Hej, hvordan skal jeg starte en samtale med min kæreste?

brevkassespørgsmål

Hej, hvordan skal jeg starte en samtale med min kæreste?

brevkassespørgsmål af
Anonym
12 år
Oprettet 9 år 10 måneder siden

Hej jeg er en dreng der har en kæreste som jeg holder meget af, men vi kan ikke snakke sammen da vi er nervøse og synes det er akavet.

Hvis vi ikke har et emne, hvordan starter jeg en samtale med hende? :)

 

Tak på forhånd! :D

Svar: 

Hej med dig,

Det lyder rigtig dejligt, at du har en kæreste, som du holder af. Men det må også være lidt træls at føle sig nervøs og at det er akavet at tale sammen, så jeg synes, det er rigtig fint, at du skriver herind og spørger om råd.

Der er mange der tænker, at når de skal snakke med en pige eller en dreng, så skal de have et eller andet helt vildt spændende emne at starte en samtale om. Men det behøver man faktisk ikke. De fleste mennesker kan godt lide at snakke om helt almindelige dagligdags ting. Måske kender du det fra dig selv? Hvad kan du lide at snakke med dine drengevenner om? Det er måske også sådan nogle ting, som ikke er helt vildt store.

Derfor tænker jeg, at der er mange måder starte en samtale på. Du kunne for eksempel spørge hende, om hun har haft en god dag. Hvis hun er lidt genert, siger hun måske bare "ja", og så kan man godt føle, at samtalen er gået i stå. Men så kunne du følge op med et nyt spørgsmål. For eksempel hvorfor hendes dag har været god, eller hvad hun har lavet. Og når hun så svarer på det, så kan du spørge lidt ind til det hun siger. Det er en god måde at få en samtale til at køre på.

Du kunne også fortælle hende, om noget sjovt du har oplevet eller læst. Eller måske kunne du foreslå, at i kunne se en sjov film sammen. Det kan også nogen gange løsne lidt op for stemningen, og så kan man jo snakke lidt om det, som man ser i filmen. 

En anden mulighed kunne være at finde på noget i kunne lave sammen. Gå en lille tur, lave noget sport osv. Det er ofte nemmere at snakke sammen, når man er i gang med at lave noget sammen, i stedet for man bare sidder ved siden af hinanden og bliver helt generte.

Endelig kunne du også, hvis du har mod på det, sige det som det er. De fleste mennesker kan godt lide ærlighed. Du kunne sige til hende, at du bliver lidt nervøs over hvad du skal sige. Måske ville hun opleve det som en lettelse, at du siger du har det sådan, fordi hun har det på samme måde. Og det kunne måske også få mere gang i jeres samtaler.

Som du kan se, er der rigtig mange måder at starte sådan en snak på. Men jeg forstår godt, det er svært, for man vil jo helst sige det helt rigtige.

Jeg håber, du og din kæreste får talt sammen, og at du kan bruge nogle af disse råd.

Kærlig hilsen
Janne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program