Jeg er forelsket

brevkassespørgsmål

Jeg er forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 10 år 7 måneder siden

hej

Der er den her pige som jeg er forelsket i. Hun bor ca 20 km væk og jeg lærte hende at kende på en spejder tur. Men kan man vare kærester når man bor så langt væk fra hende anden og hvordan skal jeg spørger hinder når hun bor så langt væk. (Chater nemlig kun med hende over facebook/snapchat)

 vh en dreng på 12 år

 

Svar: 

Hej Dreng på 12 år.

Hvor er det bare skønt at høre, at du er blevet forelsket i pigen fra spejderturen. Det må være dejligt at gå og smile ved tanken om en sød pige her i sommervarmen. Forelskelse er en skøn ting, som kan føles virkelig rar, men det kan også være en svær ting, fordi det sjældent er helt nemt, hvordan man går fra forelskelse til kæresteforhold - og om man overhovedet kan det.

Jeg kan godt forstå, du bekymrer dig lidt om, om man kan være kærester, når man ikke bor så tæt på hinanden. Det er rigtig fint, at du gør dig overvejelser om, hvorvidt jeres forhold overhovedet kan blive til noget, da det selvfølgelig er en vigtig ting i forhold til, om du skal/kan arbejde videre på det. Umiddelbart vil mit svar til det være, at kærlighed ikke kender nogen grænser. Selvfølgelig er det nemmest og mindst besværligt at være kærester med en, som bor tæt på, men hvis man virkelig er glad for en person, er man ofte villig til at rejse lidt i tog for at være sammen med netop hende eller ham. 20 km er selvfølgelig ikke noget, man bare lige tilbagelægger på sin cykel en eftermiddag, men hvis der er gode forbindelser med offentlig transport mellem dig og hende, kan du hurtigt komme 20 km væk. Faktisk behøver det ikke tage mere end et kvarter. Jeg ved ikke, om du har undersøgt det, men prøv evt. at indtaste din og hendes bopæl på Rejseplanen og se hvilke muligheder, I har for at komme til og fra hinanden. Det kan være, du finder ud af, at der faktisk både går busser og tog - og måske endda temmelig ofte.
Jeg kan i sammenhæng med dette fortælle dig, at der faktisk er mange kærestepar, som bor meget længere fra hinanden, end I gør. Faktisk er der nogen, der har kærester i den anden ende af landet, i udlandet osv., men som alligevel får det til at fungere. I stedet for at være træt af, at I bor 20 km fra hinanden, kan det være, du skal forsøge at glæde dig over, at det ikke er mere end 20 km. Faktisk tror jeg, man skal være helt utrolig heldig, hvis man skal finde sin kæreste tættere på, end pigen bor fra dig.

Det lyder hyggeligt, at I chatter sammen over Snapchat og Facebook. Det er en god begyndelse til at lære hinanden endnu bedre at kende. Jeg ved ikke, om I allerede har mødtes udover spejderturen, men ellers tænker jeg, det er en god idé og mødes og lave noget sammen, inden du spørger hende, om hun vil være kærester. Selvom du føler, du kender hende godt fra turen, kan det være, det er anderledes, når I er rigtigt sammen. Derfor kan det være, at du på jeres næste chat skal spørge hende, om hun har lyst til at ses med dig en eftermiddag, aften eller weekend. Det behøver ikke være så lang tid eller noget specielt, men jeg tænker, det kan være rart for jer begge at se hinanden under andre forhold end på spejderturen. Nu hvor det er godt vejr, kan det være, I kan mødes og gå en tur, købe en is eller tage på en café og få en sodavand eller noget andet lækkert. Du kan evt. fortælle dine forældre, at du har mødt en sød pige på spejderturen, og at I gerne vil mødes igen. Det kan være, dine forældre vil køre dig over til hende eller på anden måde hjælpe dig med at få sat en aftale op.
Hvis I mødes en eller flere gange, kan det være, det bliver lettere for dig at finde ud af, om du stadig gerne vil være kærester med hende, og hvordan du kan spørge hende. Måske kommer det endda helt naturligt, når I er sammen? Mit bedste råd til dig er i hvert fald at fornemme dig frem. Hvis du fornemmer, at pigen også har interesse i dig (smiler til dig, altid skriver tilbage, virker til at kunne lide dig), så tror jeg, der er gode chancer for, at hun også gerne vil mere end bare chatte med dig.

Inden du spørger hende, om I skal være kærester, kan det være, du skal prøve at give hende nogle søde komplimenter og se, hvordan hun reagerer på det. Skriv evt. til hende, at du godt kan lide hende, at hun er pæn på billeder, at det var dejligt at være på tur med hende eller noget i den stil. På den måde forbereder du hende på, at du kan lide hende så meget, at du gerne vil være hendes kæreste. Det kan også være, at hendes reaktion på dine komplimenter kan være med til at fortælle dig, om der er gode chancer for, at hun siger ja til din kæresteforspørgsel. Det kan være hårdt at få et nej, så pas på dig selv og undersøg, om der er gode muligheder for et ja.

Måske kan du også høre dine venner, om de har nogle gode idéer til, hvordan du får taget næste skridt med pigen. Det kan være, nogen af dem har prøvet noget lignende eller generelt bare har et godt råd til, hvad der virker godt. Uanset hvad kan det i hvert fald være rart at snakke med sine venner om sådan noget.

Held og lykke med den søde pige.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program