Jeg er en idiot..

brevkassespørgsmål

Jeg er en idiot..

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 9 år 11 måneder siden

Jeg føler mig som en idiot. Jeg har været kærester med en fyr i omkring 6-7 måneder og i løbet af de måneder, lærte jeg samtidig også hans bedsteven at kende.
Han var rigtig støttende og lyttede altid, og det endte så med at vi blev bedste venner. Men bare få måneder efter min daværende kæreste og jeg slog op, fik jeg følelser for hans bedste ven og fortalte ham det. Han fortalte så, at han gengældte det og vi kom sammen lidt efter. Nu har vi været sammen i rigtig mange måneder og jeg er så sindssygt glad for ham, men jeg har ødelagt deres venskab og har det virkelig virkelig skidt over det.
Min ekskæreste svinede min kæreste og jeg til, da vi sammen fortalte, at vi var kommet sammen og de har ikke haft kontakt siden.

Jeg har ind i mellem skrevet lidt med min ekskæreste, omkring hvordan det gik og sådan, og det ved min kæreste godt, men jeg ved også, at det går min kæreste rigtig meget på, og jeg ved, at han tit tænker på det og har det rigtig skidt over det.
Og for hver dag får jeg det bare dårligere og dårligere over det, selvom det er så lang tid siden det skete, da jeg ved det går min kæreste meget på, når vi nogle gange kommer til at snakke om ham og efter de havde været bedste venner i over 8 år, men det så pludselig slutter pga. det her. Han griner da lidt over ham osv. nogle gange, men jeg kan se det bare er en facade.

Jeg har det rigtig godt i vores forhold derudover og det ved jeg, at han også har, men jeg føler det var rigtig dumt at komme sammen med ham og derved komme imellem ham og min ekskæreste, da de var bedstevenner. 

Burde jeg bare lade det ligge og leve i nuet, ikke tænke på, at det godt kan gå min kæreste lidt på, eller hvad burde jeg gøre?
Håber I kan hjælpe mig, for det gør ondt indeni at vide, at jeg har smadret et af min kærestes bedste venskaber.

Hilsen K.

Svar: 

Hej K.

Først og fremmest synes jeg bestemt ikke det lyder til, at du er en idiot. Tværtimod har jeg en oplevelse af, at det optager dig, hvordan andre har det, og at du forsøger at løse situationen. Du lyder altså som en omsorgsfuld person, der er god til at følge dig selv og dine fornemmelser.
Jeg kan dog godt forstå, at det er en rigtig svær situation for dig at stå i, og at det kan gøre ondt, at din kæreste og ekskæreste ikke har kontakt til hinanden i øjeblikket. Det må være meget hårdt, at du føler, at du har ødelagt deres venskab. Men når jeg læser, hvad du foræller og beskriver, fornemmer jeg, at du kan se situationen fra mange vinkler, og at du har gjort dig mange tanker omkring det. Jeg vil derfor prøve at dele mine refleksioner med dig og forsøge at hjælpe dig videre.

Du spørger, om du skal lade det ligge og leve i nuet, selvom du godt ved, at det kan gå din kæreste på. Jeg tænker først og fremmest, at din ekskæreste skal have den tid, han har brug for til at vænne sig til, at du og hans bedste ven er kærester. Der kan være rigtig mange føleleser på spil, og derfor kan det tage rigtig lang tid, inden din ekskæreste er kommet så meget videre, at han måske en dag kan acceptere situationen. Når du fortæller, at du føler, at du har smadret deres venskab, får det mig til at tænke, at det aldrig alene kan være dig, som har ansvaret for, om din kæreste og din ekskæreste fortsætter deres venskab eller ej. Der kan være mange grunde til, at venskabet ikke er blevet genoptaget endnu, men de har også et ansvar for sammen at få løst situationen. Du beskriver, at du har lidt kontakt med din ekskæreste og har spurgt ind til, hvordan det går ham. Jeg tænker, at det er meget omsorgsfuldt af dig, og det viser din ekskæreste, at du er interesseret i, hvordan han har det.

Du fortæller, at de har været bedste venner i 8 år, og det får mig til at tænke, at de har haft et godt venskab, hvor der også vil være muligheder for, at de i fællesskab kan løse situationen. Jeg tænker derfor, at det måske kan være en rigtig god idé, hvis din kæreste og ekskæreste alene får snakket med hinanden om hele forløbet og får sat nogle ord på, hvordan de har det hver især, så de kan få en forståelse for hinanden. Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært at tage disse snakke, når man ikke rigtig ved, hvordan den anden vil reagere, men måske det kan hjælpe dem videre i den fastlåste situation. Det kan være, at du kan tale med din kæreste om, at du fornemmer, at det går ham på, og spørge ham om han måkske har lyst til at tage det første skridt og tage kontakt til din ekskæreste og invitere til en snak. Det kan også være, at du kan spørge din kæreste, hvad han tænker, der kan gøres ved situationen, og på den måde kan i få en god snak om, hvilke mulige løsninger der kan være på sitautionen.

Hvis de ikke er klar til at tage en snak eller ikke har lyst til at tage kontakt til hinanden, tænker jeg, at det er vigtigt, at du accepterer, at det måske skal gå noget længere tid, inden de er klar til det.

Jeg håber, at mit svar kan hjælpe dig videre.

Hilsen Janni             

 

 

 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program