Jeg ved hvem jeg vil i seng med..

brevkassespørgsmål

Jeg ved hvem jeg vil i seng med..

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 2 måneder siden

Jeg ved godt jeg er 14, men bliver 15 om nogle dage, og har gået meget op i jeg skulle være over 15, også selvom jeg følte mig klar før..

Jeg har en bedste ven som jeg elsker, ikke som kæreste men som ven, hans personlighed er det bedste i verden, hans stemme er super dejlig, hans krop er trænet og faktisk helt okay! hans øjne gør mig tryg.. og generelt at være i nærheden af ham er perfekt.

Jeg har tænkt over det længe og jeg er så tryg ved ham, at jeg faktisk gerne ville gøre det med ham.. Når vi er sammen ligger vi i ske, fletter fingre, han nusser mine lår, han har armen om mig når vi går, jeg har hovedet på hans skulder når vi går, og vi har en leg med at gå og prikke hinanden i siden.. Og om morgenen krammer vi, om eftermiddagen krammer vi, og det er ikke et halvhjertet kram, det er et rigtig varmt perfekt kram, som om vi ikke skulle se hinanden i en måned.. Han er perfekt og behandler mig som en prinsesse!

Men hvordan fortæller man sin bedste ven at man gerne vil knalde ham, men ikke være i et forhold, kun have sex og derefter være bedste venner igen..

Svar: 

Kære 14 årige pige.

Det lyder til, at du har en bedste ven, som betyder rigtig meget for dig. Det må være skønt at have en ven, som du er tryg ved, og som du elsker at være i nærheden af.

Når du fortæller om alt det gode ved ham og alt det, du elsker ham for - så lyder det til, at han er en person, som du er meget fascineret eller betaget af. Hvor "grænsen" går mellem meget tætte venskaber og kærlighedsforhold, kan være svært at sætte ord på. Sådan, som du beskriver ham, lyder han næsten mere som en kæreste end blot en ven? De ting, I laver sammen, lyder også mere som noget, man laver sammen med sin kæreste fremfor sin bedste ven.

Derfor kan jeg godt forstå, at du spørger til, hvordan I kan have sex med hinanden og være bedste venner igen bagefter. Som du beskriver jeres forhold, tror jeg, at det kan blive svært for jer at gå i seng med hinanden og samtidig beholde jeres gode venskab. Hvis først I begynder at have sex med hinanden, risikerer I, at den ene af jer vil mere end den anden og måske har lyst til at blive kærester. Hvis den anden så ikke har det på samme måde, eller ikke længere har lyst til at være intime, kan det blive svært for jer at fortsætte som bedste venner. Derfor, synes jeg, at du skal prøve at tænke over, om du ser ham som din bedste ven - eller om dine følelser nærmere betyder, at du gerne vil være kærester med ham med tiden.

Jeg tror, du skal overveje, om du ser ham mest som bedste ven eller kæreste? Det kan hjælpe dig til at finde ud af, hvilke retning du skal i. Hvis du har mod på det, vil det også være en god idé, at snakke med ham om, hvad han tænker om det hele.
Husk også at tænk over, at du ikke skal have travlt med at prøve at have sex. Du har hele livet foran dig, og der skal nok dukke en ny fyr op før eller siden, som du også føler dig tryg og tilpas ved, og som du måske endda gerne vil være kærester med.

Jeg håber, du kan bruge mit svar og held og lykke med det hele.

De bedste hilsner Signe.    

SigneKs billede
Signe har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program