Krævende mor

brevkassespørgsmål

Krævende mor

Hej Cyberhus.

Jeg bor kun sammen med min mor, har aldrig haft kontakt til min far og har ingen søskene.
Jeg er kommet hjem fra efterskole og er nu startet i gymnasiet (stx). I de sidste måneder inden jeg skulle afsted på efterskole, skændes vi meget. Jeg synes hun blev for sur over alt for små ting. Derfor glædede jeg mig også til at komme på efterskole. Nu er jeg så kommet hjem igen, og problemet er vendt tilbage. Jeg synes hun styrer alt for meget i mit liv, men hun synes selv at hun er rimelig 'large'.

F.eks. kan hun blive vildt sur, når jeg ikke spiser nok frugt og grønt eller bare mad generalt. Jeg har lige været et år på efterskole, hvor det var fantastisk ikke hele tiden at få afvide "tag lige nogle flere ærter". Jeg tog de ærter jeg havde lyst til. Jeg kan selvfølgelig godt forstå, at som mor bliver hun nødt til at sørge for at jeg ikke spiser 3 kg slik om dagen. Men jeg synes godt nok hun blander sig for meget. Hvis hun siger "spis lige nogle flere ærter" og jeg så gør det, men samtidig giver udtryk for at jeg synes det er latterligt bliver hun sur. Så siger hun alt mulig med at "det burde ikke være mit job at sige til dig hver dag at du skal spise dine ærter". Er det kun mig, der synes det er for meget? Jeg skal nok spise de fucking ærter, men lad mig da brokke mig, hvis det er det jeg har lyst til. Og vi snakker ikke om et lille skænderi og så er det glemt om en time. Vi snakker et kæmpestort skænderi, hvor det primært er hende der fortæller om, hvordan jeg synes alt er ligegyldigt og at jeg lige så godt kunne flytte på hotel.

Det kan også være lys på min cykel. Jeg plejer altid at cykle med lys, men her den anden dag, havde jeg glemt baglys og mit forlys virkede ikke. Det er selvfølgelig den ene gang hun ser mig cykle og så skal jeg da ellers love for at helvede brød løs. Hun begyndte rent faktisk at græde og hun var simpelthen så skuffet over at jeg kunne finde på sådan noget. Hun sagde at hun slet ikke havde noget tillid til mig mere og vi snakkede i over en time om faren ved at cykle uden lys.

Jeg skal tømme opvasken herhjemm og det er fair nok. Men f.eks. her i dag, så spiser jeg morgenmad, stiller min tallerken ved siden af opvaskemaskinen (som er klar til at blive tømt), og går op for at lave lektier. Jeg tænkte at jeg vil tømme den senere, når jeg fik brug for en pause fra lektierne. Men det var åbenbart slet ikke i orden synes min mor. Igen bliver hun rigtig sur over en - i mine øjne - forholdsvis lille ting. Hun snakker om hvordan jeg så bare kan flytte hjemmefra og at hun ikke er min tjenestepige. Om at jeg skal byde mere ind herhjemme og hjælpe mere. Jeg har altså flere pligter end de fleste i forvejen, og jeg synes simpelthen ikke det er rimeligt at hun reagerer som hun gør.

Men det værste er nok hendes krav om at jeg skal være bedre til at "kommunikere" og snakke med hende om ting. Hun siger at hun næsten ikke kender mig, og at man som familie snakker sammen. Hun vil gerne have jeg snakker om følelser, hvordan det går med pigerne, om jeg er glad, ked af det, eller hvad der ellers foregår i mit liv. Og hun vil også have at jeg spørger mere ind til ting i hendes liv. Problemet er bare, at jeg faktisk ikke gider at høre, hvad der skete for hende i føtex for jeg er ærlig talt ligeglad. Jeg vil ikke snakke med hende, fordi jeg føler "nu må jeg hellere sige lidt om hvad der sker i mit liv, ellers bliver hun nok sur".

Så hvad skal jeg gøre? Jeg har prøvet at snakke med hende om det, men i hendes øjne er der kun én rigtig løsning - og det er hendes. Hjælp :)

Svar:

Hej med dig

Jeg kan godt forstå du føler dig presset af din mor og jeres forhold. Du har lige været på efterskole, hvor du helt sikkert er blevet meget mere selvstændig, og så er det lidt af en omvæltning at komme tilbage til det mere nære mor-søn forhold.
Det lyder også som om din mor har svært ved at forholde sig til at du faktisk er ved at være voksen og meget mere selvstændig.

Netop fordi du er ved at være voksen tænker jeg det afgørende må være at finde ind til nogle fælles løsninger. Måske burde du byde mere ind. Måske skulle din mor bare blande sig udenom? Der er som regel ikke nogen der har ret eller den helt rigtige løsning. Jeg tænker at det i stedet bør handle om at få lavet nogle aftaler som I begge kan leve med. Og når jeg siger leve med betyder det selvfølgelig også at det ikke nødvendigvis er de aftaler man helst ville have. Men nogle gange må man bare strække sig langt for at få et fællesskab til at fungere.

Det lyder også som om du er parat til at gøre en indsats, og gøre nogle af de ting hun beder dig om. Om ikke andet så for "fredens" skyld. Det er selvfølgeig ikke særlig fedt, hvis du oplever at hun slet ikke er åben overfor hvordan du tænker og har det, men kun vil have det på hendes egen måde.
Nogle gange kan det være lidt af en mundfuld for forældre at håndtere den periode af deres børns liv, hvor børnene er ved at løsrive sig og blive voksne. Jeg er sikker på at din mor siger at du skal spise dine ærter af den bedste mening. Fordi hun gerne vil have at du spiser sundt og forbliver rask. Men derfor kan jeg alligevel godt forstå at det irriterer dig. For lige meget hvad grunden er, så er du som 17-årig selvfølgelig gammel nok til selv at beslutte hvad du spiser.

Jeg kan godt følge dig i det her med at du ikke har specielt lyst til at snakke følelser og lignende med din mor. Sådan tror jeg mange drenge har det. Omvendt kan jeg også godt følge din mor i at det bliver en smule mærkeligt hvis I slet ikke taler med hinanden om andet end praktiske gøremål.
Måske kunne du finde nogle mere "sikre" emner fra din hverdag og dit liv som kunne være okay at tale med din mor om. Igen...måske er det ikke det du brænder mest for. Men hvis det kan tilfredsestille nogle af din mors behov og samtidig give dig mere ro i forhold til ikke at tale om piger og andre ting som du slet ikke har lyst til at tale om...så er det måske det værd?
På samme måde kan jeg også godt forstå hvis du ikke har lyst til at høre detaljerede beskrivelser fra din mors følelsesliv. Og nej, det er måske heller ikke det mest ophidsende at høre hvad der er sket i føtex. Men måske handler heller ikke om hvad der er sket i føtex...eller hvad du synes er spændende. Det handler om at gøre noget godt for andre ved at vise dem interesse. Og selv om du i bund og grund er ligeglad, kan det måske alligevel være en god investering i et rimeligt forhold og "den gode stemning" at bruge 5 minutter på at spørge hvordan dagen er gået?

På samme måde tænker jeg at du kan tænke om det her med tallerkenen i opvaskeren. Du har da helt ret i at det er totalt lige meget hvornår den tallerken kommer ind. Det er jo bare en enkelt tallerken og du ordner det jo senere. Men vend den lige om. Er den enkelte tallerken alt det snak og ballade værd? Nogle gange handler det også om at gøre nogle af de ting man synes er tåbelige eller ligegyldige fordi det ganske enkelt er lettere, bare at gøre det end at bruge en masse negativ energi på at tage debatten, hvis man ikke gør.
Selvfølgelig skal man ikke bare gøre alting som andre siger man skal...bare for at få fred. Men de små ting...som eksempelvis en tallerken, er måske ikke det rigtige sted at tage en principiel kamp om retten til selvbestemmelse og den frie vilje? Så bliver der ganske enkelt for mange kampe.

Til gengæld synes jeg du skal tage de store kampe med din mor. Det lyder som om I let kommer til at diskutere meget og længe, hvis I er uenige. Men kunne du forestille dig at skrive et brev til din mor, hvor du fortæller hende hvordan du ser alt det her, og hvordan du kunne forestille dig at jeres forhold blev bedre?
Du kunne fortælle hende at du ikke har lyst til at snakke med hende om piger og følelser, men at det er rart at vide at hun er der for dig hvis du får lyst eller behov. At du gerne vil have at I finder en bedre måde at snakke sammen på fordi det ikke fungerer særlig godt som det går lige nu. Fortæl hende hvad du gerne vil gøre anderledes for at komme hende lidt i møde, men samtidig også hvad der er særlig vigtigt for dig at hun også prøver at gøre anderledes.
Et brev kan være en god løsning fordi man kan få skrevet alt det ned man gerne vil sige og dermed sikre at man får alting ud, og samtidig får det ud på en god måde. Noget der godt kan være svært hvis man først kommer til at diskutere og måske ligefrem skændes.
Det er ikke sikkert at det et brev er mirakelkuren, men jeg tænker at det måske kan få din mor til at rykke sig lidt hvis hun kan se at du har gjort dig en del tanker om det her og gerne vil gøre noget for at finde en løsning. Måske kan det være det der hjælper hende til at kunne se andre muligheder end lige det hun synes er det rigtige.

Held og lykke med det
Niels-Christian