Jeg føler ALLEREDE at jeg er 100% klar, er lige ved at springe!!

brevkassespørgsmål

Jeg føler ALLEREDE at jeg er 100% klar, er lige ved at springe!!

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 10 år 8 måneder siden

Kære Cyberhus, jeg skriver indtil jer fordi at jeg er meget forvirret over mig selv lige nu, jeg har et ønske som jeg har haft i 3/4 måneder

Og det er ikke lige noget som er som andre ønksker. Jeg er 18 år gammel o ønkser mig granseløst en lille baby.

jeg havde håbet at det bare var en fase, for jeg vil inderligt ikke starte en krig med mine forældre. Så jeg snakkede med min 17 årge kæreste, og jeg havde virkelig håbet på at han sagde, nej skat det skal vi ikke endnu, men i stedet sagde han fandme, *Jo skat, det vil jeg meget gerne* 

Efter at han sagde det har jeg fået det endnu værre, jeg vil virkelig gerne, dem af mine veninder som har, ser så lykkelige ud, og jeg synes virkelig at deres børn er noget at det mest fantastiske. Min kæreste og jeg har snart været sammen i et år, og derfor tænker jeg samtidig at der lige skal gå lidt tid, jeg går i tiende klasse, og skal starte på uddannelse til august. og den uddannelse vil tage 1 år og 2 måneder, og så tænker jeg at vi skal se på det der, hvad synes i ? er det normalt at ønkse sig et barn så kraftigt når man kun er 18? og hvad synes i om det med mine forældre, jeg ved at de på ingen måde vil støtte mig, om jeg er 18 eller 20. Men det er jo mit ønske? Hjælp hjælp hjælp!

Svar: 

Hej.

Jeg kan godt forstå, at du ønsker at få et barn, og at du håber på, at dine forældre støtter dig i dit valg og ønske. Som ung er det nemlig ganske naturligt, at man går og har et ønske om at få et barn, og det er ikke altid, at man siger det højt eller snakker med andre om det. Derfor er det forståeligt og fint, at du skriver herind for at få det afklaret.

Jeg kan læse mig frem til, at du er 18 år og er kommet i de voksnes rækker. Det er et naturligt instinkt, at man som menneske på et tidspunkt i sit liv, øsnker og beslutter sig for at få børn. Mit forslag til dig ville umiddelbart være, at du i første omgang gør det klart med dig selv, hvornår det er du gerne vil have et barn. Jeg synes, det lyder som en god ide, hvis du først afslutter din uddannelse, som du skriver varer 1 år og 2 måneder. Herefter kan du beslutte, om du fortsat ønsker at få et barn. Du skriver, at din kæreste også vil have, at I får et barn sammen. Det kan være en mulighed at tage en snak med ham omkring jeres ønske, og hvad han synes om, at du først afslutter din uddannelse og herefter får et barn. Det er vigtigt, at I begge er enige, trygge og sikre på hvornår det er helt præcist, at I ønsker at få et barn og dermed kan tilrettelægge en plan for jeres fremtid.

Du skriver at din kæreste er 17 år gammel, men ikke hvad han beskæftiger sig med. Hvis han går i skole, så kan det være godt, hvis i snakker om, hvorvidt han ønsker at afslutte sin skolegang eller læse videre, før i beslutter jer for at blive forældre. Det kan være, at han også har et ønske om at læse færdig, før I bliver forældre. Hvis han ikke går i skole eller arbejder, så kan I snakke om, hvorvidt han måske skal finde et arbejde og dermed sikre jer et solidt grunlag for jeres fremtid som forældre. Det er sådan, at jo længere tid I har til at beslutte jer og snakker om tingene, des mere sikre vil I være, når I når til det punkt, hvor I endeligt beslutter jer for at få et barn sammen. Husk på, at det er en meget stor ting, så hellere overvej det en dag for meget end en dag for lidt.

Du skriver, at du ikke vil starte en krig med dine forældre, men samtidig også ønsker at følge dit ønske om at få et barn. Ud fra det, du skriver, virker det til, at du har et tæt forhold til din forældre, og at deres støtte betyder meget for dig. De er dine forældre, og det er normalt, at man som forældre ikke kan undlade at tænke langt ind i fremtiden og blive bekymret. Der følger nemlig et stort ansvar med det at blive forældre. Det kan være, at dine forældre tvivler på, om du er selvstændig og psykisk parat til at tage vare på et barn.  I så fald kunne det være en god idé, hvis du tog en snak med dine forældre. Du kunne spørger dem om, hvorfor de ikke støtter dig i at få et barn, og hvorfor du ønsker at få et barn. På den måde har I mulighed for at forstå hinanden og måske finde en middelvej. 

Hvis du har flere spørgsmål og bliver i tvivl, har du mulighed for at skrive med en af vores frivillige i vores chat. Her kan du få hjælp og svar, hvis du får brug for at få besvaret flere spørgsmål i forbindelse med din situation. Du kan også kontakte Sexlinien her og få rådgivning og vejledning omkring graviditet og det at blive forældre. Det er 100 % anonymt, og du kan ringe på følgende nummer; 70202266  og snakke med en rådgiver eller skrive til deres brevkasse.

Jeg håber du finder ud af det, og jeg ønsker dig al held og lykke med fremtiden. 

Kærlige hilsner
Lima 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program