Menstraution?! ÅH NEJ:(

brevkassespørgsmål

Menstraution?! ÅH NEJ:(

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 2 uger siden

Hej Cyberhus. Jeg er en 13 årige pige, som er lidt bekymret vedr. min mens. Jeg fik det d. 1 august, da jeg var 12 år. Og lige siden har jeg ikke fået den. Nu er der gået tre måneder og 10 dage, og jeg har stadig ikke fået den igen. Det er ikke fordi, at jeg glæder mig. Tværtimod ville jeg helst ikke have den, men på et eller andet tidspunkt skal man havde det. Når, men jeg er bare stadg lidt bekymret, hvad det er der sker. Håber i vil hjælpe mig :)

 

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan sagtens forstå, at du er blevet bekymret og undrer dig over din situation. Det er generelt rigtig godt at være opmærksom på, hvad der sker med kroppen og reagere, hvis man synes, det er underligt. Så du kan godt klappe dig selv på skulderen over, at du sender et brev ind til os. Det er flot gjort. Jeg vil dele mine tanker med dig herunder og håbe, at det kan hjælpe dig lidt på vej.

Først vil jeg sige, at det er meget normalt, at ens første menstruationer kan være uregelmæssige og svinge en del. Ens krop skal lige vænne sig til den omvæltning, det er. Man kan derfor ikke altid regne med, at den kommer på samme tidspunkter. Du skriver, at du har fået din første menstruation og derefter er der gået omkring 3 måneder, hvor du ikke har fået den næste. Normalt går der mellem 21 og 35 dage imellem. Men der kan være mange grunde til, at ens menstruation bliver forsinket - det kan f.eks. ske, hvis man er stresset eller presset. Så kan kroppen reagere på det. Og på samme måde kan der være andre ting, som kan være årsagen til det. Desværre kan det være svært for mig at vurdere din situation, og jeg vil derfor råde dig til, for en sikkerheds skyld, at tage forbi din læge og få tjekket, at alt er okay. Det kan være en god ide, når der er ting, man undrer sig over. Det er lægens job at tjekke, om alt er, som det skal være, så det er ikke træls for ham/hende. Du vil formentlig kunne få nogle gode råd og tanker med på vejen derhenne.

Når man kommer i puberteten, sker der mange ting med kroppen, som kan undre og forvirre én. Det vil du sikkert også opleve. Hvis du har brug for at snakke med nogen eller stille spørgsmål, så er du velkommen til at sende flere breve og ellers er vores chat også åben for samtaler. Du vil også kunne finde en masse information om puberteten på forskellige hjemmesider, som f.eks. sexlinjen.dk.

De bedste hilsner fra Mai

 

 

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program