Min bror har en deppresion og jeg føler jeg burde hjælpe ham
Min bror har en deppresion og jeg føler jeg burde hjælpe ham
min bror som lige er startet i 1. G på min skole slås med en depression, jeg er hans bedsteven. Hans kæreste og jeg er de eneste personer han vil lytte til. Han fortalte mig at hans første skole dag var rigtig slem, der var ingen han kunne tale med og her til aften havde han ingen livslyst og havde ikke lyst til at komme i skole igen. Han er en utrolig dejlig person, normalt har han utrolig let ved at tale med folk og har et godt førstehåndsindtryk, men nu ser han ingen grund til at give noget af det et forsøg. Jeg er meget sikker på at hvis jeg siger de rigtige ting til ham vil jeg kunne hjælpe ham og give ham den motivation han har brug for men hvad skal jeg sige til ham? Jeg ved at han godt kan klare det her for han er utrolig stærk men hvordan får jeg ham til at se det?
Kære du
Først vil jeg sige at din bror er heldig at have så omsorgsfuld og kærlig en lillesøster. Jeg kan godt forstå du er hans bedste ven.
Jeg kan godt forstå du er meget bkymret for din bror, og det er selvfølgelig helt naturligt at du gerne vil hjælpe ham. Jeg tænker at du kan hjælpe ham ved fortsat at tale med ham og snakke med ham om det der gør ham ked af det. At du kan vise ham og også fortælle ham at du selvfølgelig er der for ham.
Når det så er sagt tror jeg også det er vigtigt at din bror måske snakker med nogle voksne om hvad det er der er så svært ved gymnasiet, og hvad det er der gør ham så ked af det. Ved dine forældre at din bror har det så svært? Jeg tænker det måske var en god idé for dig at snakke med dine forældre om at du er bekymret for din bror, så de kan hjælpe.
Du nævner at din bror har en depression. Jeg ved ikke om det betyder at han har været ved læge og fået at vide at han har en depression, eller om du mener det som et udtryk for at han er meget ked af det og du måske tror han har en depression? Særligt hvis han har en depression er det vigtigt at han får hjælp af voksne, da en depression ikke nødvendigvis går væk af sig selv, men kan kræve at man får hjælp og måske behandling.
Lige meget hvad tænker jeg at det vigtigste er, at du selvfølgelig stadig er der for din bror og snakker med ham. Men samtidig er det vigtigt at du snakker med din mor, far eller en anden voksen du er tryg ved og glad for, så de kan hjælpe både dig og din bror.
Mange hilsner
Niels-Christian