Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

brevkassespørgsmål

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 13 år 3 måneder siden

Hej Du. Jeg er rigtig vild med en dreng, men jeg er bare ikke så sikker på at han kan lide mig. Hvordan kan jeg finde ud af om han er forelsket i mig? Jeg ville virkelig gøre alt for at få ham. Please svar hurtigt. Vh forelskede.

Svar: 

Hej med dig...

Det lyder bare dejligt, at du er blevet vild med den her dreng. Du skriver, at du ikke er helt sikker på, om han også kan lide dig, så jeg forstår udmærket godt, at du gerne snart vil finde ud af det - og det synes jeg bestemt er en god idè, for jeg kan godt høre på dig, at du er meget glad for ham.

Jeg tænker lige på, at når du ikke er så sikker på, at han også kan lide dig, så kan du prøve at tænke lidt over, hvad det er der gør, at du ikke føler dig sikker... Det er altid vigtigt at lytte til sig selv, men nogengange (heldigvis) kan man godt tage fejl :)

Det er nemlig tit sådan, at når man er forelsket, så har man svært ved at skjule det, når man er i nærheden af personen, fordi man bliver rigtig glad og varm indeni. Så hvis I går i skole sammen kan du prøve at lægge mærke til, om han tit kommer over og snakker med dig, siger nogle søde ting til dig, smiler til dig og om han bare godt kan lide at være i nærheden af dig.

På den måde kan du få en fornemmelse af, om han er interesseret i dig. Du kan også tænke over, hvordan du synes du er, når du er i nærheden af ham... Og er han så også sådan overfor dig? :)

Man kan selvfølgelig godt have de her følelser overfor en rigtig god ven, uden at der er mere i det. Så hvis du vil være helt sikker og også tænker på, at du godt kunne tænke dig, at I bliver kærester, så synes jeg, du skal prøve at spørge ham.

Du kan snakke med ham en dag efter skole eller hvor I nu ellers ses. Så kan du fortælle ham at du rigtig godt kan lide ham og så spørge ham, om han også kan lide dig. Hvis du synes det er lidt for svært, så kan du også sende en sms eller på anden måde skrive til ham og fortælle, hvad du føler for ham og så spørge ham bagefter.

Jeg synes, det er vigtigt, at du mærker efter og finder den måde, du har det bedst med. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at finde ud af det på. Det kommer helt an på, hvad du har lyst til.

Held og lykke med det :)

De bedste hilsner Rikke

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program