Jeg rødmer for meget!

brevkassespørgsmål

Jeg rødmer for meget!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 14 år 10 måneder siden

Hej med jer, Jeg har et stort problem - synes jeg selv. Jeg røder så ekstremt meget, bare der sker den mindste lille pinlige ting. Og når jeg siger rødmer, så er det ligesom om at 17 ildrøde æbler er limet fast til mit hovede. Og jeg synes det er SÅ pinligt. Og det værste af det hele er, at jeg virkelig kan mærke, at det blusser op i mit hovede, og jeg tænker heletiden; "Hvad mon læreren tænker, når hun/han ser mig så rød i hovedet?" Noget af det, jeg især hader er, når folk siger: "Hey, XX du er altså ekstremt rød i hovedet. HAHA!" Pinligt, pinligt, pinligt. Vi har en lærer jeg rigtig godt kan lide (altså som lærer), og hvis hun bare siger det mindste til mig, bliver jeg så ildrød i hovedet, og det er så skamfuldt! Jeg hader det virkelig...! Er der ingen måde, man kan holde det igen, eller få det helt til at stoppe? Og så lige et bonusspørgsmål: Personer der er brune - kan de godt blive røde i hovedet? Vh. Den rødmene

Svar: 

Kære rødmende

Du fortæller om din rødmen, som virker til at være et rigtig stort problem for dig. Desværre er der ingen mirakelkur mod rødmen, og for nogle mennesker er det ren fysisk reaktion, ligesom hvis man for eksempel får et blåt mærke - altså man kan ikke gøre noget ved det andet end at vente til det forsvinder.

Rigtig mange mennesker der har problemer rødmen har det dog med at tro, at det er meget værre, end det i virkeligheden ser ud. Andre lægger simpelthen ikke så meget mærke til det som personen selv gør. Men det lyder godt på dig som om folk godt nogle gange kan se det. Men når man rødmer, kan man komme til at gøre det værre, fordi man tænker så meget på det. Måske vil det hjælpe, hvis du prøver at slappe helt af når det sker, og fortælle dig selv, at det er fuldstændig ligegyldigt om du rødmer eller ej.

Rødmen bliver nemlig tit fremprovokeret af nervøsitet og stress. Så det gælder om at undgå de to følelser. Tag for eksempel en dyb indånding når du kan mærke at det er ved at ske, og prøv at tænke på noget helt andet. For eksempel hvad der kommer i fjernsynet eller din yndlingsfodboldspiller. Måske kan du få det til at gå over inden det starter. Men det vil nok kræve lidt øvelse.

Personer der er brune kan også godt blive røde i hovedet, det er måske bare lidt mindre tydeligt. Jeg vil dog under ingen omstændigheder råde dig til at tage solarie, det er farligt, da det øger risikoen for hudkræft, især hvis man gør det som ung.

Jeg håber, at mine råd vil fungere for dig.

Hilsen Julie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program