Han tog til USA, hvad gør jeg når han kommer hjem?

brevkassespørgsmål

Han tog til USA, hvad gør jeg når han kommer hjem?

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 7 år 10 måneder siden

Jeg havde noget med en fyr i sommerferien. Da sommerferien var slut, skulle han til USA i et år. Vi snakkede sammen hver dag den første måneds tid, men efterhånden løb det lidt ud, dog snakker vi stadig regelmæssigt. Vi har begge været sammen med andre siden han tog afsted, og har ikke på noget tidspunkt haft eneret på hinanden. Jeg er nu begyndt at tænke på hvad der sker når han kommer hjem igen? Jeg har ikke følelser for ham længere, men havde mange følelser dengang vi var sammen. Jeg ved at vi kommer til at ses regelmæssigt når han kommer hjem, på grund af fælles venner osv. Skal vi prøve kun at være venner? Skal jeg foreslå at starte forholdet igen? Skal vi holde lidt afstand?

I bund og grund spørger jeg nok om det nogensinde fungerer at være venner med en eks ;))

Hilsen mig :))

Svar: 

Kære dig.

Jeg kan godt forstå, at der er mange tanker i dit hovede om denne fyr lige nu! Det lyder som om, det må være ret spændende også.

Jeg kan ikke give et sikkert svar på, hvorvidt det er muligt at være venner med en eks. For nogle er det, og for andre er det ikke. Det kan være svært at lade sådan noget være åbent, altså lade vær at beslutte, hvad det skal være mellem jer lige nu og her, men jeg tror I bliver nød til at se det lidt an. Måske du skal prøve at mærke godt efter, når I ses første gang igen? Måske det vil være lidt tydeligere for dig, hvordan du egentlig føler for ham, og hvad du egentlig har lyst til med ham, når du ser ham? Det kan også være en god start, ligesom bare at forsøge at være venner. Der kan være sket mange ting i løbet af hans år på udveksling, der gør, at han måske er et helt andet sted. Men der er nok ikke andet for, end lige at mærke hinandens selskab og ellers snakke om det. Og hvis I begge kommer frem til, at I gerne vil være venner, kan I jo snakke om, hvordan I kan få jeres venskab som eks'er til at fungere! Det er jo også en mulighed, at der blusser en masse følelser op, når I ses, men så kan I jo prøve at snakke om det, og se om I sammen kan komme frem til, hvad I gerne vil.

Men igen, jeg kan godt forstå, at du er spændt og godt kunne tænke dig en eller anden form for idé om, hvad det er mellem jer, og hvad der skal ske. Man må nok acceptere, at man aldrig rigtig kan planlægge eller styre sådan noget. Men det skal nok gå! Jeg er sikker på, at I nok skal finde ud af, hvad I skal!

Jeg håber, du kan bruge mit svar, og at det hele giver mening, når du ser ham igen!

Sophie

SophieBs billede
Sophie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program