Har det mærkeligt i min klasse
Har det mærkeligt i min klasse
Hej, er en pige på 13 år og skal til st starte i 7 efter sommerferien
Det hele startede sidste år, min klasse er delt op i klikker vi startede med at være en veninde gruppe på 5, en af mine veninder gik så ud af klikken og over til en anden, hun var mit pusterum hvor jeg kunne tage en pause fra de andre når de var træls men da hun gik havde jeg intet pusterum.
jeg kan til tider rigtig godt lide mine "veninder" men de kan være noget så lede- der er på en måde en der styrer klikken hvilket jeg syntes er helt forkert, hun styrer på den måde, at de to andre prøver at imponere hende, de gør grin med mig for at få hendes opmærksomhed- de er rigtig søde separate men sammen kan jeg slet ikke fordrage dem, eller søde og søde de kan da holdes ud.
Jeg syntes det er irriterende at de skal være sådan over for mig, der er en af mine " veninder der tit spørger om vi skal være sammen og sove sammen efter skole, men jeg har ikke lyst. Jeg føler at hun bare udnytter mig når de andre ikke er der.
jeg har virkelig brug for lidt råd og lidt hjælp
Hej med dig.
Det lyder til, at du står i en ret svær situation med dine "veninder", hvor de, ud fra det du skriver, ikke behandler dig helt ordentligt. Det kan være svært at vide, hvad det rigtige er at gøre, når man oplever det, og hvis man samtidig er lidt usikker på, om man overhovedet har lyst til at være veninder med dem.
Jeg tror, at der er mange som oplever, ligesom dig, at gå i en klasse, der er opdelt af kliker. Det er meget naturligt, at man søger en gruppe at være sammen med, for de fleste har ikke lyst til at være alene, og derfor kan man også ende sammen med nogle, som måske ikke er ens bedste veninder, hvilket ikke er helt let. Og generelt kan det faktisk være ret svært at være en del af en gruppe eller klike i en klasse, for der kan være mange "usynlige" regler om, hvad man skal gøre, hvem man skal snakke med osv. Og derfor er der en del, som godt kan være lidt usikre på, hvordan man skal være, og så kan det være lettest bare at gøre det, de andre gør. Og det kunne godt lyde til, at to af pigerne fra din klike er ret usikre, og derfor gør de nogle ting for at imponere, som fx at gøre grin med dig, hvilket slet ikke er i orden. Jeg kan virkelig godt forstå, at du er træt af det, og særligt fordi det lyder til, at de ændrer sig, når de er selv sammen med dig.
Jeg tænker på, om det kan være en idé at snakke med pigerne om, hvordan du oplever dem, når I alle er sammen? Du kunne fx sige, at det gør dig ked af det, når de gør grin med dig, bagtaler andre osv. og at de så opfører sig helt anderledes, når de er selv med dig. Du kunne måske snakke med dem hver for sig, for at det ikke skal føles som en konfrontation med hele gruppen. Det kan nemlig være svært at skulle sige fra overfor flere på en gang, men hvis du har mod på det, kan du selvfølgelig også sige det til dem alle på en gang. Jeg tror, at det vil være godt at snakke med dem, for det kan være, at de slet ikke ved, hvordan de egentlig opfører sig, når I alle sammen er sammen.
Hvis du synes, at det kan være svært at skulle sige fra overfor dem, så vil jeg sige til dig, at selvom det kan være svært og måske også lidt angstprovokerende, så husk, at det er super sejt at forsvare sine principper og sig selv, og ved at du siger fra overfor den måde, de behandler dig på, så vælger du faktisk dig selv til, fordi du prioriterer dig og det, der er godt for dig - nemlig at blive behandlet ordentligt. Du skriver også, at du havde en veninde, som var en del af din klike, men skiftede til en anden. Jeg tænker på, om du mon stadig snakker med hende, selvom I ikke er i samme klike? Det lyder til, at det var en god veninde, så måske du kunne prøve at kontakte hende? Det er altid godt at være omkring mennesker, som man holder af, og som vil en det bedste. Og det lyder ikke helt til, at dine veninder i kliken gør det lige nu, så jeg tænker, at det nok vil være meget godt for dig, hvis du er sammen med nogen, som vil dig det bedste. Det kan også være, at du skal prøve at række ud til nogle andre i din klasse, som du har det godt med?
Jeg kan godt forstå, hvis den her situation fylder meget for dig, og derfor tænker jeg også, om det kunne være en idé at lave noget helt andet og se nogle andre mennesker, når du har mulighed for det? Det kan være, at du går til noget sport eller fritidsaktivitet, eller måske har haft lyst til at starte til noget? Det kan være en god måde at møde nogle andre mennesker, som ikke kender til din klasse eller dine veninder, og hvor du bare kan være lidt fri fra det hele? Derudover tænker jeg også, at det nok vil være meget godt, hvis du har nogen, du kan snakke med om det. Det kan være dine forældre, søskende eller andet familie, som du kan læsse lidt af på. Det er nemlig altid rart at få flere perspektiver på, hvad man kan gøre fra nogen, der kender en godt.
Jeg håber, at du kan bruge mine tanker, og at du finder ud af, hvad du kan gøre. Ellers er du altid velkommen til at kontakte os igen enten her eller i chatten, hvis du har brug for flere råd.
Mange hilsner
Pernille