Kæresten

brevkassespørgsmål

Kæresten

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 2 uger siden

Hej, Cyberhus.

 

Jeg har en super sød, og dejlig kæreste. Vi har været kærester i 5 måneder næste uge. Vi går i klasse sammen, og ses hver dag, men der er hun for det meste sammen med sine veninder, og jeg med mine venner.

Vi har ikke været sammen kun os to, eller haft ordentlig kærestetid i 2-3 måneder. Hun har dog også været syg i 1 måned eller noget nu. Jeg spørger hende hele tiden, om vi ikke kan være sammen, eller ses efter skole, men hun har enten ikke kunne, fordi hun skulle være sammen med nogle veninder eller noget andet. Vi har ikke set hinanden de sidste 2 månedsdage, og hun har endda allerede aflyst vores næste månedsdag. Det gør mig rigtig ked af det.

 

Jeg elsker hende rigtig højt, og alt sådan noget, og det tror jeg også hun gør, men jeg har ikke følt hendes kærlighed længe. Jeg synes ikke vi er nået så langt i vores forhold, selvom vi har været sammen i næsten et halvt år.

Det er rigtig surt ikke at føle, at jeg får noget kærlighed. Det er svært at elske, når man ikke får noget kærlighed. Det er super nederen, at have en kæreste, når de andre drenge hele tiden er sammen med piger, og snerver og har sex. Jeg har det udemærket med at have en kæreste, men bare ikke når jeg ikke får noget kærlighed.

 

Jeg vil gerne nå længere, meget længere. Jeg vil gerne fx. sove sammen med hende snart, og jeg har spurgt hende, og al muligt, hvor hendes svar har været: "Bare nej". Jeg siger til hende, at vi er kærester og det er helt normalt at sove sammen som kærester.

Vi har haft lidt sexuelle momenter en gang i mellem. Jeg følte, at hun gerne ville have sex for et par måneder siden. Men nu har vi ikke haft noget sexuelt, der kunne videreusvikles til sex i lang tid. Jeg overvejer virkelig meget bare at soørge hende, om vi ikke skulle prøve det, men det er lidt svært at få mig selv til det, efter hendes reaktion på at sove sammen.

 

Jeg føler at hun sommetider elsker mig, og andre tider er fulstændig ligeglad med mig, og sådan har det stået til i 3-4 måneder. Hvis vores forhold fortsætter sådan her, overvejer jeg lidt om jeg overhovedet vil være en del af det. Jeg synes det ville være en kæmpe skam, da jeg godt kan lide vores forhold, når vi så ellers er sammen.

Svar: 

Hej med dig

Det der med kærlighed kan altså være helt vildt svært nogle gange. Man kan være helt flyvende over den dejlige følelse i maven det kan give at være forelsket, men samtidigt blive rigtig frustreret og ked af det når det bare ikke går som man havde håbet at det skulle. Jeg kan høre, at det her med din kæreste fylder meget for dig, og jeg vil prøve at skrive lidt om, hvad jeg tænker om din situation herunder.

Du skriver, at du har været sammen med din kæreste i 5 måneder, men det virker også til at jeres forhold slet ikke er som du havde forventet. I har ikke fejret jeres månedsdage på det sidste, og du føler ikke at du får noget kærlighed tilbage fra hende. Jeg kan godt forstå, at det gør dig ked af det, da man nemt kan komme til at føle sig afvist, hvis man ikke føler, at der bliver sagt og gjort de ting som man havde håbet og som man måske forbinder med at have en kæreste. Ud fra det du skriver, tænker jeg, at det lyder som om, at du har en ret bestemt forståelse af hvad det vil sige at have en kæreste, og måske endda en klar holdning til hvad I skal lave sammen, og hvor langt I skal være nået, nu hvor I har været kærester i næsten et halvt år. Men jeg tænker faktisk, at der kan være rigtig mange forskellige måder at have en kæreste på, da vi mennesker alle er forskellige og derfor også tænker forskellige ting om, hvad det vil sige at være i et forhold. Så når man har en kæreste, er det måske en god ide at tage en snak om, hvad man hver især forstår ved det.

Du nævner fx i dit brev, at du har spurgt din kæreste om I snart skal sove sammen, fordi det er helt normalt når man er kærester, men at hendes svar har været "nej". Måkse er din kæreste ikke klar til at I skal sove sammen, da det kan være et stort skridt for mange piger. Måske synes hun stadig, at det er for intimt og grænseoverskridende at sove i samme seng som en dreng, eller måske føler hun sig bare ikke parat. Så jeg tænker, at det er vigtigt at man prøver at forstå ens kæreste, da det er vigtigt, at man viser hinanden respekt i et forhold - at man har det okay med, at man har forskellige grænser og behov. Derudover tror jeg også nogle gange, at det er sundt at tænke over at de ting man måske selv tænker er normale, måske ikke er normale for andre. 

Jeg tænker lidt på, at det måske vil være en god ide at mærke efter helt nede i din mave, hvordan du egentligt har det med din kæreste. Gør hun dig glad og varm inden i, er du helt tosset med hendes personlighed, smil osv.? Eller er det måske mere tanken om at have en kæreste, og det der i dine øjne følger med, som du godt kan lide? Sådan som det lyder lige nu, får jeg en fornemmelse af, at du mest er ked af det og frustreret over at det ikke går som planlagt. Jeg tror derfor, at det vil være en lettelse for dig, at få luftet alle de her tanker og følelser, du går med for din kæreste. Fortælle hende hvordan du har det, og at du synes det er svært, og at du føler dig afvist af hende. Måske kan det også få hende til at åbne op, og fortælle hvordan hun egentligt har det med det, der sker mellem jer. Selvom det kan være svært at snakke om, tænker jeg, at det er vigtigt, at snakke om de ting som faktisk fylder rigtig meget for dig. Hvis det er svært at komme til at snakke med hende, tænker jeg, at du fx kan skrive en lang sms til hende eller skrive at du har brug for at få en snak med hende. 

På det du skriver i dit brev, synes jeg det virker som om at den seksuelle del fylder meget for dig. At du måske har mange tanker om at prøve nogle ting af, og blive mere intim med din kæreste end I tidligere har været. Jeg vil sige at det her er rigtig vigtigt at man begge er enige om de ting der sker, og at det fx ikke mest er den ene der overtaler den anden. Du skriver, at du har overvejet at sprøge om I skal have sex, men at du ikke rigtig kan få dig selv til det, efter hun ikke har lyst til at sove sammen. Når du skriver det, synes jeg at det viser, at du tænker rigtig meget over tingene, og også er opmærksom på hendes følelser - og det tænker jeg er super vigtigt. Du skriver også, at de andre drenge hele tiden er sammen med piger, snaver og har sex. Men du skal vide, at der er rigtig mange, der godt kan finde på at overdrive, når de snakker om at de fx har haft sex, da det måske lyder rigtig sejt og modent, at man bare har styr på alt det der med piger. Man kan derfor nemt få nogle tanker om, at de andre bare har det rigtig fedt og har en masse gode oplevelser, mens man måske ikke selv synes, at der sker så meget. Men sådan tror jeg slet ikke det er. Noget der måske fortæller lidt om det, er at den gennemsnitlige unge i Danmark har sin "første gang" når han/hun er omkring 16,5 år. Så mange unge mennesker har faktisk sex senere end man måske selv går og tror. 

Nogle gange kan vi alle have travlt med, at vi gerne vil opnå en masse ting, lige nu og her. Men jeg tror faktisk også at det er rigtig godt, hvis man bare kan prøve at sætte pris på de ting man har, og ikke tænke så meget på hvordan man gerne vil have at ting skal være anderledes. Men det er selvfølgelig allermest vigtigt at man har det godt, og ikke går rundt med en masse trælse følelser. Jeg håber derfor, at du får taget en god snak med din kæreste, så I sammen kan finde ud af, hvordan I har det med hinanden og om I fortsat har lyst til at være kærester, eller I måske bare skal være venner. Uanset hvad tror jeg på, at du nok skal nå alt det som du går og drømmer om. Der venter så mange spændende ting derude i dit kærlighedsliv, men jeg tænker også nogle gange på kærlighed som en rejse, og din rejse er måske næsten kun lige startet. Men jeg er sikker på, at kærligheden vil vise sig for dig fra sin bedste side, før eller siden. 

Her til sidst vil jeg sige, at du altid er velkommen til at skrive til os i vores chat i Cyberhus, hvor der vil sidde en rådgiver klar til at lytte til dig og komme med råd. Du kommer ind til chatten ved at trykke her. Jeg håber, at du kunne bruge mit svar og ønsker dig held og lykke med kærligheden.

De bedste hilsner

Annika 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program