Hvordan kommer jeg videre med ham?

brevkassespørgsmål

Hvordan kommer jeg videre med ham?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej! Jeg vil starte med at fortælle at jeg har været vild med denne her fyr i ca. 3 år, som går i klassen over mig. Vi mødtes sådan rigtigt først på en skiferie. (Jeg var taget med min veninde på skiferie, og hendes familie havde i gennem flere år taget med ham og hans familie på skiferie, så det gør jeg nu også hvert år). Når vi er på skiferie sammen, så har vi det SÅ dejligt, og snakker meget sammen. Men når vi så kommer tilbage til skolen, så har vi bare næsten ingen kontakt ;( Jeg fandt senere ud af at han også havde følelser for mig, og jeg havde det som om jeg var i himmelen, jeg var så forelsket!! Det meste af vores kontakt forgik på telefonen, altså over sms, og det kunne jeg til for et år siden, ikke klare mere. Og det pga. at når vi så mødtes for at gå i biografen eller gå en tur, så var stemningen meget akavet og stilhedspræget, og ingen af os nævnte nogle af de søde ord vi skrev sammen. Så jeg fortalte ham, at jeg ikke syntes vi burde skrive ting over sms, som vi ikke kunne sige til hinanden, når vi så var sammen, og det var han helt med på! Men det har så bare gjort, at vi næsten ikke har nogen form for kontakt nu, og jeg skal tage meget mod til mig for at gå hen til ham, og spørge om vi skal lave noget sammen, eller bare i det hele taget spørge ham om noget. Jeg er stadig vildt forelsket, og han er konstant i mine tanker, og jeg forestiller mig alle mulige dejlige hændelser med ham, men det er ligesom ikke rigtig nok bare at forestille sig noget man gerne vil have til at ske, jeg bliver nød til at gøre noget! Jeg mister nærmest bare modet, når jeg ser han står med sine venner, eller krammer en veninde.. Hvordan får jeg skabt en ordentlig kontakt, og får fortalt ham at jeg er helt tosset med ham? På forhånd mange tak!

Svar: 

Hej med dig

Jeg kan godt forstå, at du er i tvivl om, hvordan du lige kommer videre med ham fyren. Jeg kan jo godt høre på dig, at han fylder meget i dine tanker og du faktisk gerne vil fortælle ham, hvad du føler for ham. Ud fra det du skriver, virker det som om du er klar til næste skridt men bare lige skal have et lille skub til at gøre det. For som du selv siger, så er det ikke nok at forestille sig noget, man gerne vil have til at ske, du bliver faktisk nødt til at gøre noget - og det er jo et rigtig godt udgangspunkt :)

Som du fortæller så har I kendt hinanden i 2-3 års tid og har haft nogle super skiture sammen og skrevet søde beskeder til hinanden. Du fandt også ud af, at han også havde følelser for dig. I har stadig kontakt men ikke helt så meget som før, så måske er det bare nu, du skal lukke op for posen og fortælle ham, hvad du føler. Det er jo tit nemmere lige at sende et par søde ord i en sms i forhold til at sige dem højt. Måske det bare er sådan I har haft det og det er jo ganske naturligt, at det kan være lidt svært.

Men selvom det er svært, så synes jeg du skal prøve at samle alt dit mod og tage springet :)

Du kan spørge ham henne i skolen eller skrive en besked, om I ikke skal gå en tur en dag, hvor du så kan fortælle ham, hvordan du har det - f.eks at du savner at være mere sammen med ham og at du tænker meget på ham og faktisk er ret tosset med ham. Du kan også godt fortælle ham, at du er ked af, at jeres kontakt er blevet mindre efter I stoppede med at skrive søde sms`er.

Hvis det alligevel er for meget for dig, så synes jeg sagtens, du kan sende en besked på facebook og dele dine tanker med ham der eller skrive et brev og give ham det på vej hjem fra skole en dag.

Jeg tror, det vigtigste er, at du får meldt ud, hvordan du har det og så er det lidt lige meget, hvordan du gør det, bare du gør det du har det bedst med.

Jeg tænker også, at stemningen imellem jer måske har været/er lidt akavet, fordi I netop ikke har kunne sige højt, hvordan I havde det med hinanden. Der har de søde beskeder måske egentlig været meget gode, for så er det blevet sagt på en måde, som I havde det godt med på det tidspunkt. 

Men jeg forstår udmærket godt, at det ikke helt var nok i længden. Der må jo gerne ske lidt udvikling - og måske er det så nu!? :)

Jeg vil ønske dig alt mulig held & lykke med kærligheden og den søde fyr.

De bedste hilsner Rikke 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program