Kan man virkelig stole så meget på hinanden (del 3)

brevkassespørgsmål

Kan man virkelig stole så meget på hinanden (del 3)

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 12 måneder siden

Hej Rikke. Jeg beklager at jeg skriver til dig igen, men jeg synes du fortjener at høre hvordan det her endte. Jeg fandt ud af at hun elskede mig oven på en løgn. Hun har aldrig elsket mig 100%. Onsdag slog hun op og ikke mere end 52 timer efter kom hun sammen med en ny. Hun har hele tiden været forelsket i ham og bare undladt at slå op med mig, for at lade være med at såre mig. Lige nu er mit liv bare et helvede. Har i nogle gode råd til at komme videre? :I - jQue

Svar: 

Hej jQue

Det er bare helt ok, at du skriver og fortæller, hvad det er endt med. Det er jeg ked af at høre og forstår virkelig godt, at det er svært for dig lige nu. Det gør ondt at blive forladt af sin kæreste og hun har da bestemt ikke undgået at såre dig.

Som jeg har skrevet tidligere, så kan det være svært at være kærester, når man bor langt fra hinanden, fordi man ikke altid helt har følingen med, hvad der sker i hinandens hverdag. Og det er bare så vigtigt at føle sig tryg i sit forhold, så man har det godt med sig selv og hinanden.

Som du skriver, så er dit liv bare et helvede lige nu og du er ked af det og det er fuldt forståeligt! Mit råd til dig er at acceptere at det kommer til at gøre ondt i en periode og at du giver plads til følelserne, så du får det ud. Du kan også skrive et brev, som du beholder selv, hvor du får alle dine tanker og følelser ned på papiret. Det kan faktisk være en god hjælp.

Jeg synes også, det er vigtigt, at du snakker med de voksne omkring dig eller en god ven, så du ikke går med det alene.

Hvis du har brug for at snakke med andre end lige dine nærmeste, så er du altid velkommen til at kigge forbi chatten. Her sidder der voksne, som vil lytte til dig og snakke med dig om de ting, du har brug for at snakke om og så kan du være anonym.

Til sidst vil jeg gerne sige til dig, at jeg synes, du fortjener at være i et forhold, hvor du kan være glad og have det rigtig godt. Men lige nu skal du bare tænke på dig selv og sørge for at være god ved dig selv, så du kan komme godt videre.

Det skal nok gå :)

De bedste hilsner Rikke

Niels-Christians billede
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program