han er ældre..

brevkassespørgsmål

han er ældre..

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 9 år 11 måneder siden

Der er den her dreng fra 9 klasse som har fået et mega crush på mig, men jeg kan ikke lide ham, og det ved han også godt. Men jeg har et problem. Jeg har det med at 'lege' lidt med drenge. Det er slet ikke med vilje, og jeg hader mig selv for at gøre det! Jeg har sagt til ham 3 gange at vi kun er venner, men jeg kom til kysse ham. Jeg tror ikke man kan fortælle man ikke har de samme følelser på en dårligere måde. Dagen efter jeg kyssede ham, kyssede jeg en af mine bedste venner og det blev han vildt ked af. Men han ved godt at min ven er verdens største bøsse, så.. Men nu skriver han med ret mange af mine venner om hvordan jeg har brudt hans tillid. For at gøre det en hel del værre har jeg et crush på en fra hans klasse som han hader. Men jeg har aldrig kunne lide nogen så meget som jeg kan lide ham. Jeg er selv ikke ret glad for min krop, men jeg føler ikke jeg ville have noget imod at han så den. A.k.a jeg vil gerne have han tager min mødom en dag. Det jeg ønsker mig mest lige nu er at få ham, men han er virkelig svær at komme ind til. Min voksenven tror han spiller kostbar. Men jeg er bange for at jeg gør det værre med ham den anden. Han har sine problemer og jeg er ret bange for han tager sit eget liv en dag for det sagde han engang han havde overvejet. Så mine spørgsmål ender med at være:1. Hvordan stopper jeg med at være en lille klam horny teenager der ikke kan holde sig til en dreng. 2. Hvordan fortæller jeg ham der kan lide mig at det aldrig never ever bliver til noget mellem os og han skal stoppe med at prøve. 2. Hvordan score jeg en 15 årig dreng der spiller kostbar.. Ps hele det her har virket virkelig egoistisk men jeg er blevet træt af det hele, og jeg vil bare have det til at stoppe. Det som om det hele er blevet alt for meget og jeg er begyndt at skade mig selv, og jeg har fået en spiseforstyrrelse. Ham jeg har et crush på giver mig lyst til at stoppe med det hele, og han er grunden til jeg stadig er her! Jeg vil ikke sige jeg ligefrem elsker drengen, men han betyder en del for mig så jeg vil ikke lade ham smutte endnu!

Svar: 

Hej med dig

Man kan nogle gange havne i en situation som din, hvor der er en masse følelser involveret, som går på kryds og tværs, hvilket kan være svært at håndtere, da følelser både kan gøre os mennesker høje af lykke og samtidigt kede af det. Det lyder som om, at det hele er blevet for meget for dig, og det er derfor rigtig godt at du skriver, da det ikke er rart at gå med sådanne ting selv. 

Du skriver, at der er en dreng der er helt vildt forelsket i dig, og at du er kommet til at kysse med ham. Det er faktisk rigtig svært, hvad man skal gøre, når der er en der er forelsket i én, og det ikke er gengældt, da man nemt kan komme til at lade sig rive med. Du skriver også, at du kommer til at "lege" med drenge, men også at du gerne vil have et råd om, hvordan du kan stoppe med det. Jeg kan godt forstå at du synes det er rigtig irriterende, og jeg har måske en måde du kan undgå det på. Når du bliver fristet til at lege lidt med en drengs følelser, fordi det måske er rart og bekræftende at mærke, at der er nogle, der godt kan lide en, synes jeg, at du måske skal prøve at sætte dig i drengens sted. Hvis det nu var den omvendte situation, hvor du var helt vild med en dreng, som det kunne lyde som om du er med ham den 15 årige fyr, tror jeg at det vil få dig til at lade være med at lege med andres følelser. På den måde vil du kunne mærke på egen krop at man faktisk kan komme til at såre andre mennesker uden at det var ens hensigt, da man kan være kommet til at sende nogle forkerte signaler. 

Derudover vil du gerne have et bud på, hvordan du får ham drengen overbevist om, at der ikke skal være noget mellem jer. Jeg tror her, at det vil være det bedste for jer begge, hvis I prøver at lade være med at snakke sammen i en periode. Det kan selvfølgelig være en rigtig god ide, lige at sende en SMS til ham, hvor du skriver hvad du tænker, og at det måske for jeres begges skyld, vil være bedst at lade være med at snakke i en periode, så han også er med på det, og ikke bare føler sig endnu mere afvist. På den måde, kan du måske hjælpe ham videre til at komme over dig, og måske få øjnene op for andre piger, hvilket vil være godt for ham, da du skriver at du aldrig bliver interesseret i ham. Hvis I ikke snakker sammen, vil du samtidigt ikke komme til at gøre eller sige noget som du bagefter vil fortryde. Jeg kan godt forstå, at det vil være svært ikke at snakke sammen i en periode, da du skriver at I er venner, men da det lyder som om, at han har en del følelser i klemme, tror jeg det vil være godt for jer. Så kan i måske på et senere tidspunkt begynde at se mere til hinanden igen, hvis han er kommet videre rent følelsesmæssigt, men du skal selvfølgelig gøre det, som du selv føler er mest rigtigt. Samtidigt kan jeg godt forstå, at du er bekymret for din ven, da han har fortalt dig om selvmordstanker, hvilket helt forståeligt er rigtig barsk at tænke på. Jeg synes derfor, at du skal overveje om han måske har brug for noget hjælp, og evt. snakke med en lærer på skolen eller din voksenven om det. Det er et stort ansvar at bære rundt på for dig, at have den her viden om ham, og jeg synes derfor det er noget du skal gå videre med, så du ikke står alene med det. 

Du fortæller også om den her 15 årige dreng som du er helt vild med. Det er dejligt at være så forelsket, men også frustrerende hvis han er svær at komme ind til og måske spiller kostbar. Du spørger hvordan du kan score ham, hvilket er et lidt svært spørgsmål, men jeg tænker i hvert fald at det kunne være en god ide hvis I kan prøve at snakke mere sammen. Det kan være i skolen, måske i et frikvarter eller efter skole til en gå tur eller hvad du har lyst til. På den måde kan I lære hinanden bedre at kende, måske vil han stoppe med at spille kostbar, og du kan fornemme om han også godt kan lide dig. Måske spiller han i virkeligheden kostbar fordi at han også har et godt øje til dig, da det kan være en måde at skjule for eksempel generthed på. Det lyder virkelig som om, at du rigtig godt kan lide den her dreng, og jeg synes derfor helt klart at du skal gøre en indsats for at i lærer hinanden bedre at kende. Du kan eventuelt også prøve at skrive til ham på Facebook, da det nogle gange er nemmere at skrive sammen end at tale sammen ansigt til ansigt.

Men selvom du er ekstrem vild med en fyr, skal du også huske dig selv. Jeg er sikker på, at du er god lige præcis som du er, alle mennesker er unikke og perfekte hver i sær. Der er kun en af dig, og du skal være stolt af den du er! Det gør mig virkelig ondt at høre, at du er begyndt at skade dig selv og har fået en spiseforstyrrelse, derfor minder jeg dig om, at du er helt perfekt som du er og ser ud! Livet byder på en masse udfordringer, der for eksempel involverer kærlighed, hvilket er enormt svært at håndtere, da kærlighed ikke kan kontrolleres hvilket kan medføre smerte. Men nogle gange er det måske godt ikke at have fuldstændig kontrol, for livet var måske ikke så dejligt og forunderligt hvis alt kunne kontrolleres? Men når det hele bliver svært, kan det være en lettelse for eksempel at kontrollere det man spiser, da det er nemmere end ens følelsesliv. Jeg tror det kunne være en rigtig god ide, at dele alle de her tanker og følelser med en som du er tryg ved, måske din voksenven? Det er svært at klare alting selv, og nogle gange er det bare en kæmpe lettelse at få andres perspektiv på sagen, og på den måde få tømt sit eget sind. Derudover kan jeg anbefale chatrådgivningen hos LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade), hvor du fuldstændig anonymt kan chatte med en rådgiver, der har personlig erfaring med selvskade og spiseforstyrrelse. Du kan læse mere om LMS rådgivning her

Jeg håber virkelig at du finder ud af det hele, husk dig selv og tag en dyb indåndning. Det hele skal nok ordne sig. Held og lykke herfra. 

Kærlig hilsen 

Annika 

 

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program