Kære dig

Tusind tak for dit brev. Forelskelse kan være rigtig svær at finde hoved og hale i, og det er rigtig sejt at du har skrevet ind til os. 

Du skriver at du har været forelsket i ham i over 2 år, men at du ikke har sagt noget til ham. Det lyder til at det både er fordi at du måske er nervøs for at han ikke har det på samme måde, og også fordi du er bange for at det vil blive pinligt. Når jeg læser dit brev, så tænker jeg at det måske er på tide at prøve. Altså at fortælle ham hvordan du har det. Du skriver at du allerede har forsøgt at glemme ham, men at det ikke lykkes for dig. Hvis du ikke siger det til ham, så vil det fortsætte, og nogle gange kan det føles værre end nervøsiteten ved at sige det. Og hvem ved, måske har han det på samme måde? Måske er han også bare bange for at sige noget. Og måske kan han lide en anden, fordi han ikke ved at det er en mulighed at kunne lide dig? 

Selvom jeg tænker at det bedste ville være at snakke med ham om det, så skal du vide at der også er risiko for at han ikke har det på samme måde, særligt når du skriver at han er vild med en anden. Hvis det er sådan, så kan det være at det kommer til at gå udover jeres venskab. Vil du stadig kunne være venner med ham hvis han afviser dig? Nogle gange kan det være svært at fortsætte som før, fordi man gør sig selv sårbar når man fortæller om sine følelser. Det vil gøre ondt, og du vil nok føle dig såret, men det vil blive bedre med tiden. På den anden side, så vil du måske altid gå rundt med tvivlen om "hvad nu hvis", hvis du ikke siger noget til ham. Så på den måde kan man sige at du kun vinder noget (enten føler han det samme eller også får du hjælp til at komme videre og glemme ham) hvis du prøver. Og hvem ved, måske kan I være venner alligevel? Det er svært at forudse præcis hvad der vil ske. 

Du skriver også at han ikke er så populær blandt de andre piger og at det gør det lidt pinligt. Mange unge tænker rigtig meget over hvad andre tænker om dem og hvad andre mener om hvad man gør. Det er normalt og handler om at man finder sin plads i verden, men det er rigtig ærgerligt hvis den frygt kommer til at bestemme over hvad du skal gøre eller ikke skal gøre. Nogle gange er man nødt til at lytte til sit hjerte og være ligeglad med hvad de andre mener. Det er jo heller ikke dem der har noget på spil eller noget at vinde. Jeg ved godt at det er nemmere sagt end gjort, og måske kan du begynde at lufte tanken overfor dine veninder. Det kan du gøre ved at spørge ind til hvordan I (som veninder) skal snakke om drenge, hvor meget man må blande sig i de andres forhold og hvad de tænker at man kan gøre hvis man er forelsket i en (uden at sige hans navn). Hvis de er rigtige veninder, så vil de støtte dig også selvom de ikke kan lide ham. Det er jo heller ikke dem der skal være (måske) kærester med ham, så måske er det i virkeligheden ligemeget om de kan lide ham eller ej?

Jeg håber du kan bruge mit svar, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen eller besøge vores chat.

Venlig Hilsen

Signe