Hjulben og dårlig selvtillid
Hjulben og dårlig selvtillid
Hej!
Jeg er em 14-årig pige der har et problem, og et spørgsmål. Jeg er rimelig hjulbenet, og er meget træt af det. Næsten uanset hvor jeg møder nye mennesker, er der altid en der bemærker det. Mine venner nævner det også tit, og selvom de ikke mener det på en ond måde, bliver jeg alligevel ked af det, og føler mig grim. Jeg har rimelig lange ben og derfor føler jeg mig rimelig ranglet og klodset at se på. Jeg har redet en del år, og mange tror at det er derfor, men jeg tror ikke at det har med det at gøre, men har det det?
-Jeg vil derfor høre om der er noget jeg selv kan gøre, for at modvirke det?
På forhånd, tak. :)
Hej med dig
Det er godt, du skriver herind, når du er ked af det og gerne vil finde råd på nogle ting. Jeg kan godt forstå, at du er træt og ked af, at dine venner og andre mennesker nævner, at du er hjulbenet. Det er helt normalt, at blive ked af det, når andre siger grimme ting til én, selvom det ikke er for at være ond.
For at få det helt på det rene, så er du ikke hjulbenet, fordi du rider. Man bliver hjulbenet, hvis ens lårbensknogle og skinnebensknogle vokser anderledes end normalt. Det er noget, der sker, helt fra dengang du blev født. Da jeg ikke er læge, kan jeg ikke fortælle dig, hvad dine hjulben skyldes, men nogle gange kan nogle sygdomme være årsag til, at man udvikler hjulben. Så jeg synes, det bedste ville være, at du snakkede med din mor, far eller en anden voksen om, at du er ked af dine hjulben og så sammen tage til lægen og blive undersøgt. Nogle gange kan det behandles ved hjælp af skinner, D-vitamin eller en operation. Lægen vil undersøge dig og finde ud af, om du kan behandles.
Herefter vil jeg fortælle dig, at du ikke skal gå og føle dig grim. Alle mennesker ser forskellige ud, og alle har nogle problemer med deres krop, de gerne vil lave om på. Prøv bare at gå en tur ned i byen og se rundt på folk. Nogle er for tynde, andre for tykke, nogle for lave og andre for høje. Nogle har store ører, andre skæve tænder, nogle bruger briller, andre sidder i kørestol - og nogle har lige ben mens andre er hjulbenede. Sådan kunne man blive ved. Se på dig selv i et spejl og se, hvor fantastisk et menneske, du er. Måske har du pænere bryster, mave, øjne eller hår end nogle af dine venner? Lær at elsk dine positive sider ved dig selv - vi er alle smukke på hver vores måde.
Jeg håber, at du får snakket med en voksen om dit problem, så du kan blive undersøgt ved lægen. Og mest af alt håber jeg, at du lærer at elske dig selv nøjagtigt, som du er.
Venlig hilsen Mette