Hvorfor har jeg ikke en bedste veninde?

brevkassespørgsmål

Hvorfor har jeg ikke en bedste veninde?

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 3 år 5 måneder siden

Jeg kunne vildt gerne tænke mig en bedste veninde! Jeg har veninder, men ikke nogle som jeg er helt vildt tæt med.. Jeg har en pony, så jeg har fået en masse dejlige veninder gennem heste. jeg har en veninde om er min bedste veninde, men jeg er ikke hendes..:( Det gør mig faktisk lidt ked af det at jeg ikke er hendes bedste veninde.. Når hun er sammen med hendes bedste veninde og jeg også er der, så kan jeg faktisk godt se og mærke at hun 'bedre kan lide hende'. Vi har det rigtig sjovt sammen, men så gode veninder er vi altså ikke.. Jeg er overhovedet ikke en person som prøver at bestemme. Jeg er næsten aldrig uvenner med nogle og jeg ser det gode i alle mennesker. for mig betyder det rigtig meget at have en bedste veninde. Jeg har mange venner og veninder i min klasse og jeg kan rigtig godt lide min klasse, men der er ikke nogle som jeg er så tæt med. Jeg har bedre veninder oppe fra rideskolen end i skolen. Jeg føler bare at jeg mangler en som .. Det svært at forklare, men mangler en.. Nogle råd?

Svar: 

 Hej med dig

Jeg forstår godt, at du også gerne vil have en bedste veninde. For det er da rart at føle man har en rigtig tæt veninde. Jeg vil dog samtidig sige, at det slet ikke er unormalt ikke at have en bedste veninde som 14-årig. For du har nemlig stadig god tid til, at finde en tæt veninde. Det er ikke alle, der finder en rigtig god veninde så tidligt, da der også er masser af muligheder for at finde en senere. Mange finder først en bedste veninde i de sene teenageår, og mange endda først som voksne. Det er der virkelig ikke noget mærkeligt ved. 

Du skriver også, at du ikke føler, at din veninde betegner dig som en lige så god veninde som hun er for dig. Det kan godt gøre ondt, hvis du ikke på samme måde føler dig værdsat af hende. Så det er helt normalt og ikke umiddelbart noget du kan gøre noget ved. For vi kan jo desværre ikke trylle og lave om på andres tanker og holdninger, selvom vi gerne vil. Men jeg tænker stadig, at du kan nyde hendes selskab og huske på, at I har det godt og sjovt sammen. For ellers ville hun jo heller ikke bruge tid med dig, hvis hun ikke også synes det var hyggeligt og hun kan lide dit selskab. Det er i hvert fald vigtigt at du ikke laver om på dig selv for hendes skyld. Men det lyder heller ikke til at du kunne finde på det. 

En klasse er jo en helt tilfældig sammensætning, hvor man virkelig skal være heldig hvis ens bedste veninde var lige i klassen. Så selvom du kan savne en bedste veninde, vil jeg samtidig minde dig om, hvor dejligt det må være for dig, at du faktisk har en rigtig god klasse og har både gode venner og veninder i klassen. Der har du været heldig, for det er ikke alle der er glade for sin klasse. Så det er en vigtig ting, som du kan huske på. Og så har du bedre veninder oppe på rideskolen, skriver du. Jeg kan godt se at det ville være rart at have sine bedste veninder i skolen, fordi man bruger så meget tid der. Men på den anden side så lyder det også til, at du bruger meget tid med din hest og derfor har det rigtig godt med dem, som du er sammen med derude? Det må da være rigtig dejligt med sådan et fællesskab. Vi kan desværre ikke selv bestemme hvilke mennesker vi lige møder hvor og hvornår, da det ofte er tilfældigheder. Men det kan jo faktisk være, at du har været super heldig med de veninder, du har fået på rideskolen og at det er nogle, som du kunne begynde at tænke lidt mere på? Det er selvfølgelig også vigtigt at have det godt i skolen, men der er slet ikke noget i vejen for at huske på og virkelig værdsætte sine venner på rideskolen. Det kan være du har fundet de bedste veninder der? Måske nogle som du vil snakke med i mange år fremover? Det er svært at sige, og hvem ved, måske kommer der en ny pige i klassen inden for de næste år, som du bare klikker godt med? Der er mange ting som vi ikke kan styre, og det er her, at det kan være ekstra vigtig og træne sin tålmodighed og holde fast alligevel. For selvom du ikke føler du har en rigtig tæt veninde nu, så skal det nok komme. Det vigtigste tænker jeg er, at du holder fast i, at være den gode person som du lyder til. Du skriver at du ikke er den, der vil bestemme det hele og er rigtig god til at se det gode i andre mennesker. Det er super gode kvaliteter, som du skal holde fast i og så nyde at du faktisk er rigtig glad for din klasse og kan snakke med de fleste.

 Jeg håber du kunne bruge mit svar, og ellers er du altid velkommen til at skrive ind til cyberhus igen.

De bedste hilsner Maria  

MariaFPs billede
Maria har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program