klogt at score hende ?

brevkassespørgsmål

klogt at score hende ?

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 12 år 2 måneder siden

 

Hej. Jeg er en dreng på 19 som er forelsket i en pige på 19. Men problemet ligger her at jeg er bedste venner med hendes bror og hvis han opdager at jeg er intr. I hans søster så vi ikke venner mere det jeg 100% sikker på. Vi er begge 2 ret glade for hinanden og hans familie har stor respekt for mig. Jeg har snakket med hans søster et par gange hvor jeg har været hjemme hos dem og jeg har også mødt hende på gaden hvor vi har smilt til hinanden hun er meget sød og snakker pænt mens hun smiler. Men hun er bare meget flink og åben overfor alle. Jeg ville gerne være kærester med hende og TROR hun også ville men hvad hvis jeg tager fejl og hun afviser så vil jeg ikke turde og vise mig frem igen og hvad hvis hun siger det til hendes bror så har vi et problem. Og hvordan kan jeg finde ud af om hun kan lide mig uden at spørge hende direkte en måde hvor jeg ikke bliver til grin og hvor hun måske ikke tænker ej okay hva sker der for ham. Ps er lige blevet venner med hende på facebook Håber i svarer det vil være en stor hjælp Mvh deprimeret fyr

Svar: 

Kære du!

Det lyder dejligt, at du er forelsket i den her søde pige, som du nu er blevet venner med på facebook. Jeg tænker, at der her er en fin mulighed for at skrive lidt til hende og måske få en snak igang. Det vender jeg lige tilbage til.

Du skriver, at du er bedste ven med hendes bror og hans familie har stor respekt for dig. Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at du er vellidt, du har det godt med familien og du og din ven er glade for hinanden. Men du er forelsket i hans søster og er bange for at miste ham, hvis han finder ud af det. Det er jo selvfølgelig ikke en rar fornemmelse at gå rundt med og jeg forstår godt, at du gør dig mange tanker om det. 

Det får mig til at tænke på følgende, som du kan overveje:

  • Du lyder meget sikker på, at du og din ven ikke vil være venner mere, hvis han finder ud af, at du er interesseret i hans søster. Er det en reel viden du har eller hænger det mere sammen med din usikkerhed omkring hele situationen?
  • Vil der være nogen som helst mulighed for at snakke med din ven og fortælle, at du godt kan lide hans søster? Eller er det helt utænkeligt?
  • Hvorfor skulle din ven ikke ville være venner med dig mere?

Jeg tænker, at det lige så godt kunne være, at din ven ville synes, at det var fedt hvis du og hans søster blev kærester. Han og familien kan jo rigtig godt lide dig! 

Det her med forelskelse kan være helt fantastisk men det kan også være svært. Der er mange følelser på spil og man kan nemt blive usikker på sig selv, hvilket er helt naturligt! Når det handler om kærlighed, så bliver man nødt til at tage nogle chancer og springe ud i det, selvom det kan være skræmmende :-)

Du skriver, at du tror hun også gerne ville være kærester, men at du er bange for hvis du tager fejl. Mit råd til dig vil være at fokusere på din mavefornemmelse og følge den. Du kan jo fint skrive til hende inde på facebook og f.eks spørge, om hun vil med i biografen en dag eller noget andet. Det kunne jo faktisk godt være, at hun siger ja. Prøv dig lidt frem - du kan også bare skrive lidt hverdagsagtigt, om hun har haft en god dag eller noget i den dur. Og så se hvordan hun reagerer på det.

Men før du gør det, så synes jeg du skal tage en snak med din ven om det her. For jeg kan godt fornemme på dig, at det betyder meget, hvad han vil sige til det. Jeg synes, det er helt ok at fortælle, at du er blevet glad for hans søster og du er i din gode ret til at følge dit hjerte! 

Og HUSK at det er noget af det fineste at fortælle et andet menneske, at man er forelsket i vedkommende. Jeg synes, det er flot at sige det. Så til grin - NEJ, men nok såret og skuffet hvis det ikke går, som du havde håbet på. Men det er den chance du må tage. Og hvis hun er en rigtig sød pige, vil hun heller ikke tænke noget mærkeligt om dig.

Jeg vil ønske dig al mulig held & lykke og håber du finder ud af det.

Mange hilsner Rikke

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program