At komme over ham..

brevkassespørgsmål

At komme over ham..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 13 år 11 måneder siden

Hej :) Jeg har virkelig et teenageproblem.. Jeg var bedstevenner med en dreng fra min klasse siden maj. han fortalte mig, at han var forelsket i mig noget tid før, så begyndte vi at snakke mere sammen end tidligere, men jeg vidste ikke rigtig hvad jeg følte, så jeg sagne nej til at være kærester. men så blev vi jo bedstevenner, og jeg var virkelig glad for ham, han var så sød. han spurgte flere gange om jeg ikke nok ville være kærester, og han var virkelig forelsket, men jeg var bange for at ødelægge venskabet, så jeg sagde nej. men i august, sagde jeg ja, selvom jeg vidste, at han var en player. og det er virkelig noget af det bedste, jeg har oplevet til nu, troede jeg.. det var rigtig dejligt, og jeg fik komplimenter hver dag og fik altid at vide hvor meget jeg betød og hvor meget han elskede mig.. men efter en halvanden måned, sagde han til mig at han synes vi skulle lade være med at komme sammen. dels fordi han var muslim, så det ville blive svært, fordi vi ikke kunne være sammen osv., og så sagde han, at han havde svært ved at have følelser for en pige i lang tid af gangen.. jeg prøvede at tage det cool, og lade som om jeg var okay med det, men jeg var virkelig såret og ked af det... han sagde til mig efterfølgende at han stadig elskede mig og altid ville være der for mig.. og jeg sagde også til ham at jeg savner ham og alt det vi havde og det samme sagde han... men en uge efter, fandt jeg ud af at han allerede nogle dage efter vi sluttede vores forhold, havde noget kørende med en fra 8. klasse (vi går i 9.), hende kalder vi S. det gjorde virkelig, virkelig ondt.. det varede så en måned, og nu lige siden har han været forelsket i en anden pige fra 8. klasse, som vi kalder E... og jeg kan se på ham, at han virkelig er forelsket. har nu også fundet ud af, at han har siddet og disset mig bag min ryg, til mine veninder og til andre og har sagt hvor dårlig en kæreste jeg var, og hvor meget han bedre kunne lide S og E, og hvor bedre de var på det og det punkt.... jeg tænker på ham hver dag og græder tit over alt det her.... men hvorfor sagde han til mig, at han ville være venner igen og han manglede mig til at snakke og savnede mig, når han sidder og disser mig på den måde? jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre for at komme over ham.. han er virkelig en idiot, som mine veninder også siger, men alligevel kan jeg bare ikke hade ham.. selvom jeg virkelig burde... jeg savner ham jo.... og elsker ham stadig... savner det gode venskab vi havde inden... alt det her har ødelagt det.. har ikke snakket med ham i næsten to måneder nu, og det er nu lidt over tre måneder siden det sluttede.. jeg føler mig bare så mindreværdig og grim og klam.... føler mig hadet af ham.... i skolen kigger han ikke engang på mig, han undgår øjenkontakt.... jeg vil så gerne kunne gå over at snakke med ham og fortælle hvad jeg føler, men når han har disset mig sådan, har jeg virkelig ikke lyst.... hvad skal jeg gøre? det er hårdt at gå at savne sådan.. Kh. Mig

Svar: 

Hej med dig

Det lyder bestemt ikke som en rar oplevelse du har haft med din ekskæreste. Jeg kan godt forstå, hvis du er blevet ked af det og såret, så jeg synes, at det er rigtig godt, at du skriver.

Ofte sker det, at rigtig gode venner kan opleve, at de får andre følelser for hinanden, og måske får lyst til at være kærester i stedet for venner. Som du selv skriver, så var du bange for, at i ville ødelægge jeres gode venskab hvis i blev kærester. Det er en god overvejelse at have inden man kaster sig ud i et forhold med en god ven. Der kan jo netop ske det, at man slår op, og så kan det være svært at finde tilbage til det gode venskab man havde, inden man blev kærester. Man kan blive jaloux, hvis den anden finder en ny kæreste, eller man kan være sur og skuffet over noget den anden har sagt eller gjort i forholdet.

Du valgte dog at springe ud i det, og det synes jeg var en god beslutning. Nogen gange er man bare så forelsket, at der ikke rigtig er en anden mulighed end at blive kærester, og du kunne jo desværre ikke vide at jeres forhold skulle slutte på den måde det gjorde.

Jeg kan godt forstå, at det er svært at komme videre, og lade være at tænke mere på ham. I har nogle gode minder sammen, og da han var sød ved dig, var jeres forhold jo helt perfekt. Men du har nok ret i, at han er en player. Han har i hvert fald ikke lyst til at være kærester med en pige i længere tid af gangen, hvilket han jo også er ærlig omkring. Det ses også ved, at han siden i slog op allerede har haft to andre kærester.

Det kan være svært at indse, at hans følelser for dig ikke er der længere, men ved du hvad – jeg synes faktisk at du er meget bedre værd end at være sammen med ham. Når han disser dig til andre, taler bag om din ryg, og ikke er ærlig om, at han ikke ønsker dig som ven, ja så fortjener han bestemt heller ikke dig som ven eller kæreste! Du kan desværre ikke styre, hvad han siger om dig til andre, men du kan vælge at du ikke vil bruge mere tid på en fyr som ham. Hvis du gerne vil have ham til at stoppe med at tale dårligt om dig til andre, kan du prøve at sige det til ham, og hvis ikke det hjælper kan du prøve at snakke med din lærer om det, som kan hjælpe dig.

Jeg synes faktisk ikke, at du skal opsøge ham og snakke med ham om jeres tidligere forhold, for jeg tror ikke han vil forstå dig. Han har tydeligvis en skæv opfattelse af, hvordan man behandler andre mennesker, så hvis jeg var dig, ville jeg lade ham være. Jeg synes, at det er ærgerligt, at han får sig til at føle dig grim, klam og mindreværdig. Jeg synes, at du skal tænke, at det er ham der har et problem. At han ikke kan opføre sig ordentligt overfor dig, har ikke noget med dig at gøre. Jeg synes du virker som en sød og klog pige, som simpelthen blev forelsket i den forkerte dreng.

Det kan være rigtig svært at stole på, at der findes andre søde drenge, specielt når man har været meget forelsket og er blevet såret – men det er der! Det er dem du skal ud at finde nu, og bruge din tid på. Man kan ikke bare slukke for sine følelser på et øjeblik, heller ikke selvom man er blevet såret, men jeg tror at du vil opleve at du lige så langsomt vil glemme ham, når du begynder at fokusere på nogle andre ting, som du godt kan lide at lave. Det kan eksempelvis være nogle fritidsinteresser du har, eller bare at hygge dig sammen med dine veninder.

Du kunne også prøve at snakke med nogen om det, som måske selv har prøvet at blive såret af en kæreste. Det kan være sin mor eller en anden voksen, som du snakker godt med. Jeg tror, at de kan sætte sig ind i at det godt kan gøre ondt, og kan måske give et godt råd til hvordan du kommer over din ekskæreste.

Mange hilsner

Heidi

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program