Jeg drømmer mig til kærlighed

brevkassespørgsmål

Jeg drømmer mig til kærlighed

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 13 år 4 uger siden

Kære Cyberhus, Jeg skriver til jer fordi jeg har gået med noget i lang tid. På den ene siden føler jeg at jeg er nød til at slippe af med det, og på den anden side kan jeg ikke undvære. Jeg husker ikke hvornår det begyndte. Men for mere end et år siden, har jeg ligesom drømt mig til kærlighed. På en mærkelig forskruet måde. Jeg har haft "fantasi-kærester" som har fulgt mig næsten overalt. Det har været kendiser og drenge som jeg bare har haft crushes på. Det er som om de altid er ved mig. Især når jeg er alene på mit værelse, eller når jeg går i seng om aftenen. Når jeg går i seng ligger de altid lige ved siden af mig, og holder om mig. Eller omvendt. Og når jeg vågner om morgenen er de der stadig. Jeg kan ikke undvære dem, og føler mig faktisk alene når jeg ikke er alene, men sammen med nogle rigtige mennesker. Det er forvirrende, og jeg kan ikke lide det. Det er ikke fordi jeg ikke har venner i virkeligheden, og jeg ville ikke sige at jeg er ensom. Men det her har gjort mig meget introvert.

Svar: 

Hej med dig

Det lyder både som en dejlig, men samtidig frustrerende situation. Jeg vil prøve at give dig mit bud på, hvorfor du har det sådan, og komme med råd til hvad du kan gøre ved det.

Det er rigtig godt du har venner, og ikke føler dig ensom på det sociale. Ud fra det du skriver tror jeg du godt kunne tænke dig en kæreste, og det er helt normalt man så kan få sådanne fantasi-kærester. Måske har en af dine veninder fået en og du går og drømmer om at have det samme med en, hvor du skaber dine fantasi-kærester.

Nu behøver det ikke være sådan, at du skal skynde dig at finde en kæreste, for det vil der ikke komme noget godt ud af. I stedet synes jeg du skal prøve at acceptere det kunne være rart at have en kæreste, men at du også har det fint som det er nu med dine venner.

Når du er i selskab med rigtige mennesker, er det en god ide hvis du prøver at være til stede i nuet og være fokuseret på de mennesker, i stedet for at dagdrømme for meget om dine fantasi-kærester. For ved at gøre det for meget, kan du hurtigt føle der mangler noget, og så kan du muligvis nemt glemme, at det selskab du er i nu og her faktisk er godt. Jo mere du fokuserer på din indre verden, jo mere introvert bliver du også, og der er intet galt i at have en lille verden inden i en selv, men hvis du bliver for fokuseret på den og glemmer verden udenfor, vil du hurtigt overse alle de ting der sker derude. Så du behøver ikke slippe fuldstændigt af med din indre verden, for vi går alle sammen og dagdrømmer lidt. Prøv bare at fokuser mere på det der sker nu og her, og så kan du give dig selv plads til din indre verden, når du f.eks. er alene.

Du kan prøve at snakke med en af dine nærmeste veninder om det, eller med en anden person du føler dig tryg hos. De kan måske hjælpe dig til at klare situationen.

Du kan også snakke med en voksen du føler dig tryg hos om det, eller du kan prøve chatten her i Cyberhus.

Snak med en af dine nærmeste veninder om det

Jeg ønsker dig held og lykke J

Knus Julie

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program