Jeg vil gerne begynde at bruge makeup! Men tror ikke jeg må...

brevkassespørgsmål

Jeg vil gerne begynde at bruge makeup! Men tror ikke jeg må...

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 11 år 4 måneder siden

Jeg vil gerne begynde at bruge makeup, men jeg tror ikke min mor syntes det er en god ide. 
Det er mest fordi, at jeg efter sommerferien skal begynde på en ny skole. Jeg har besøgt den, og de fleste af pigerne der ude brugte makeup, og jeg er bange for at de ville syntes at jeg var barnlig vis jeg ikke gjorde. Og så har jeg også en smule uren hud, og jeg er bange for at der ikke er nogle der gider være sammen med mig, fordi jeg ikke er så 'flotte' som dem. Og sidst fordi jeg bare gerne vil. Jeg bruger viiirkelig meget tid med at se videoer med piger som taler om makeup, så jeg ved faktisk allerede hvordan man bruger makeup. 
Nu til det med min mor: Før idag, da mig og min søster talte om at vi syntes at bøger var dyre, kom min mor og sagde at hun var glad for at vi brugte vores penge på noget fornuftigt, og ikke 'sminke'. 

Jeg vil gerne vide hvordan jeg skal prøve på at overtale min mor. 

Svar: 

Hej med dig.

Først, synes jeg det er rigtig fint du skriver herind med dine tanker om at du gerne vil begynde at bruge makeup. Mange piger begynder på et tidspunkt at interessere sig for deres udseende, så det er også helt naturligt at du er begyndt at interessere dig for makeup.

Du spørger til hvordan du skal prøve at overtale din mor til at få lov til at gå med makeup og her vil jeg foreslå at du prøver at fortælle hende det samme som du har skrevet til mig i din mail. Jeg synes nemlig du kommer med en særlig grund til at begynde at bruge makeup. Det virker til at du gerne vil være ligesom de andre piger i din nye klasse og ikke skille dig for meget ud i forhold til dit udseende. Jeg tror det er meget naturligt og jeg ved at de allerfleste også gerne vil give et godt indtryk, når de starter i en ny skole, til en ny sport eller på et nyt arbejde.

Når det så er sagt, så er det også vigtigt at turde være sig selv - og det kan også virke sejt at man tør være sig selv.  

Jeg tror godt din mor kan huske hvordan det var at være ung og måske kan hun fortælle hvornår hun selv begyndte at bruge makeup? Det kan også være I kan blive enige om hvornår du kan få lov at gå med makeup og I kan måske tage en snak om hvad du synes er pænt og hvad hun synes er pænt - om det eventuelt er lidt eller meget makeup der ser pænt ud og hvilken slags? 

Jeg håber du kan bruge mit svar.

De bedste hilsner Signe    

 

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program