Frygtelig forelskelse!

brevkassespørgsmål

Frygtelig forelskelse!

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 9 år 8 måneder siden

Jeg er forelsket, men i den samme som min veninde. Jeg vil helst ikke sige det til nogen, men når jeg er sammen med hende, snakker hun om at de har haft sex, og at han elsker hende og alt muligt andet, og jeg har altid lyst til bare at gå. Hvad skal jeg gøre? Vil gerne slippe følelserne for ham, men det er SÅ svært. Gider ham ikke, efter han bare har haft sex med hende, bare sådan uden lige. Så hvordan glemmer jeg ham?

Svar: 

Hej med dig!

Jeg kan godt forstå, at det er svært at høre på din veninde, der fortæller om ham på den måde, når du også er forelsket i ham! Jeg tror det er helt naturligt at du får lyst til at gå. Det er rigtig svært at være forelsket i den samme dreng, som ens veninde. Og endnu sværere når han har valgt veninden istedet for dig. Ulykkelige forelskelser kan gøre rigtig ondt og være rigtig ubehagelige. Især fordi det er så svært at slippe følelserne for en man er forelsket i.

Jeg kan godt forstå du ikke vil ham efter han har været sammen med din veninde. Du spørger hvordan du kan glemme ham. Det tror jeg ikke du kan, men du kan komme over ham! Du er forelsket i ham og derfor er det svært at give slip. Men det kan som sagt godt lade sig gøre! Det er meget forskelligt hvor lang tid det tager, at komme ud af en forelskelse og derfor kan jeg desværre ikke sige hvor lang tid det kommer til at tage. Men man kan gøre det nemmere for sig selv undervejs:

 - Det lyder til, at du ikke vil fortælle din veninde at du også er forelsket i ham. Umiddelbart tror jeg dog det ville være det bedste at gøre, fordi hun så kan forstå hvorfor du har svært ved at snakke om dem to. Hvis du ikke vil snakke med hende om det, så tænker jeg det kunne være en god ide, hvis du kan ændre samtaleemnet mellem dig og din veninde, når hun begynder at snakke om ham. Jeg ved godt, at det kan være rigtig svært og hun har jo også ret til at snakke om det hun går op i, men det gør det unægteligt noget sværere at komme over ham, hvis du hele tiden bliver konfronteret med at han findes.

 - Et andet godt råd kan være at distrahere dig selv. Når man er forelsket så har man det med at tænke på ham, man er forelsket i, hele tiden. Når du begynder at tænke på ham, så prøv at se om du ikke kan lave noget andet. Lyt til en god sang, se en film, ring til en veninde, spil et spil  - det er lige meget hvad du finder på, bare det kan få dine tanker over på noget andet. Jeg ved godt at det er rigtig svært, men det er måske nødvendigt for at du kan komme over ham.

 - Det kan være en rigtig god ide at snakke med nogen om ens forelskelse, tanker og følelser. Hvis ikke man får bearbejdet ens tanker, så kan de være svære at slippe. Det kunne fx. være din mor, en god veninde/ven, din søster/bror eller en helt fjerde. Hvis ikke du synes du kan snakke med nogen om det ansigt til ansigt, så kan du også prøve 1-1chatten eller gruppechatten her på cyberhus. I 1-1chatten kan man snakke med en voksenrådgiver. I Gruppechatten kan man snakke med andre unge.  

Jeg håber du kan bruge mine råd!

Med venlig hilsen Astrid

Astrids billede
Astrid har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program