Hjælp! Piger eller drenge!?

brevkassespørgsmål

Hjælp! Piger eller drenge!?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 10 år 6 dage siden

Hey Cyberhus! 

Jeg er en pige på 14 år, jeg har gået og spekuleret over om, jeg er til piger, altsp jeg kan stadig godt kigge på en dreng og tænke han er lækket, men sådan har jeg aldrig følt med en pige før, ikke fordi jeg har noget imod at være til piger, men en af mine venner har givet udtryk for at hun er imod lesbiske. Og hun er bare sådan en god veninde og vil ikke miste hende, men vil også gerne være tro mod mig selv. så jeg ville bare lige spørge om det er mig der er helt galt på den, eller om det er 'normalt', håber virkelig du kan hjælpe mig. 

Hilsen anonym:)

p.s kender du nogle sider hvor man kan møder andre lesbiske? Måske over chat eller andet?

på forhånd Tak:)

Svar: 

Hej Anonyme.

Jeg kan sagtens sætte mig ind i dit dilemma om, at du er i tvivl om, om du måske er til piger, og at du samtidig bliver lidt skræmt ved tanken om måske at være det - bl.a. fordi din veninde er imod lesbiske. Det er aldrig helt nemt at finde ud af sin seksualitet og særligt ikke, når man er så ung, som du er. Mange unge kommer på et tidspunkt i tvivl om deres seksualitet og bliver forvirrede over nogen følelser, der opstår, når de er sammen med enten drenge eller piger.

Jeg kan ikke svare dig på, om du er til piger eller til drenge eller måske begge dele. Det er noget, du kun selv kan svare på. Faktisk er det sådan, at du kun kan finde ud af din seksualitet ved at mærke efter på dig selv og mærke, hvad der føles rigtigt. Det er ikke sikkert, du endnu er klar til at vælge til og fra. Det er nemlig sådan, at mange først endelig finder ud af deres seksualitet, efter de har gjort sig erfaringer med både piger og drenge og måske er blevet noget ældre og mere bevidste om, hvad der føles rigtigt og forkert. Jeg kan godt sætte mig ind i, at du gerne vil have afklaret din seksualitet hurtigst muligt, men forsøg at vær tålmodig og lad tiden vise dig vejen. Nogle gange skal man give sig selv lov til at være i tvivl. Tvivlen kan være et udtryk for, at man skal udforske noget endnu mere, før man finder svar. På et tidspunkt vil der sikkert gå et lys op for dig, fordi du møder den person, som føles helt rigtig for dig - og det kan både være en pige eller en dreng. At du lige nu kan føle dig lidt tiltrukket af begge køn er helt normalt og ikke noget, du skal være bekymret over. Uanset om tiden viser dig, at du bedst kan lide piger, drenge eller begge køn skal du vide, at det er helt OK. Som du selv siger, så er det vigtigste, at du er tro mod dig selv, da det er vejen til også at være glad, lykkelig og rar at være sammen med.

Hvis din veninde er din rigtig gode veninde, er jeg sikker på, hun vil acceptere dine valg trods de holdninger, hun har til homoseksualitet. Husk på, at hun kan lide dig for den, du er, og du vil ikke ændre person, fordi du slår dig ned på en bestemt seksualitet. Hvis du fortæller hende, at hun betyder meget for dig, og at du håber, hun vil være den samme veninde uanset hvad, er jeg sikker på, hun vil forstå dig. Det kan jo også være, at din veninde ikke har ment det så voldsomt, som du måske husker det. Måske har hun bare forsøgt at sige, at hun i hvert fald ikke selv er lesbisk, og at det er derfor, hun er imod det. Hvis et venskab virkelig er stærkt, vil det kunne holde til forskellige seksualiteter, da det jo ikke er jeres seksualitet, der binder jer sammen - men det, at I holder af hinanden.

Det kan være, det kan hjælpe dig at kigge på siden for Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske og Transseksuelle. Her kan du møde andre med samme tanker som dig og få råd og vejledning, hvis du har nogle spørgsmål. Du kan også bruge debatten på Cyberhus, hvor du kan efterspørge andre piger, som måske oplever det samme som dig.

Jeg håber, mine svar kan hjælpe dig på vej.

Kh. Matilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program