Hvordan møder jeg en pige

brevkassespørgsmål

Hvordan møder jeg en pige

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 8 år 5 måneder siden

Hejsa.

 

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal møde denne pige.

Vi har skrevet i lang tid nu, og begyndt at skrive dagligt.

Vi har aftalt at mødes her løbet af weekenden og sove sammen.

Jeg er bare i tvivl om hvordan jeg skal komme, eller hvad jeg skal sige når jeg kommer.

Jeg er bange for det bliver sån vi går ind på et værelse eller noget og så bare akavet stemning.

Hvad skal jeg gøre?

 

På forhånd tak.

Svar: 

Hej med dig!

Hvor er det dejligt at du er blevet lidt glad for denne her pige, som du skriver med dagligt. Jeg kan godt forstå du er nervøs over at skulle møde hende og sove ovre ved hende i løbet af weekenden. Jeg tror alle, der har stået i din situation, har haft præcis de samme tanker som du også har lige nu: "Tænk hvis der bliver akavet stemning", "Hvad skal jeg sige til hende" osv. Det er helt normalt at gøre sig sådanne tanker! De fleste oplever jo heldigvis at det slet ikke var så farligt som de frygtede. Husk også på, at I er to om at gøre det hyggeligt. Det er ikke kun dit ansvar. Hun er sikkert lige så nervøs som du er.

Det kan nogle gange gøre en mere rolig hvis man i forvejen har tænkt over nogle ting man kan snakke med hende om, så man undgår alt for megen akavet stilhed. Ofte er det jo sådan at samtalen bare lige skal i gang, så går det hele meget lettere. Du kan måske læse nogle af jeres beskeder til hinanden igennem og se om du kan finde nogle emner som I er gode til at snakke om. Det kan være ting I har til fælles, såsom skole, fritidaktiviteter, hobbyer m.m., eller ting hun går op i, eller ting du går op i. Hvis du er bange for at samtalen skal gå i stå mellem jer, så kan du måske tage nogle spil med eller foreslå at I går en tur, da det ofte er lettere at snakke sammen mens man laver noget andet samtidigt med. Du kan også foreslå at det er jer der laver maden, da det også tit er en sjov aktivitet, som man kan være sammen omkring.

Måske kunne I også i forvejen snakke om hvad I skal lave i weekenden, så I ikke først skal til at finde ud af det når I mødes. Selvfølgelig kan I også finde ud af det hen ad vejen, men det kan være godt at have nogle ideer som man kan starte ud med.

Derudover er det aller vigtigste råd jeg kan give: at du skal være dig selv. Se om du kan slappe af og nyd at I har lidt tid til at lære hinanden at kende. Jeg ved godt det er meget lettere sagt end gjort, men det er alligevel det bedste råd jeg kan give dig.

Jeg håber I får en rigtig hyggelig weekend!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program