og glad.
Hvis i har nogle idéer til, hvordan vi skal finde hinandens kærlighed og komme sammen igen, så må i meget gerne fortælle mig dem.

Svar: 

Hej :-)

Det er et ret godt spørgsmål du stiller, om det med hvordan man kommer ovenpå som kærester efter man har haft nedtur. Du skriver at I er gået skævt af hinanden, men at du tror I elsker hinanden. Og det er jo et godt udgangspunkt. Nu ved jeg ikke, hvad der er sket som har gjort, at I er gået skævt af hinanden, men det er i hvert fald en god ide, som du selv skriver, at prøve at gøre noget for at få det til at fungere igen – i sær hvis du føler der er noget der kan blive til noget igen.

Nu ved jeg ikke hvor længe I har været kærester, men man siger, at den første fase af forelskelsen lægger sig efter 3 mdr. Herefter kommer den fase hvor man oplever hinanden i hverdagen og det er her, at den reelle kærlighed kan opstå. Faktisk er de første 3 mdr. af et forhold den periode, hvor man nærmest er ”skør” fordi man hele tiden tænker på hinanden, længes efter hinanden og i det hele taget kan have svært ved at være til. Det kan være svært at følge med i skole, svært at være nærværende over for venner og andre… man er simpelthen ”skør” i forelskelsesperioden.
Det er både dejligt og helt fantastisk, men også utrolig forvirrende og nervepirrende. Det er simpelthen en tid hvor man har følelserne på spil…Man har i den her fase ikke de store krav til hinanden (til den man er kærester/forelsket i), andet end bare at være sammen, skrive til hinanden osv. Denne fase kan godt vare kortere jo yngre man er og længere, jo ældre man er. Men for mange opleves det, at der går sådan cirka omkring 3 mdr. med den første forelskelsesfase.  Når denne første fase så er ovre, begynder man lige så stille at stille krav til hinanden og man har ikke længere nok i bare at være sammen, skrive til hinanden osv. Nu skal der gerne opleves noget sammen – noget der giver jer et sammenhold. Fælles oplevelser danner relationer mellem mennesker og relationer danner sammenhold. Og det er lige præcis sammenhold der skal til for at få et forhold til at fungere. Man skal gerne have en følelse af at man har noget sammen. Derfor er det er rigtig god idé, at du tænker i en overraskelse, og det kunne måske være noget hvor I skal opleve hinanden ude i verden. Det kan være du skal invitere hende på jule-tur i byen, hvor I kan shoppe julegaver, og drikke en kop et eller andet på en cafe. Det kan også være af mere aktiv karakter såsom, at spille badminton eller noget andet – altså noget hvor I oplever hinanden og får en fælles oplevelse. Sådan noget kan godt give lidt god krydderi på et forhold. Det kan måske være værd at prøve :-)

Nu ved jeg ikke hvilken type din kæreste er, men mange piger kan godt lide at fyren tager initiativ og måske endda ”jager” pigen lidt. Det kan nemlig vise pigen,  at hun er værd at ”vinde” fordi fyren bruger kræfter på at vinde/fange hende. Sådan en type pige kan ofte være en som ”spiller kostbar/hart to get”. Og det kan være ved at virke lidt afvisende, men i virkeligheden er de nærmere afventende for at se, hvad fyren vil gøre for at ”fange/vinde” hende. Hvis din kæreste er sådan en type, kan du måske prøve at være lidt mere opsøgende og tage initiativ til at komme i nærheden af hende. Skriv eks. nogle søde sms’er om hvor dejlig hun er, hvor meget du savner hende og foreslå at I skal ses. Vær også gerne konkret (præcis/detaljeret) med hvad I skal lave og hvornår. Hvis I så ses, kan det også være en fordel hvis du tager initiativet til krammer og kys.

Du nævner også julen som et godt tidspunkt at gøre noget ved jeres forhold og det kan du godt have ret I. Det kan være du skal tage initiativ og invitere på lidt julehygge eller måske overveje at give hende en gave. Men du skal bare være opmærksom på, at selvom man giver gaver, kan man ikke forvente at det som sådan forbedrer noget på længere sigt. Men det er en dejlig tanke og sikkert noget hun vil bliver glad for.

Det kan selvfølgelig også være at I er vokset fra hinanden. Jeg kan ikke se, på det du skriver, hvor gammel hun er men jeg kan se at du er 14 år, så jeg går ud fra hun også er deromkring. I den alder, som I befinder jer i, sker der jo ret meget (som i faktisk MEGA meget). Både med skole, venner og interesser, men der sker også meget med jer sådan rent fysisk, hormonelt og psykisk. I denne alder kan man pludselig få nye interesser, lyst og en helt ny drejning i livet. Her kan det ske, at man vokser fra hinanden på helt naturlig vis… og her kan det måske være på tide at overveje at afslutte forholdet med god stil – altså som gode venner. Herefter kan du have mulighed for, at finde en ny kæreste du kan kaste din dejlige  kærlighed på og så kan gengælde den til dig :-) Men hvis du virkelig gerne vil din nuværende kæreste og kan mærke, der er noget mellem jer som kan være godt i fremtiden, så synes jeg du skal give det et forsøg. Chancen for at fikse jeres forhold er der kun, hvis du gør et forsøg. Hvis du ikke gør et forsøg er der nok ikke en chance.  Et ja er godt, men et nej er bedre end ingenting, for så ved du i hvert fald hvor du står :-)

I det hel taget og uanset hvad årsagen er til, at I står hvor I står i jeres forhold, kan det være en god ide at snakke om hvad I vil med hinanden og jeres forhold. Så at spørge hende og lægge op til en en snak kan også være en god idé. På den måde kan I bedst mulig nå hinanden og imødegå hinandens ønsker og behov.

Jeg håber du kan bruge ovenstående til noget og jeg vil ønske dig held og lykke med det og ikke mindst en god jul. Jeg håber I finder ud af noget

Mange varme hilsner

Fra Mette

MetteRs billede
Mette har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program