Kærste undviger mig?
Kærste undviger mig?
Hej!
Min kærste, som jeg har været sammen med i lidt mere end et år nu, er flyttet til en anden by så vi har lige nu et slags long distance relationship, men vi mødes af og til. For nyligt har han begyndt at opføre sig sært når vi taler, tager næsten 5 minutter hver gang at svare på mine beskeder, siger kun at han elsker mig efter at jeg siger det, osv... Her den anden dag så sagde han at han ville gå ud og købe nogle ting, og så sidder jeg og skriver med hans søster, som så siger at han sidder inde i stuen på hans telefon.. Jeg føler lidt, som om at han prøver at undvige mig. Hvad skal jeg gøre?
Hej du.
Hvor er det godt, at du skriver ind.
Jeg kan godt forstå din bekymring for din kærestes undvigelser. Det lyder som om jeres forhold har ændret sig lidt efter han er flyttet. Både i forhold til jeres fysiske kontakt, men også omkring jeres kontakt over telefon og sms-beskeder. At bo i hver sin by kan godt lægge en dæmper på et forhold og begrænse muligheden for at ses så ofte. Og når det, som i jeres tilfælde, lyder som byer, der ligger langt fra hinanden, skal begge parter i forholdet være indstillet på, at vedligeholde kontakten og interessen for at fortsætte med at ses.
Du skriver, at han er blevet langsommere til at svare på dine sms-beskeder end tidligere og at han kun siger, at han elsker dig efter du har sagt det. Det lyder som noget, du spekulerer meget over og det forstår jeg godt. Når man flytter fra hinanden, kan det hurtigt sætte tanker igang om, hvad den anden foretager sig, om han savner og tænker på én eller om distancen mindsker interessen. Man kan hurtigt danne sig billeder omkring, hvad årsagen til undvigelserne kan være. F.eks. om han ikke har lyst til kontakten, om han er ude med venner, om han bare har glemt at svare eller om han er blevet forhindret på en anden måde.
Jeg synes, du skal snakke med din kæreste omkring jeres lang-distance-forhold. Omkring hvad hinanden tænker om det og hvordan det måske kan gøres lettere for jeg begge to. Måske er din kærestes undvigelser slet ikke ment som undvigelser. Jeg tror, det er meget typisk for os piger, at analyserer og fortolke alting omkring kærester, og ofte er drengene slet ikke klar over, hvilke tanker og bekymringer, de sætter i hovederne på os.
Jeg synes sagtens, du kan tage en snak med ham. Især hvis du er i tvivl om han lyver omkring, hvor han er ol. I har været sammen i lang tid og sådanne samtaler er helt normale, at tage med sin kæreste.
Det kan være svært, at gå med sådanne tanker i længden og måske kunne det hjælpe dig, at få lettet dit hjerte.
Jeg håber, du kan bruge mit svar.
Mvh.
Marie