Hvad kan man gøre?

brevkassespørgsmål

Hvad kan man gøre?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 8 måneder siden

Hejsa

Jeg har været kærester med min kæreste i ca. 3 måneder, hvilket jo ikke er specielt lang tid. Men vi har kendt hinanden i et års tid. Jeg går meget med tanker om at vi skal gøre mere end at kysse, som indtil videre er det eneste vi har gjort. 

Hvad kunne man gøre for at tage et skridt videre? Oralsex er vel en mulighed, men jeg ved ikke om det ville være akavet, hvordan lægger man op til det? og hvordan gør man det? Han har haft en kæreste tidligere, hvilket jeg ikke har. Han har derfor prøvet nogen ting som jeg ikke har, hvilket faktisk gør mig en smule usikker. Måske det også er for tideligt i forholdet?

Jeg ved ihvertfald med mig selv at jeg ikke er klar til at have sex med ham, selvom han virklig er den mest omsorgsfulde og opmærksomme person jeg nogensinde har mødt. Specielt når vi kysser, har jeg lyst til at prøve noget mere. Er der noget andet end oralsex man kan gøre? Og hvordan kan jeg vide om lysten er gengældt?

Jeg håber i kan hjælpe, også selvom spørgsmålet er lidt rodet:)

 

 

Svar: 

Hej med dig,

Jeg kan godt forstå, at du har tanker om hvad dig og din kæreste kan lave sammen ud over at kysse. Det er helt naturligt at man kan få lyst til mere når man er i jeres alder og har været sammen over en længere periode. Det lyder til, at I kender hinanden rigtig godt og er trygge ved hinanden. Det er dejligt at høre! Det er et rigtig godt udgangspunkt for at udforske sig selv, hinanden og seksualitet sammen. Seksualitet er mere end "bare almindelig sex", det er også berøring, kys og intimitet. Der er derfor mange muligheder for at lave andre ting end at kysse, uden at det skal være klassisk sex.

Jeg vil gerne starte med at rose dig rigtig meget for at kende dine egne grænser og lytte til dem. Det er vigtigt at man ikke gør noget man ikke føler sig klar til! Så bliver det nemlig sjældent en god oplevelse. Jeg synes det er rigtig godt, at I respekterer hinanden og er trygge ved hinanden, så bliver det nemlig nemmere for jer begge at eksperimentere og udforske hinanden og jer selv.

I forhold til det du skriver med, at det gør dig usikker at han har prøvet flere ting end du har, så kan jeg sagtens forstå at du kan have det sådan. Jeg synes dog du skal huske på, at jeres forhold er noget helt andet. Han har heller ikke prøvet det før med dig. Det kan sagtens være han også er usikker og nervøs, selvom han har prøvet det før. Jeg tænker, at det måske kunne være en god ide hvis I fik snakket sammen om alle de tanker du gør dig? Måske gør han sig også en masse tanker? Selvom det kan være svært at snakke om sex og den slags, så gør det ofte at man ikke er så nervøs ved den anden, fordi begge er klar over hvordan den anden har det og så kan man bedre tage hensyn til det.

I den forbindelse spørger du også hvordan man kan vide at lysten er gengældt. Det kan jeg godt forstå at du spørger til. For det første gælder det selvfølgelig begge veje - dvs. begge skal have lyst og føle sig klar. Det lyder til at I begge er fuldstændig indstillet på det - og det er rigtig dejligt at høre! For det andet så vil jeg sige, at man ofte kan finde ud af om lysten er gengældt på kropssproget. Trækker han sig eller kan du mærke at han også gerne vil kysse og måske mere? Rører han måske lidt ved dig mens I kysser? Måske kan du prøve at rører lidt ved ham - fx. stryge ham på armen, nusse hans hår, måske lægge en hånd på hans lår mens I kysser, og så se hvordan han reagerer. Virker han til at hans synes det er dejligt, eller virker det til at det bliver lidt for meget for ham? Det kan måske give et præj om hvordan han har det og om han også har lyst til mere? Det skal selvfølgelig kun være ting du selv har det godt med at gøre og som du selv har lyst til.

Det kan måske også være svaret på hvordan du kan lægge op til mere end bare at kysse. Måske kan du diskret røre lidt mere ved ham, bruge lidt mere tunge eller måske føre hans hænder hen på din krop, hvor du gerne vil have at han røre ved dig. Du skriver, at du er lidt bange for at det skal blive akavet, og derfor tænker jeg at det måske kan være et godt alternativ at lægge op til det uden at du skal spørge ham direkte mens I ligger og kysser. Frygten for at det kan blive akavet at snakke om det, kan nemlig i sig selv gøre det akavet. Den anden måde kræver selvfølglig, at man er god til at læse de signaler han udsender gennem kropssproget. Og igen er det selvfølgelig vigtigt at I gensidigt respekterer hinanden undervejs. Jeg håber det giver mening!

I forhold til dit egentligt spørgsmål om hvad I kan gøre ud over at kysse, som ikke er sex, så vil jeg komme med nogle forslag herunder:

Som du selv er inde på i dit brev, så kan en mulighed måske være oralsex. Det kan for nogle være lidt grænseoverskridende at skulle lade nogle gøre det ved en, da det for mange kræver at man kender hinanden rigtig godt. Jeg ved ikke hvordan I to har det med det, men det er måske noget I kan prøve jer frem med stille og roligt. Du/I kan læse mere om oralsex her på denne side.

En anden mulighed er det man kalder for handjobs. Handjobs er hvor man bruger hænderne til at røre ved hinanden på og ved kønsorganerne. For nogle kan det virke som et naturligt næste skridt når man kysser, da det kan ske når man rører ved hinanden. Du kan læse mere om handjobs på denne side.

I kan også eksperimentere lidt med berøring mere generelt, fx. berøring på erogene zoner. Berøring kan øge intimiteten og man kan føle sig tætte på hinanden, hvis man tør være tætte også kropsligt. At berøre erogene zoner kan være en god måde at starte på at være seksuelle sammen, da de områder på kroppen er særligt følsomme. Du kan læse mere om de erogene zoner på denne side. Måske kunne det også give jer en fornemmelse af at lære hinandens og egne kroppe bedre at kende, hvilket også kan øge hvor sikker og tryg man føler sig sammen med den anden.

Dette er som sagt kun forslag, og det vigtigste er egentligt at I finder ud af det sammen og i det tempo som passer jer begge. Det er helt naturligt at eksperimentere både med hinanden og med sig selv, så længe man passer på hinanden.

Du spørger også i dit brev om det måske er for tidligt i jeres forhold at lave mere end at kysse. Det vil jeg lige slå fast, at det kan kun I afgøre!
Det handler dog ikke altid om hvor lang tid man har været sammen, men mere om hvor man er henne i forholdet. Hvis begge er der hvor I føler jer trygge og klar og sikre på hinanden, så betyder det måske ikke så meget om der er gået 3 måneder eller et år? Modsat skal man aldrig gøre noget hvis man føler sig bange eller usikker på om man er klar eller om man har lyst. Så er det måske bedre at vente lidt og se tiden an.
Det handler om at mærke efter og tage det i det tempo der passer jer. :-)

Jeg håber at mine tanker kan bruges!

De bedste hilsner,

Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program