Kroppen
Kroppen
Hej jeg er en pige 14 år. Her er mit problem/spørgsmål: Jeg har lidt formeget fedt på lårene og maven, men har ikke så store bryster. Jeg er lidt bange for om drengene kan synes jeg er lækker og sådan noget. Men er osse lidt bange for at hvis jeg skal have sx med en dreng, når jeg bliver gammel, om han så tænder på mig og ikke bare griner af min krop eller at han ikke synes godt om den... så man kan godt sige at jeg er lidt bange for at vise min krop og om drengene kan tænde på mig.... Tror du at de kan det?? På forhånd tak for svaret :)
Hej med dig.
Det er så fint at du skriver herind og jeg skal svare så godt jeg kan.
Når man er i din alder, sker der forskellige forandringer med kroppen og det er meget normalt, at man bliver mere opmærksom på sit udseende. Du skriver at du har for meget fedt på dine lår og mave, - jeg vil gerne fortælle at lige præcis den frygt for at se tyk ud, er en frygt, som de fleste piger oplever på et eller andet tidspunkt.
Men det betyder ikke nødvendigvis at man er for tyk og det er vigtigt at huske på, for det vil være så uheldigt, hvis du skulle få et usundt forhold til din krop, fordi du synes at du har for meget fedt på lår og baller. Hvis det er noget der fylder meget for dig, er det vigtigt at du får snakket med en voksen om det, så du kan få hjælp til at ændre dit syn på dig selv.
Med hensyn til om drengene kan tænde på dig, så er mit svar: JA! Det er så heldigt, at vi alle har forskellige typer og lige netop derfor er der også drenge, som vil synes at du er lækker lige præcis som du er. Og hvis man virkelig elsker hinanden, så er det sådan set lige meget hvordan man ser ud. De ting, som man selv synes der er i vejen med ens krop, kan være lige præcis de ting, der gør at kæresten synes man er lækker.
Når det så er sagt, er det helt normalt at man kan være nervøs for at vise sin krop frem overfor sin kæreste de første par gange. Det er en meget personlig og intim situation at stå i, fordi man ikke vil have at kæresten skal synes man har en "grim" krop. Drenge har også de tanker. Men jo bedre man kender og stoler på hinanden, jo lettere vil det blive med tiden.
I forhold til at blive gammel, så vil jeg igen sige til dig, at hvis man virkelig elsker hinanden, så er det lige meget om man har fået mange rynker, måske har taget lidt for meget på eller noget helt tredie, for det betyder ikke noget i et godt forhold.
Til sidst vil jeg sige til dig, at du kun er 14 år og at du på ingen måde skal føle dig presset til at vise din krop frem over for en kæreste, før det føles rigtigt for dig. Og når du netop er lidt usikker omkring det, er det især vigtigt at du lytter til din mavefornemmelse i forhold til hvornår du vil være klar til at vise din krop frem, -uanset hvad andre siger og gør.
Jeg håber du kunne bruge mit svar.
Venlig hilsen
Nina