Kan hun lide mig?

brevkassespørgsmål

Kan hun lide mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej. 

Jeg er en dreng på 12 år, næsten 13. Jeg er blevet forelsket i en pige fra min klasse og har skrevet en del med hende her i weekenden, men ikke før det.  Hun har sendt et par hjerter og venlige smileys. Jeg er bare ikke sikker på, om hun kan lide mig. 

Henne i klassen i dag skulle vi lave en form for "øvelse". Den gik ud på, at man stod over for en person, som skulle gå tættere og tættere på en. Jeg skulle så tilfældigvis stå over for hende. Da hun gik tættere og tættere på, blev hun helt rød i hovedet, og jeg tror også selv, jeg blev det. Hun virkede meget genert eller nervøs. Jeg ved ikke, om det er et tegn på, at hun kan lide mig, eller at det er et tegn på, at hun synes, det er pinligt, og at hun ikke kan lide mig. 

Derudover vil jeg gerne vide, hvordan jeg skal få hende til at kunne lide mig, og hvordan jeg ved, om hun kan lide mig.  

Svar: 

Hej med dig.

Det er bare et nogle rigtig gode spørgsmål, du stiller. Jeg ved, at mange drenge i din alder går og tumler med nogen tanker om, hvordan man tager kontakt til en sød pige, hvordan man ved, om hun kan lide en, og hvad man kan gøre for at få hende til at kunne lide en. Kærlighed og forelskelse er nogle skønne følelser, men det er desværre også sådan, at det kan være utrolig svært at finde rundt i, fordi der sjældent findes rigtige og forkerte svar, og fordi det i høj grad handler om at fornemme sig frem.

Jeg kan godt følge dig i, at det kan være svært at tolke på, om pigen kan lide dig. At I har skrevet lidt sammen, og at I endda sender små hjerter og glade hoveder til hinanden kan dog være et rigtig godt tegn på, at der er noget imellem jer. Ift. den øvelse I lavede i klassen, så synes jeg, det lyder som om, at I har haft det lidt på samme måde. Når man er begyndt at skrive med en person, kan det være særligt pinligt/vildt/overvældende at skulle stå over for personen i virkeligheden, så det kan måske være med til at forklare jeres begges rødmen.
Det er rigtig fint, at du er begyndt at lægge mærke til små ting som fx, at hun rødmede under øvelsen. Når man skal finde ud af, om en pige kan lide en, er det nemlig en god idé at være særligt opmærksom på alle de små signaler. Det kan være ting, som at hun rødmer, at hun kigger efter dig, smiler til dig på gangen eller generelt bare virker interesseret på den ene eller den anden måde. Måske skal du prøve at skrive ned, hvad du oplever. På den måde kan du måske bedre få overblik over de situationer, som har givet tegn om, at hun kan lide dig, og de situationer, som har vist det modsatte. Forelskelse kan forvirre meget og gøre det svært at holde styr på sine tanker, så derfor kan det være fint at få skrevet lidt ned engang i mellem.

Den nemmeste måde at finde ud af, om hun kan lide dig, er selvfølgelig ved at spørge hende direkte eller skrive det til hende i en SMS. Selvom det er den nemmeste måde, er det bare ikke altid den bedste, fordi det kan virke lidt overvældende for pigen at blive spurgt om. Hvis I har haft noget kørende længe, og du fortsat ikke kan tolke hendes signaler, kan det dog være, at du er nødt til at spørge hende direkte for at få noget afklaring.
I første omgang synes jeg dog, det vil være fint, hvis du kunne snakke med dine venner om det. Måske har de lagt mærke til noget ved hende, som viser, om hun kan lide dig eller ej?

Til sidst spørger du, hvordan man kan få hende til at kunne lide dig. Det er aldrig nemt at svare på. Jeg synes, det lyder som om, du er på rette spor ved at være begyndt at skrive med hende og ved at vise lidt interesse for hende. Jeg tror, hun vil synes om, hvis du smiler til hende, er sød ved hende og spørger meget ind til de ting, hun godt kan lide og interesserer sig for. Piger kan godt lide at fortælle om sine interesser, så måske vil hun blive glad, hvis du spørger lidt ind til dem. Hvis du har mod på det, kan du også høre hende, om hun har lyst til, at I laver noget sammen; går en tur, tager i biografen eller noget andet. Vær dog opmærksom på, at det kan virke overvældende, hvis I ikke helt er klar til de ting endnu, men måske skal vente, til I har skrevet sammen i længere tid.

Jeg håber, du kan bruge svaret og ønsker dig held og lykke med den dejlige pige.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program