Hvor skal jeg bo?

brevkassespørgsmål

Hvor skal jeg bo?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 8 år 8 måneder siden

Det er efterhånden blevet et spørgsmål der fylder mere og mere i min hverdag. Spørgsmålet om, hvor henne jeg befinder mig efter sommer, og hvor jeg gerne vil befinde mig, er problemstillinger jeg dagligt må gøre mig overvejelser omkring. Foråret sniger sig så småt ind på os, også selvom nogle af os døjer med forkølelser og varme handsker til cykelturen hver morgen. Med foråret hører også for nogle et nyt valg om uddannelse. For mit vedkommende, står jeg til at forlade gymnasieskolen, og tage næsten hop opad. Jeg er efterhånden ret afklaret omkring hvilket studie jeg primært ønsker, at jeg vil blive optaget på. Det jeg endnu ikke er afklaret om, er hvor jeg skal bo. 

Det er naturligvis oplagt at vælge et kollegie at slå sig ned på, og ganske vist har jeg da også været runden rundt, og skrevet mig op flere steder. Muligheden for at pendle mellem min nuværende bopæl og mit kommende studie eksisterer jo således også, selvom denne løsning klart ikke er at foretrække.

Her forleden, opsøgte en af mine rigtig gode veninder mig – for en god ordens skyld skal det lige understreges at jeg er en ung mand – og spurgte om jeg kunne være interesseret i at dele en lejelighed med hende. Min umiddelbare reaktion var klart positiv, og jeg måtte derfor meddele hende at tilbuddet gjorde mig glad. Et sted, ved jeg jo også at det er et tegn på vores stærke venskab. Selvom vi ’kun’ har kendt hinanden i godt 8 måneder, har jeg i lang tid ikke følt mig så knyttet til noget menneske – på nær familiemedlemmer og min ekskæreste, men det er vist nok en anden historie. Vores relation til hinanden, skyldes faktisk mest af alt vores psykolog. Vi mødtes til et kursus arrangeret af vores psykolog, og indså at vi faktisk vidste hvem hinanden var, dog uden at have snakket før. På den måde blev vi introdukseret for hinanden, mens vi var ved vores svageste, og kunne således bruge hinanden som støtte. Jeg er bestemt glad for vores nære venskab, alligevel tvivler jeg min umiddelbare beslutning om at flytte sammen med hende. Jeg ved, at hun er meget spontan og til tider har let ved at skifte holdninger, dog uden at være letpåvirkelig og viljesvag. Når det er sagt, har hun nu også for nylig fået en kæreste. Selvom jeg personligt ikke finder det særligt vigtigt med en kæreste for tiden, respekterer jeg selvfølgelig hendes valg. En af de ting jeg frygter, hvis vi skulle flytte sammen, var at hendes kæreste skulle blive fast inventar. Godt nok vil jeg gøre mit bedste for at støtte hende og være der for hende, alligevel ønsker jeg ikke at bo under samme tag som min venindes kæreste, og dermed blive ’det tredje hjul’.

Uden at skulle sidde at udlevere min veninde og gå i detaljer, har jeg også haft en del tvivl om hvorvidt hun faktisk direkte har haft følelser for mig. Flere af de ting vi har gjort sammen kunne antyde dette. Eksempelvis har jeg i søvne flettet fingre med hende, hvor hun derefter vælger at holde ved. Det er langt fra første gang vi har holdt i hånd. Andre gange, har hun vist sig i undertøj for mig, og bedt mig massere hende. Det var virkelig, da hun fortalte at hun elskede mig, at jeg begyndte at få en mistanke. På hvilket plan hun har ment det, ved jeg naturligvis ikke, men eftersom hun på daværende tidspunkt var single, har jeg bevidst undladt at gætte. Det kan sagtens være, at jeg er sippet og alt for blind, men det er først efter at jeg sætter det hele i perspektiv, at det min hypotese kunne være sand.

I sidste ende ønsker jeg jo hverken at, ødelægge hendes nuværende forhold eller skabe splid mellem hende og jeg. Det er også selvom at jeg flere gange, har måtte holde mine meninger om hendes forhold og relationer til mig selv, velvidende at de ville enten såre eller provokere hende unødvendigt. Når alt kommer til alt, vil jeg heller bo samme med nogen end at bo alene. Tanken om at skulle være alene, og vide at der er langt til den nærmeste person jeg holder af skræmmer mig også. Jeg vil ikke decideret påstå, at jeg er bange for at være alene, men jeg er heller ikke glad for tanken.

En af mine andre bekymringer ved potentielt at skulle bo med hende, er om hvorvidt hun springer fra eller vi slet ikke kan enes. Til trods for at, vi skal bo i hver sit værelse, og begge skal være på vores studier langt størstedelen af dagen, kan det vel ikke undgås at der sker gnidninger. Hvad nu hvis den ene af os ikke længere ønsker at bo der? Ingen af os, er i stand til at betale hele huslejen, og de udgifter der hører til alene. Det er netop derfor, at vi ønsker at vi kan flytte sammen – vores budgetplan går i hvert fald op.

Selvom mit spørgsmål, og mine tanker er ganske banale i forhold til hvad man vel ellers kan finde her, ville jeg være yderst taknemmelig over at nogen kunne give mig et skub mod hvad jeg skal stille op. Mest af alt, ville jeg have snakket med min psykolog om det her, men det virker bare ikke rigtigt at snakke med psykologen om det her, når personen allerede har snakket med min veninde om det. I øvrigt var svaret at ”.. det nok kunne være godt for os”.

Så er det virkelig det, eller skal jeg spare bekymringerne og flytte på kollegie? 

Svar: 

Hej med dig. 

Jeg kan sagtens forstå, at det er noget der fylder meget for dig, hvor du skal bo og hvem du skal bo med. Og det er helt sikkert en problemstilling, som flere unge i din alder kan genkende. Ens bolig er ens private base, og det er vigtigt, at man er glad for, hvor man bor og hvem man bor med, fordi det har stor betydning, at man har det godt, når man er hjemme. Hvis man er utryg eller ikke har det godt hvor man bor, så har det betydning for resten af ens livsområder. Så jeg tænker slet ikke, at det er et banalt spørgsmål, men noget, som har stor betydning for dig, og er en meget aktuelt problemstilling for andre unge i din alder. 

Det lyder til, at du har gjort dig mange overvejelser over fordele og ulemper ved at bo med din veninde. Men det lyder til, at du har flest bekymringer omkring det, og som du selv skriver, så har du ikke lyst til, at det skal skabe splid mellem jer, så det i sidste ende ødelægger jeres venskab. Jeg kan også sagtens følge mange af dine overvejelser; hvad nu hvis hendes kæreste kommer til at være i lejligheden hele tiden, hvis hun udvikler følelser for dig eller hvis det bare slet ikke går mellem jer. Men det er alle sammen hvis'er - altså ting, som du ikke ved om det kommer til at ske, og det kan være svært at basere en beslutning på frygt for, om noget måske kommer til at ske. Så uanset hvilken beslutning du ender med at tage, så kan det nok være svært for dig at være helt sikker på, om det er den bedste og rigtige beslutning. Det finder du nok først ud af, når du flytter derhen, hvor du har besluttet at bo.

Med det sagt, så tror jeg at det kan være en god idé for dig at kigge på fordelene og ulemperne ved at flytte sammen med hende, og måske prøve at overveje, hvad konsekvenserne kan være ved, at du gør det ene eller det andet. Det er en god idé at skrive det ned på et papir overfor hinanden, så du rigtigt kan se det for dig. Og et vigtigt spørgsmål du kan stille dig selv er: vil jeres venskab kunne bære, at i flytter sammen? Når man flytter hjemmefra, så skal de fleste lige "lære" det. Det er nemlig et helt andet ansvar, og det lyder også til, at du egentlig er meget bevidst omkring det, hvilket er rigtig godt. Men det kan godt tage lidt tid, før man kommer ind i en god rytme, og særligt når det er en ny by og nyt studie, så kan det godt være lidt hårdt til at starte med, og det kan godt være svært at have overskud til det hele. Og så bliver spørgsmålet nemlig, om din veninde kan hjælpe dig igennem sådan en periode, eller om det blot vil være endnu en ting, som fylder for dig? Det meste af din energi vil nemlig nok blive brugt på at starte dit 'nye' liv, og så er det rarest, hvis du ikke skal forholde dig så meget til din boligsituation. Samtidig tænker jeg også, at det nok godt kan være en fordel at prøve at bo "selv" på et kollegie eller sammen med nogle andre, du ikke kender i en lejlighed. For så skal du ikke spekulere på, om det vil ødelægge et venskab. Men de problemstillinger, som du nævner, de kan sagtens også komme til at blive aktuelt på et kollegie eller i en lejlighed med mennesker, du ikke kender. Det kan nemlig godt være udfordrende at bo med andre, fordi man skal have sit liv og sin dagligdag til at gå op med deres, og det er nok uundgåeligt, at der kommer konflikter en gang imellem. Men jeg tænker lidt, at konflikter er en del af livet, og er noget af det der er med til at udvikle os som mennesker, fordi vi lærer os selv bedre at kende og bliver konfronteret med, hvordan vi håndterer noget bestemt. Så jeg tænker heller ikke, at du skal undgå at flytte sammen med din veninde, hvis du er bange for at I ikke kan enes om alt, for det kan I nok ikke. Men hvis der er nogle grundlæggende ting, som du allerede nu ved I ikke er enige om, såsom rengøring, lydniveau osv., så vil det nok også være en god idé at have med i dine overvejelser, da det ofte er huslige ting der kan være med til at udløse konflikter. 

Jeg kan altså desværre ikke give dig et svar på, hvad du skal gøre. Det er nok kun dig selv der i sidste ende kan tage den beslutning. Men jeg tror, at det bedste du kan gøre, er virkelig at mærke efter din mavefornemmelse - er der flest bekymringer, eller er det noget, som du vil se frem til? Og uanset hvad du vælger, så tænker jeg at det vil være en god idé at snakke med din veninde om nogle af de her ting. Og særligt hvis du beslutter at flytte sammen med hende, for så er det vigtigt at I har snakket med hinanden om jeres forventninger og forestillinger om at bo sammen. Det kan også være, at hun går og har nogle af de samme tanker som dig. Og det er vigtigt at italesætte det, så det bliver rart at bo sammen. Og hvis du beslutter at i ikke skal bo sammen, så vil det nok også være en god idé at forklare hende, at det er for at beskytte jeres venskab, og det kan være, at I kan flytte sammen senere, når I begge lige er kommet på plads. 

Jeg håber at du kan bruge mine tanker til noget, og du finder ud af, hvad der er det bedste at gøre for dig. Ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen, enten i brevkassen eller i chatten, hvis du har brug for en snak. 

Mange hilsner
Pernille

PernilleBs billede
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program