Kærester?

brevkassespørgsmål

Kærester?

Hej Cyberhus. Jeg har et lille problem med kærester, som jeg håber, jeg kan få et råd til. Jeg havde min første kæreste fra jeg var 15 til jeg var 16, og det er der egentlig ikke så meget at sige om; det var et fint nok forhold, men der var meget jalousi indblandet (vi var nok heller ikke så modne dengang) og jeg var set i bakspejlet nok ikke helt mig selv i det forhold, men jeg følte mig tryg selvom jeg "spillede en rolle", fordi han var så vanvittigt forelsket i mig og jeg aldrig var i tvivl om, om han virkelig ville mig. Generelt har jeg altid haft lidt svært ved at være mig selv med andre mennesker, hvilket jeg har gået til psykolog for, da det har været så slemt at der var symptomer på social angst osv. Jeg føler nu, at jeg er i bedring og jeg er blevet meget bedre til at slappe af og være mig selv med andre mennesker, men jeg har bare et lille problem med det med kærester... Jeg har efterhånden haft mange mindre uofficielle "forhold" til en del fyre siden min eks, men det lykkes bare aldrig for mig at få en rigtig kæreste. I starten går det altid vildt godt, når vi bare dater - så er jeg afslappet, sjov og mig selv, og jeg nyder det virkelig. Men efter de første 4 - 5 dates går det virkelig helt galt i mit hoved, og når vi så kysser for første gang, så føler jeg, at forholde ter fuldstændig dødsdømt, selvom jeg godt kan lide ham... Problemet er, at jeg lige pludselig sætter en facade op. Jeg er egentlig ikke særlig feminin, men lige pludselig opfører jeg mig vildt mærkeligt og koket, samtidig med at jeg bliver mere stille og indadvendt. Jeg bliver anspændt, kan slet ikke være mig selv, og hvis de vil snakke seriøst om, hvor forholdet er på vej hen, så er jeg helt mundlam. Jeg tror, at det delvist hænger sammen med, at jeg i forholdet til min eks har været vant til at spille den søde, lille pige, som han kunne være den store beskytter for (og sådan er jeg SLET ikke) og ikke rigtig kan finde ud af at være mig selv i et intimt forhold af den grund, samtidig med, at jeg havde en uheldig oplevelse med en fyr, som jeg var voldsomt forelsket i, men som udnyttede mig og droppede mig efter vi havde haft sex for første gang... Jeg tør simpelthen ikke vise, at jeg har nogle følelser for en fyr mere, jeg går helt i baglås og træder ind i en meget piget rolle, som slet slet slet ikke er mig, så snart der begynder at komme lidt intimitet ind i forholdet. Jeg forstår ikke, hvordan det kan skifte så brat? Nu har jeg set en del til en sød fyr på det seneste, som jeg er virkelig forelsket i. Hvis ikke det kommer til at fungere med ham, så ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal stille op med mig selv, for han er så åben, sød og virkelig imødekommende - jeg kan endelig være næsten helt mig selv med en fyr. Men efter vi kyssede første gang er der gået panik i mig, og jeg opfører mig underligt og tager følelsesmæssigt afstand. Jeg opfører mig overdrevet sødt og feminint og jeg føler mig som den værste lille nikke-dukke - jeg har fuldstændig mistet mig selv igen igen... Den følelsesmæssige afstand fører næsten altid til, at jeg slår op, fordi jeg ikke kan sænke paraderne og slappe af igen, men den her gang har jeg virkelig ikke lyst til at droppe det! Jeg vil gerne tilbage til starten, hvor alt bare fungerede. Det er som om grænsen går ved venskab for mig, og så snart det bliver mere end venskab og flirt, går jeg i baglås... Har I et godt råd til mig?

Svar:

Hej med dig...

Hvor er det dejligt at høre, at du føler det går fremad med de symptomer på social angs du oplevede og at du arbejder med at kunne være mere dig selv..super

Og nu har du mødt en rigtig sød fyr, og jeg kan godt høre på dig, at du virkelig gerne vil ham her. Og det er jo super dejligt, men begynder at mærke de der reaktioner og følelser, som tit kommer, når alle de der dejlige følelser kommer for tæt på.

Jeg tror jeg har et par råd til dig, som du kan prøve af, men jeg har lige først lyst til at fortælle dig, at det er super flot og godt, at du har så meget styr på hvorfor de kommer. Du kan mærke lige nøjagtig hvornår de kommer og alt det gør det nemmere at gøre noget ved det.... så du er allerede godt i gang.

Jeg tror faktisk der er mange der kan genkende det reaktionsmønster du beskriver.. og som du selv er inde på, kan det skyldes dumme oplevelse med kærlighed, hvor man måske er blevet trådt på, men det kan også skyldes mange andre ting... Jeg tror grundlæggende, at der træder en form for selvbeskyttelse i kraft. En måde hvor man beskytter sig fra at blive såret eller komme i kontakt med nogle følelser man måske ikke er helt trygge ved eller som kan gøre en usikker.

Jeg tror ikke der er en nogen knap du lige kan skrue på eller et eller andet genialt råd der kan lave om på tingene. Det er forskelligt fra person til person hvad der vil hjælpe, men jeg tror alligevel der er en ting som er fælles for alle og det er at det er hamrende svært at gøre alene.

Du er et sted i forholdet, hvor det bevæger sig fra flirten, dating og sjov, til noget der ligner et forhold. Og det betyder også at der lige pludselig er mere på spil og at man måske kommer i kontakt med nogle stærkere følelser. Man begynder at åbne sig lidt mere og kende hinanden bedre, og så kan man lige pludselig begynde at føle sig mere sårbar... Det er egentlig ret narturligt og normalt.

Men det skal helst ike være så svært, at man løber væk fra det og slår op med fyren, fordi det bare føles for svært. Og derfor skal du tage fat i det...

Jeg synes der er 3 ting du skal overveje..

1. Det første er, at være ærlig over for ham fyren og fortælle ham lidt om, at du godt kan gå lidt i panik, når du mærker de her følelser kommer for tæt på. Det betyder ikke at du holder mindre af ham (faktisk tit det modsatte), men at du godt kan finde på at trække dig lidt. Måske ville det være rart for dig, at få taget snakken med ham, så han også er klar over, at hvis han føler du trækker dig, så ved han hvorfor og så kan I snakke lidt om det.

på den måde bliver det ikke noget farligt noget, men noget som I sammen kan arbejde med. Og bare det, at det ikke alt sammen er inden i dig, men deles med en anden som acceptere det, kan tage en del af presset fra dig og kan være med til at du kan slappe mere af.

2. Du kan også overveje at fortsætte hos en psykolog, fordi så har du en voksen og professionel at vende tingene med når de kommer og det kunne også være rart..

3. Og det sidste er at bruge andre voksne og veninder til at snakke med. I det hele taget det her med at åbne og dele ens tanker og følelser kan give en masse. Det er nemlig rigtig svært hele tiden at skulle finde svar og løsninger inden i sig selv.. faktisk tror jeg det er umuligt og det er der ingen der kan hele tiden.. man har brug for andres holdninger og syn på tingene, de er den måde man udvikler sig på og får det nemmere. Så overvej hvem det kunne være og gerne mere end en, så der kommer lidt forskellige vinkler på tingene. Og måske kunne chatten her i Cyberhus også være en mulighed her. Her sidder der forskellige voksne, som du kunne prøve at chatte med og få lidt forskellige tanker på det hele..

Jeg synes du er godt i gang med det og det virker til at du har en masse ressourcer.. bliv ved med at være nysgerrig på det og få sat lidt flere ord på det over for din kæreste og andre..

Kan du have det godt

Venlig hilsen

Erroll