Hvad synes han?

brevkassespørgsmål

Hvad synes han?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 5 år 4 måneder siden

Kære brevkasse 

Der er den her dreng, som jeg rigtig godt kan lide, men jeg er meget genert og ved ikke hvordan jeg skal spørge ham. Desuden har jeg aldrig snakket med ham før. Hvad skal jeg gøre?

Kærlig hilsen

den generte

Svar: 

Hej Generte.

Skønt at høre, at der er en dreng, som du er blevet glad for. Det må være rigtig dejligt at gå og være lidt småforelsket her i forårsmånederne. Forelskelse kan dog også være en svær ting, fordi det - som du oplever - aldrig er nemt at vide, hvordan man tager det næste skridt og får fat i ham, man godt kan lide. 

Jeg synes, det er vigtigt, du ikke har travlt med at få fat på ham. Du skriver, at du aldrig har snakket med ham før, så du kender ham sikkert ikke så godt endnu og er måske mest af alt blevet lun på hans udseende, hans ry eller hans attitude. Det er helt normalt og helt fint at forelske sig på denne baggrund, men det er dog en rigtig god idé at lære en person bedre at kende, inden man spørger ham. Derfor tænker jeg, at det vil være smart at sætte dig som mål, at du gerne vil prøve at snakke med ham, måske skrive med ham og altså stille og roligt finde ud af flere ting omkring ham. 

Det kan være, du skal starte med at skrive til ham enten på Facebook eller på SMS. Du kan starte med at skrive helt almindelige hverdagsting og høre til, hvordan hans dag har været, hvad han skal i weekenden osv. På den måde kan det være, I kan komme til at få lidt kontakt, og du kan finde ud af, om du stadig er interesseret i ham efterfølgende. Nogle gange viser det sig nemlig også, at man ikke synes, personen er helt så interessant, når man lærer ham bedre at kende ved bl.a. at skrive med ham. Ved at skrive med ham kan det også være, du kan fornemme, om han også har interesse i dig. Hvis han skriver hurtigt tilbage, bruger smileys, spørger dig om noget osv., er det gode tegn på, at han ikke er afvisende over for dig. På den anden side kan det også være svært at vurdere sådan noget ud fra skriftsprog, men det er i hvert fald et sted at starte.

Hvis I får skrevet sammen, kan det være, det bliver lettere at snakke med ham i virkeligheden. Det kan være, noget af det, I har skrevet sammen om, giver anledning til at snakke om noget, når I mødes. Det kan også være, at I over SMS kan aftale at lave noget sammen eller bare komme til de samme ting. På den måde bevæger I jer stille og roligt i retning af at lære hinanden bedre at kende.

Jeg tænker også, at du kan høre nogen af jeres fælles venner (hvis I har sådan nogen) om de ved, hvad han kan lide, interesserer sig for osv. Ved at få lidt oplysninger om ham kan det være, det bliver lettere for dig at finde på, hvad du kan snakke med ham om.

Altså er mit bedste råd til dig at forsøge at lære ham at kende, få snakket med ham og set ham lidt an, inden du spørger ham. Ved at gøre det på denne måde, kan det også være, du finder ud af, om der er chance for, han siger ja, hvis du spørger ham. Det kan være rigtig hårdt at få et nej, så det er fint at fornemme sig frem ift., om der er chancer for, at personen siger ja, inden man spørger.

Held og lykke med fyren!

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program