Kan han lide mig?

brevkassespørgsmål

Kan han lide mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 7 måneder siden

Hej Cyberhus

Der er en dreng jeg rigtig godt kan lide, men jeg ved ikke helt hvad han synes om mig..

Vi går ikke i samme klasse og vi skriver ikke sammen, men vi har flere gange fulgtes hjem, siddet i bussen sammen og lign.det er virkelig hyggeligt, og han virker til godt at kunne lide mig, og i sådan nogle situationer er jeg sikker på han kan. (altså vi er rimeligt tætte, næsten hold i hånd agtigt, og jeg tror han kigger på mig med de der øjne, der viser at man godt kan lide nogen.) Men så er det jeg har lagt mærke til, er at han også virker til at være sådan med andre. Så jeg er rigtig meget i tvivl om jeg er noget specielt for ham. Han er en rigtig sød dreng, så det er ikke fordi han er en player der flirter med alle. Og så har vi faktisk været gode venner da vi var yngre, så det kan være at han bare kan lide mig på den måde? Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal tyde det, men jeg vil helst ikke blive revet alt for meget med, hvis der ikke er noget. Jeg tror måske bare jeg bilder mig selv det hele ind, det plejer jeg at være god til. Er der ikke nogle tips til hvordan jeg tyder ham?

 

Svar: 

Hej med dig!

Hvor er det dejligt at du er glad for en dreng. Det er skønt at være forelsket. Men det kan også være svært. Jeg kan godt forstå det er svært at tyde hans signaler. Der er helt sikkert rigtig mange, både unge og gamle, der sidder i samme dilemma som dig, og ikke ved hvad det betyder når han kigger på den måde eller siger sådan på den måde. Det kan være rigtig svært at læse andre og vide hvad de mener med hvad de gør og siger. Det er du slet ikke den eneste, der har det sådan!

For det første vil jeg sige, at jeg sagtens kan forstå hvis du tænker han også godt kan lide dig. Når en anden gerne vil snakke og følges med en og måske endda holde lidt i hånden med en, så kan man næsten ikke lade være med at tænke at det må være fordi de er interesseret. Men når du så også har lagt mærke til, at han virker til at være sådan med andre, så kan jeg godt forstå du alligevel bliver i tvivl. Det er aldrig helt til at vide hvad andre tænker og vil. Nogle er gode til at sende klare signaler, mens andre sender mere blandede signaler, der er svære at tyde.

Jeg kan sagtens forstå, at du ikke vil lade dig rive med, hvis han nu ikke vil dig på den måde. Det er helt naturligt at du prøver at beskytte dig selv fra at blive såret. Det eneste problem, der er med det er, at man ikke kan vinde hvis ikke man satser noget. Det kan være han heller ikke helt kan tyde dig? Måske bliver du nødt til at vise ham at du gerne vil ham, før han tør vise dig hvad han vil? Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært, fordi man som sagt helst ikke vil tabe ansigt og afsløre alt for meget, hvis nu det viser sig at han ikke har det på samme måde.

I forhold til om der er nogle tips til hvordan du kan tyde ham, så kan du måske prøve at teste ham lidt. Teste ham på den måde, at du prøver at sætte dig lidt tættere på ham i bussen næste gang og ser om han ser ud til at blive glad for det eller prøver at kigge på ham i få sekunder længere tid end normalt og ser om han holder øjenkontakten eller måske sætter din hånd i nærheden af hans og ser om han tager den i sin? Jeg vil dog lige skynde mig at sige at det jo ikke nødvendigvis betyder at han ikke kan lide dig hvis ikke han holder øjenkontakt eller tager dig i hånden. Det kan også være han er genert. Men måske kan du se på ham om han bliver glad for at du viser opmærksomhed og interesse og på samme tid behøver du ikke satse særligt meget fordi det ikke afslører noget som sådan. Måske gør det også, at han får mod til at rykke lidt tættere på eller tage din hånd.

Det er nok en god ide at mærke efter i dig selv hvordan du ville have med de forskellige resultater det kan give. Det jeg mener er, at det kan være en god ide, at tænke over hvordan man ville have det hvis det enten viser sig at han også kan lide en tilbage eller hvis det viser sig at han "bare" ser en som en ven. Som sagt så bliver man nogle gange nødt til at satse hvis man vil have fat i noget man gerne vil have, men man skal jo ikke satse hvis ikke man vil risikere at tabe. Men med den lille "test" kan du måske tyde ham lidt bedre og på den baggrund mærke efter hvad du helst vil.

Jeg håber du kan bruge mit svar.

Held og lykke med det!

De bedste hilsner Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program