Jeg kan ikke mere. Min familie hader mig. Det er ikke bare noget jeg siger, jeg ved det. Min mor har endda sagt til mig, at en mor ikke behøver at elske sit barn. Det var ikke engang et samtaleemne, hun udbrød det bare, og jeg forstod godt hentydningen. Og som prikken over i'et, er min far alkoholiker. Han drikker ikke mere, men da han gjorde, hørte jeg tit mine forældre råbe ad hinanden. Min far boede heller ikk hjemme på et tidspunkt. Jeg har aldrig kunne med min mor og min søster, så det tog hårdt på mig, da jeg fandt ud af at min far drak. Og især når min mor så sendte ham væk. Min mor og min søster har også altid kritiseret mit udseende og min personlighed. Det er som om de begge forventer at jeg skal være som min storesøster. De kan ikke indse at jeg er mig selv, anderledes. Jeg begyndte at skærer i mig selv sidste efterår/vinter. Jeg ville vide, hvordan det var. Jeg begyndte at føle mig sikker, når jeg havde min dolk. Det var som som den forstod, den smerte jeg havde indeni. Det lyder latterligt, men jeg føler det stadigvæk. Mine 3 bedsteveninder ved godt alle de her ting. Men jeg føler ikke at jeg kan komme til dem. Jeg tror ikke at de kan sætte sig i mit sted, og hjælpe mig. Jeg tror, at jeg er ved at blive syg i hovedet. Selvmord har strejfet mig mange gange. Men så er det som om det bliver bedre. Jeg sætter mig ogs nogle gange til at græde, uden grund. Nogle gange bryder jeg bare sammen i gråd. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg burde være på den lukkede afdeling. Jeg kan ikke klare det mere, og jeg mangler nogle at snakke med det om. Jeg håber en eller anden svarer på mit brev.