Jeg er så knust
Jeg er så knust
Hej. Jeg var i byen her for en uge siden med nogle venner der er et år ældre end mig. Den ene af dem var en dreng. A. Jeg synes at han er sød. Vi snakkede og vi fik lidt at drikke. Han kyssede mig og jeg kyssede igen. Han spurgte om jeg ville med ham hjem og snakke lidt og se en film. Det sagde jeg så ja til. A og jeg gik inden for og op på hans værelse. Vi fik et glas vin og vi blev enige om at vi bare var venner. Vi stod og kiggede på hinanden i noget tid. Mit hjerte bankede sindsygt.Vi sagde begge " fuck det" og sprang på hinanden. Han lagede mig ned i hans seng. Ja vi havde sex. Da vi vågnede næste morgen havde min mor ringed 17 gange. Jeg rejste mig hurtigt op. Han er 18 og har lige fået kørekort. Han kørte mig hjem hvor min mor stod og snakkede med politiet. Jeg løb hen og råbte at jeg var okay og var hjemme. Hun slog mig og råbte ad A. Hun sagde at han havde bortført mig, hvilket selvfølgelig ikke passede. Jeg blev ved med at råbe af min mor at hun skulle stoppe. Min far kom ud og sagde at politiet godt kunne køre igen. Min far tæskede A. Jeg råbte og rev min far væk. Jeg sagde til mine forældre at jeg tog med A igen. De blev ved med at sige at jeg ikke måtte. Men det gjorde jeg. Nu bor jeg hos A i KBH. Jeg ved ikke om jeg skal tage kontakt til mine forældre igen...
please hjælp mig det gør så ondt..
Kære du
Lad mig starte med at sige at det er en rigtig svær situation du står i. Jeg kan godt forstå at du valgte at tage med A, men samtidig må det være rigtig svært at det så samtidig betyder at du gør noget som dine forældre er så store modstandere af.
Jeg vil også gerne sige at jeg ikke synes du har gjort noget som helst forkert. Det er selvfølgelig rigtig uheldigt at du ikke fik fortalt dine forældre at du ikke kom hjem og at de derfor blev så bekymrede at de kontaktede politiet. Men som du beskriver det lyder det til at være et uheld, som kan ske for alle.
Det er selvfølgelig på ingen måder i orden at din far overfalder A på den måde som du oplevede. Jeg tænker at det måske kan have været et udtryk for hvor bange og bekymret din far havde været for at der var sket dig noget. Det gør det på ingen måder i orden og det er ingen undskyldning for at tæske A. Men det kan måske være en forklaring på hvorfor din far handlede sådan. Nogle gange kan man handle fuldstændig irationelt og ulogisk hvis man bliver voldsomt bange, og måske var det det der skete for din far?
Du spørger om du skal kontakte dine forældre igen, og det synes jeg helt sikkert du skal. Jeg kan godt forstå, hvis du ikke føler dig helt tryg ved hvad der kan ske når du kontakter dine forældre efter den oplevelse du havde sidst i så hinanden. Måske kunne du starte med at skrive en sms eller ringe til din mor og høre hvordan det går. Fortælle hende hvor du er og hvordan du har det. Måske også fortælle at du gerne vil have snakket om den her situation der skete mellem jer.
Du skriver at du bor hjemme hos A lige nu. Bor A alene, eller bor han hos sine forældre? Hvis A bor hos sine forældre kunne du måske overveje at spørge A´s forældre om de vil hjælpe dig med at kontakte dine forældre. For hvis du bor sammen med A hos hans forældre, kan det måske være med til at berolige dine forældre lidt, hvis de ved at der er nogle andre voksne der er med til at skabe en tryg ramme der hvor du bor lige i øjeblikket.
Du fortæller ikke så meget om din familie og derfor er det også lidt svært at sige præcist hvad og hvordan du skal gøre lige nu. Er det første gang du har oplevet din far på den her måde, eller har du oplevet at han har været voldelig på den måde før? Hvis du har oplevet at han har været sådan før har du måske brug for noget mere professionelt hjælp? Det kan du måske få gennem kommunen. I Kbh hvor du er lige nu sidder der en masse ungerådgivere som både er vandt til at hjælpe unge der har problemer med deres forældre, og samtidig så ved de alt om hvilke rettigheder du har som 17-årig i forhold til dine forældre. Ungerådgiverne fra Kbh. har deres egen chat på Cyberhus hvor du kan chatte helt anonymt med dem. Deres chat er åben hver mandag og onsdag kl. 17-20. Du kan også ringe til ungerådgiverne eller tage ind til deres kontor på Glasvej (du behøver ikke oplyse dit navn, så du kan stadig være anonym) Du kan læse mere om deres rådgivning her
Jeg håber du finder en løsning så du kan få mere ro på din situation.
Mange hilsner
Niels-Christian