forvirret

brevkassespørgsmål

forvirret

brevkassespørgsmål af
Anonym
17 år
Oprettet 9 år 6 måneder siden

Jeg har en kæreste, som jeg har været sammen med i 2 år. Vi har en del problemer, vi er meget forskellige, har jeg lært det seneste stykke tid. Vi diskuterer rigtig meget fordi vi har vidt forskellgie meninger, og ifølge mig syntes jeg at vi er FOR forskellige, og jeg vil ikke lyde krævende eller snobbet, men der er nogen ting jeg mener at det er normalt for en kæreste at gøre, men det  ''lever'' han ligesom ikke op til. Jeg elsker ham rigtig højt, og vi har skam også vores gode tider, men de dårlige fylder rigtig meget. Men mit problem er at jeg er begyndt og have lyst til og se andre, at være fri, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Er så træt af vores latterlige diskutioner og ville bare gerne vi kunne gå hver til sit, men på den anden side, har vi bare så mange minder og ting sammen, han er den eneste jeg kan snakke om alt med. Men vi kan jo heller ikke blive ved med at diskutere, og det skal lige siges det er hvergang vi er sammen og det er vi næsten hverdag, og har planer om at flytte sammen når jeg fylder 18, men det har jeg egnetling ikke så meget lyst til lige for tiden. Hvad skal jeg dog gøre?

Svar: 

Hej med dig

Det lyder som om, du er helt fyldt op i hovedet af spekulationer omkring dit forhold til din kæreste. Det at være i et forhold med nogen, er ikke altid let. Det kræver, at man vælger hinanden til hver dag. Og vælger at tage de dårlige dage med. Ind imellem kan det føles som om, man hele tiden er uvenner, og det kan mange par nikke genkendende til. Og så kan det let føre til tanker om, om forholdet er det rigtige for en. Det lyder som om, det er dér, du står lige nu. Og der har andre stået før dig. Men det er ikke et nemt sted at stå. Og det kan sætte gang i en masse tanker om én selv og om kæresten. Det er meget normalt, skal du vide. Man kan godt have perioder, hvor det er de negative ting, som fylder mest - og hvor man lægger mærke til alle de ting, som man er træt af. og alle de punkter, hvor man er forskellige. 

Du skal vide, at forskellighed, ikke behøver være en hindring for et godt forhold. Du beskriver, at der er nogle ting, som din kæreste ikke lever op til. Det er ret normalt, at man kan have ting, som er vigtige for en, at den anden gør eller siger. Så det er ikke underligt eller snobbet, at du også tænker over det. Men det kan være en rigtig vigtigt ting at kunne fortælle det til den anden. Der kan let opstå misforståelser, fordi man ikke fortæller hinanden om de ting, som trykker og som er vigtige. Dét, at din kæreste ikke gør tingene automatisk, betyder ikke nødvendigvis, at han ikke elsker dig og ønsker at gøre dig glad. Og det er heller ikke ensbetydende med, at han ikke kan lære dem med tiden. Men det kræver, at du åbner op og fortæller ham, hvad der gør dig glad. Der findes nemlig mange forskellige måder at vise kærlighed på. Det kan være, du har andre behov end din kæreste - og det betyder ikke, at I ikke passer sammen, men at I kan arbejde på at skabe en god kommunikation omkring det. Der er en forfatter, som har beskrevet 5 kærlighedssprog - de beskriver, hvordan vi hver især viser og mærker kærlighed i et forhold: fysisk berøring, gaver, tjenester, anerkendende ord og tid med hinanden. Typisk er der en af kærlighedssprogene, som fylder mest hos os hver især. Du kan læse mere her, hvis du har lyst. Det kan måske sætte tanker igang omkring, hvordan du og din kæreste giver og modtager kærlighed. 

Man kan sige, at du har et valg foran dig - vil du blive og kæmpe eller vil du ud af det og prøve noget nyt. Det er ikke nødvendigvis et nemt valg, så jeg vil anbefale dig at bruge noget tid på at tænke det igennem. Muligvis også med sparring fra en veninde. Derudover vil det være en god ide at snakke med din kæreste om dine tanker. Selvom de kan være svære at sige og høre, så er det vigtigt at kunne være ærlig overfor hinanden i et forhold. Det kan være en god ide at sætte god tid af til snakken, sådan at I ikke skal tænke på tiden, men bare kan være til stede begge to og få talt ud. Efter snakken kan det være, du er blevet klogere på, hvad du skal vælge. 

Du skal vide, at du er meget velkommen til at skrive herind igen, hvis du stadig har spørgsmål og tvivl. Ligesom du kan besøge vores chat, hvor du kan få en snak om det hele. Det kan man godt have brug for ind imellem - at kunne læsse af. Ellers ønsker jeg dig alt det bedste i det valg, du skal tage. Forhåbentlig kan du mærke, hvad der føles mest rigtigt, hvis du både snakker og også bruger noget tid alene til at mærke efter, hvad mavefornemmelsen siger. Held og lykke med det.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program