Kære dig

Det gør mig rigtigt ondt at høre, at du er begyndt at føle dig så ensom, og ikke længere har det godt i skolen. Jeg synes, at det lyder som om, at du bliver rigtig uretfærdigt behandlet, og du skal vide, at det ikke er dig, som der er noget galt med.

På det du skriver, lyder det som om, at der er sket en markant ændring for dig, i forhold til hvordan du har det med at gå i skole. Der er sket et eller andet, som har gjort, at du ikke længere er sammen med de piger, som ellers var dine gode veninder. Nu er de meget sammen selv, og laver hemmelige ting og poster ting de laver sammen på de sociale medier. Det må være rigtig hårdt at blive holdt udenfor på den måde, og det må være så svært at gå med alt det her selv - jeg synes derfor at det er godt, at du åbner op og skriver herind. Det er for hårdt at gå med alle de svære følelser selv.

Du skriver også, at alle tror, at du er den glade og søde pige, men at du inderst inde har det forfærdeligt. Jeg forestiller mig, at du må bruge rigtig mange kræfter på at opretholde en form for facade, hvor du tager smilet på og måske lader som ingenting, og gemmer alle de hårde ting væk. Det må være rigtig anstrengende for dig. Men fordi du netop er i stand til, at lade som om at du er glad, er de personer som du er sammen med i din dagligdag, måske derfor slet heller ikke opmærksomme på, at du faktisk har det rigtig skidt. Det kan måske få dig til at have følelsen af at andre er ligeglade med dig, og måske trække dig endnu længere ind i dig selv. På den måde, kan det måske blive endnu svære at skulle snakke med nogle om alle de ting, der fylder, fordi man på en eller anden måde har fået skabt en stor afstand mellem sig selv og alle de andre. Men jeg tror på, at det faktisk er en rigtig god ide at være tro overfor de følelser man har, og de fornemmelser der er i kroppen, når man fx er ked af det. Jeg tror også på, at det er en rigtig god ide, at dele dem med nogle, man kender godt. Så selvom at du skriver, at du ikke føler for at snakke med din familie og/eller lærer, så vil jeg alligevel opfordre dig til at gøre det, da det faktisk kan være enormt hjælpsomt, og samtidigt føles som en lettelse, at få luftet alle ens tanker engang imellem - især når det hele føles svært og uoverskueligt. Når jeg nævner din familie, tænker jeg ikke nødvendigvis, at det behøves at være din mor eller far, men bare en som du er tryg ved, det kan fx være en moster, mormor eller god veninde - bare en person som du holder af. Jeg tror på, at den her person vil lytte til dig, og prøve at hjælpe dig til at få det bedre. Tit kan det faktisk være rart at mærke, at der er nogle som rækker ud efter en, og har brug for at blive lyttet til, da det på en indirekte måde, er ligesom at sige at jeg vil dig og har brug for dig. hvis du fx selv forestiller dig, at der er en, du kender godt, der har brug for din hjælp og brug for omsorg, forestiller jeg mig også, at du vil være der for den her person. Hvis du synes det er rigtig svært, at fortælle hvordan du har det sådan ansigt til ansigt, kan det også være en mulighed at skrive et brev til den person som du vælger, da det nogle gange kan være lettere at skrive ting ned end at sige dem højt.

I forhold til din lærer tænker jeg faktisk også, at det ville være en rigtig god ide at snakke med ham eller hende, selvom du skriver, at du ikke føler dig tilpas, og måske derfor slet ikke har lyst til at snakke om det. Men du skriver, at du fx arbejder alene i timerne, selvom at det var meningen at I skulle lave gruppearbejde, og det tænker jeg slet ikke er okay. Jeg tænker i den situation, at din lærer ikke bare har et ansvar for alt det faglige, men i høj grad også det sociale. Derfor har han/hun fx ansvaret for, at I faktisk arbejder i grupper når det er meningen, og også at det er grupper, der fungerer. Jeg synes derfor, at du skal se om du kan samle mod til dig, og snakke med din lærer om hvordan du har det - og at du faktisk har det rigtig svært med at være i skole, at du føler dig holdt udenfor og ensom. Jeg forstår godt, at du synes det kan være grænseoverskridende, men de andre børn behøves ikke at få noget at vide om det, og du skal kunne snakke helt fortroligt og åbent med din lærer. Du kan fx foreslå, at det er ham eller hende der bestemmer hvem der er sammen i gruppearbejde, og tage op i klassen, hvordan I behandler hinanden når I er i skole. Hvis du får snakket med din mor eller far eller en anden, kan den person også bakke dig op i at snakke med læreren, og måske hjælpe dig med at finde en god måde at gøre det på.

Når du nævner den her venindegruppe, kommer jeg til at tænke på, at det faktisk er en ret stor gruppe, og at der tit kan opstå nogle forskellige mønstre, eller ting man gør, når man er sammen i en gruppe. Der kan fx være en tendens til, at man gør det samme som nogle af de andre, selvom man måske ikke har lyst til det, men er bange for at gøre modstand eller komme til at fremstå anderledes. På den måde tænker jeg, at det kan være, at der er nogle af de her piger, som måske ikke har lyst til at være sådan overfor dig, eller ikke har lyst at det hele foregår på den måde som det gør mellem jer. Jeg tænker, om det måske kunne være en mulighed for dig, at snakke med en af de her piger under fire øjne, måske hende som du havde det bedst med tidligere - og som du kunne forestille dig at snakke mere med igen. Du kan fortælle hende lidt om hvordan du har det, og I kan måske finde på at lave nogle ting sammen bare dig og hende.

Jeg kommer også til at tænke på, om du har nogle fritidsinteresser som du godt kan lide, eller nogle andre ting som du går meget op i? Måske det kunne være rart for dig at bruge noget tid, med nogle andre mennesker end dem du går i skole med, og samtidigt være sammen med nogle som du deler interesse med. Hvis du ikke går til noget, kunne det måske være en mulighed at starte noget op, og lære nogle nye mennesker at kende? Jeg er sikker på, at der er rigtig mange derude, som vil nyde lige nøjagtigt dit selskab.

Du skriver også, at du nogle gange tænker, at du har lyst til at begå selvmord, fordi der alligevel ikke er nogle, der vil lægge mærke til det. Men jeg er virkelig sikker på, at det vil gøre rigtig mange mennesker i dit liv rigtig kede af det, og selvfølgelig vil de lægge mærke til det. Det kan måske nogle gange føles som om, at andre er ligeglade med en, men det er de ikke. Der er altid et bedre alternativ end selvmord. Hvis man vælger den vej, vælger man samtidigt alt andet fra, da alting får en ende. Ikke kun de dårlige ting, men også alle de gode ting, som ellers kan gøre dig glad, ting som du er glad for og mennesker, som elsker dig. Når det hele er svært, og du får de her tanker kan det derfor måske være en hjælp, at tænke på noget som er godt. Måske et dejligt minde fra en sommerdag, en fødselsdag da du var lille eller noget helt tredje. Samtidigt kan det være rart at prøve at se sit liv i et større perspektiv. At se at man lige nu på nogle områder har det rigtig svært, men at det bare er en periode, og at det hele nok skal blive godt igen, og du nok skal klare det. At tænke på de drømme man har for sin fremtid, det kan hjælpe til at give en mod på livet. Hvis du har det dårligt, og har brug for at snakke med nogle, skal du vide at du altid kan skrive eller ringe til livslinien, som er en rådgivning, der har stor erfaring med at rådgive mennesker, som nogle gange har det svært, på den ene eller den anden måde. Du kommer ind på deres hjemmeside ved at trykke her. Derudover er du altid velkommen til at skrive til os her i Cyberhus igen, både her i vores brevkasse, men også i vores chat, hvor der sidder frivillige rådgivere klar til at lytte og komme med råd. Du kommer ind til vores chat ved at trykke her.

Her til sidst vil jeg sige at jeg virkelig håber, at du snart får det bedre med at være i skole. Du skal vide, at det ikke er dig, der er noget galt med, og at det slet ikke er okay at du bliver behandlet på den måde. Du fortjener at have det godt, og jeg håber på, at du kan finde modet til at snakke med nogle om det hele. Jeg ønsker dig det bedste.

Mange hilsner fra

Annika