Hej med dig

Jeg kan godt forstå du føler dig presset af din mor og jeres forhold. Du har lige været på efterskole, hvor du helt sikkert er blevet meget mere selvstændig, og så er det lidt af en omvæltning at komme tilbage til det mere nære mor-søn forhold.
Det lyder også som om din mor har svært ved at forholde sig til at du faktisk er ved at være voksen og meget mere selvstændig. 

Netop fordi du er ved at være voksen tænker jeg det afgørende må være at finde ind til nogle fælles løsninger. Måske burde du byde mere ind. Måske skulle din mor bare blande sig udenom? Der er som regel ikke nogen der har ret eller den helt rigtige løsning. Jeg tænker at det i stedet bør handle om at få lavet nogle aftaler som I begge kan leve med. Og når jeg siger leve med betyder det selvfølgelig også at det ikke nødvendigvis er de aftaler man helst ville have. Men nogle gange må man bare strække sig langt for at få et fællesskab til at fungere. 

Det lyder også som om du er parat til at gøre en indsats, og gøre nogle af de ting hun beder dig om. Om ikke andet så for "fredens" skyld. Det er selvfølgeig ikke særlig fedt, hvis du oplever at hun slet ikke er åben overfor hvordan du tænker og har det, men kun vil have det på hendes egen måde.
Nogle gange kan det være lidt af en mundfuld for forældre at håndtere den periode af deres børns liv, hvor børnene er ved at løsrive sig og blive voksne. Jeg er sikker på at din mor siger at du skal spise dine ærter af den bedste mening. Fordi hun gerne vil have at du spiser sundt og forbliver rask. Men derfor kan jeg alligevel godt forstå at det irriterer dig. For lige meget hvad grunden er, så er du som 17-årig selvfølgelig gammel nok til selv at beslutte hvad du spiser. 

Jeg kan godt følge dig i det her med at du ikke har specielt lyst til at snakke følelser og lignende med din mor. Sådan tror jeg mange drenge har det. Omvendt kan jeg også godt følge din mor i at det bliver en smule mærkeligt hvis I slet ikke taler med hinanden om andet end praktiske gøremål. 
Måske kunne du finde nogle mere "sikre" emner fra din hverdag og dit liv som kunne være okay at tale med din mor om. Igen...måske er det ikke det du brænder mest for. Men hvis det kan tilfredsestille nogle af din mors behov og samtidig give dig mere ro i forhold til ikke at tale om piger og andre ting som du slet ikke har lyst til at tale om...så er det måske det værd?
På samme måde kan jeg også godt forstå hvis du ikke har lyst til at høre detaljerede beskrivelser fra din mors følelsesliv. Og nej, det er måske heller ikke det mest ophidsende at høre hvad der er sket i føtex. Men måske handler heller ikke om hvad der er sket i føtex...eller hvad du synes er spændende. Det handler om at gøre noget godt for andre ved at vise dem interesse. Og selv om du i bund og grund er ligeglad, kan det måske alligevel være en god investering i et rimeligt forhold og "den gode stemning" at bruge 5 minutter på at spørge hvordan dagen er gået?

På samme måde tænker jeg at du kan tænke om det her med tallerkenen i opvaskeren. Du har da helt ret i at det er totalt lige meget hvornår den tallerken kommer ind. Det er jo bare en enkelt tallerken og du ordner det jo senere. Men vend den lige om. Er den enkelte tallerken alt det snak og ballade værd? Nogle gange handler det også om at gøre nogle af de ting man synes er tåbelige eller ligegyldige fordi det ganske enkelt er lettere, bare at gøre det end at bruge en masse negativ energi på at tage debatten, hvis man ikke gør. 
Selvfølgelig skal man ikke bare gøre alting som andre siger man skal...bare for at få fred. Men de små ting...som eksempelvis en tallerken, er måske ikke det rigtige sted at tage en principiel kamp om retten til selvbestemmelse og den frie vilje? Så bliver der ganske enkelt for mange kampe. 

Til gengæld synes jeg du skal tage de store kampe med din mor. Det lyder som om I let kommer til at diskutere meget og længe, hvis I er uenige. Men kunne du forestille dig at skrive et brev til din mor, hvor du fortæller hende hvordan du ser alt det her, og hvordan du kunne forestille dig at jeres forhold blev bedre? 
Du kunne fortælle hende at du ikke har lyst til at snakke med hende om piger og følelser, men at det er rart at vide at hun er der for dig hvis du får lyst eller behov. At du gerne vil have at I finder en bedre måde at snakke sammen på fordi det ikke fungerer særlig godt som det går lige nu. Fortæl hende hvad du gerne vil gøre anderledes for at komme hende lidt i møde, men samtidig også hvad der er særlig vigtigt for dig at hun også prøver at gøre anderledes. 
Et brev kan være en god løsning fordi man kan få skrevet alt det ned man gerne vil sige og dermed sikre at man får alting ud, og samtidig får det ud på en god måde. Noget der godt kan være svært hvis man først kommer til at diskutere og måske ligefrem skændes. 
Det er ikke sikkert at det et brev er mirakelkuren, men jeg tænker at det måske kan få din mor til at rykke sig lidt hvis hun kan se at du har gjort dig en del tanker om det her og gerne vil gøre noget for at finde en løsning. Måske kan det være det der hjælper hende til at kunne se andre muligheder end lige det hun synes er det rigtige. 

Held og lykke med det
Niels-Christian