Hej Cyberhus :)

Jeg er 17 år, og ja, jeg er forvirret. Det hele er en meget lang historie, men jeg prøver at gøre den kort (ellers undskyld.)

Jeg er egentlig en hel normal teenager, der laver 'normale' teenageting, såsom at gå til sport, hænge ud med veninderne, gå til fester og kigge på fyre. 

Det er især det sidste, der er mit 'problem'. 

Når jeg taler med jævnaldrende, lyder det som om, at det altid går godt med fyrene. Ikke nødvendigvis på den der kærestemåde, men f.eks. efter Roskilde Festival, var der jo mange af mine veninder, der lige havde mødt en sød fyr, de h havde kysset lidt på, og så var det det. For dem virker det med at gå rundt og kysse på folk, som en helt normal og naturlig ting (hvilket det jo også er, tilbage fra den tid hvor mennesket var et urmenneske). 

Sådan føler jeg bare ikke, at det er med mig. 

Jeg havde mit første kys kort inden jeg blev 16, det var nærmest kun et slags 'tantekys' og heldigvis mødte jeg ham ikke igen. For et år siden, sidste sommer, var jeg på festival, hvor jeg blev fuld og kyssede med en, der vist lige var lidt for gammel til mig. 

Siden da, i lidt over et år nu, har jeg ikke kysset med nogen. 

Jeg har lige været et år på efterskole.Her havde jeg noget med en fyr, som jeg da egentlig var vild med, men så til en fest, hvor vi var gået lidt væk og det ligesom var oplagt, hvad der skulle ske, skete der bare ingenting. Han kyssede ikke mig, og jeg kæmpede virkelig den vildeste kamp med mit indre, for at tage mig sammen og kysse ham. Jeg kunne bare ikke. 

Siden har jeg haft det sådan mange gange. Til flere fester har jeg flirtet osv., men jeg føler mig virkelig som den vildeste narrefisse, fordi jeg ikke rigtig tør kysse dem. 

Det er nærmest som om, jeg er bange for det. Samtidig ønsker jeg virkelig også, at det vil ske. 

Jeg har angst, men det er i andre sammenhænge (vand, døden osv.). Jeg har ikke en socialfobi, tværtimod er jeg et ultra socialt menneske med mange veninder, jeg hader virkelig at være alene. Men drenge kan virkelig fucke mig op. 

Jeg prøver at peptalke mig selv, prøver at finde ud af, hvad det er, der skræmmer mig så meget. Jeg er nået frem til, at det måske er fordi, jeg ikke altid har så fantastisk god selvtillid, men alligevel, så hader jeg jo ikke altid mig selv? Og jeg mener, jeg har veninder, der har værre selvtillid end mig, og de kysser bare den ene efter den anden. 

Jeg ved ikke, om det er fordi, de som regel til festerne drikker sig fuldere end mig, for jeg hader virkelig at miste kontrollen (en del af min angst), så jeg bliver aldrig andet end i godt humør til fester. 

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg vil så gerne ændre på det. Jeg er nemlig, tror jeg, måske kommet til at falde en lille bitte smule for en dreng fra min gymnasieklasse. 

Desværre tror jeg, at en anden pige i min klasse også er faldet for  ham og ja... Jeg har allerede givet op. Hun er både pæn, tynd og høj, mens jeg selv føler, jeg blegner ved siden  af hende. Og så TØR hun! Hun er ikke som mig, der går i baglås over en dreng, hun er en, der rent faktisk ville turde at tage skridtet nær ham til f.eks. en fest... 

Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg kan slet ikke finde en sammenhæng i, hvorfor jeg er så nervøs for drengene, når jeg normalt elsker mennesker. 

Håber ikke, at det blev for langt.. 

Kh T