Kære dig

Jeg kan forstå på dit brev, at du ikke føler dig ligeså forelsket, som du gjorde i starten - eller i hvert fald at det kommer lidt i bølger. Og lad mig skynde mig at sige, at det er helt normalt. Jeg tror, at mange oplever, at de i den første tid svæver på en lyserød sky, har sommerfugle i maven og måske nærmest ikke kan andet end at tænke på ham. Hvor lang tid den fase er, er forskellig fra forhold til forhold, men på et tidspunkt vil forelskelsen ændre karakter og ikke være helt så altopslugende som den var i starten. Det er helt almindeligt at det sætter nogen tanker i gang omkring, om man nu føler mindre? Hvad sker der med mine følelser? Kommer de tilbage med samme styrke igen? Det lyder også til, at det er det din bekymring går på - om det går over.

Jeg tænker, at det du oplever lige nu er helt naturligt, og jeg tror ikke, at du skal regne med at den første forelskelse kommer tilbage med samme intensitet. Tværtimod tænker jeg, at den vil komme lidt i bølger, som du også beskriver. At du det ene øjeblik kan være vildt forelsket i ham og det næste kigge på ham og nærmest ikke føle noget. Det er rigtig godt at være obs på sine følelser og indimellem stille spørgsmålstegn til, om det forhold man er i, er godt. Men på den anden side kan det også være utrolig hårdt og opslidende hele tiden at vurdere og tænke over, om man nu føler det ene eller det andet. Eller hvor meget man lige føler. Følelser kan nemlig skifte, som vinden blæser. Og hvis vi hele tiden skulle følge vores følelser, tror jeg ikke, at vi ville være i forhold særlig lang tid. Derimod kan du måske tænke over, om han gør dig glad? Har du lyst til at være sammen med ham? Hvis du kan svare ja til de to ting, så er det måske det, du skal fokusere på de dage, hvor du måske ikke føler så meget. Jeg tænker også, at det at din krop fortæller dig, at du har lyst til ham - og lyst til at være tæt på ham og bare ligge med ham - også kan være tegn på, at du vil ham. Jeg tænker egentlig, at det "at elske" er mere en handling og et valg, end at det er en følelse. Selvfølgelig skal der være noget - en lyst til at være sammen - men hvis du har den, og vil elske ham, så tror jeg, at følelserne vil blive stærkere. Men måske ændre karakter til en dybere kærlighed fremfor forelskelse. 

Jeg synes, at det er godt, at du har fortalt din kæreste omkring dine tanker. Det kan være rigtig hårdt at gå med det selv, og ofte kan det virke forløsende at dele sine tanker, så de ikke fylder så meget derefter. Det er helt forståeligt, at din kæreste bliver ked af det og frusteret. Mon ikke også at du ville blive det, hvis det var omvendt? Når du deler dine tanker, vil det naturligt sætte noget igang i din kæreste og derfor er en reaktion forventelig. Nogen gange opstår der tanker og følelser, som hurtigt forsvinder igen - de tanker kan du måske overveje at holde for dig selv (eller dele dem med en veninde i stedet) for at beskytte din kæreste. Hvis du går med tanker, som du kan mærke, bliver ved med at fylde for dig, så synes jeg fortsat, at du skal dele dem med ham. Hvis du undlader at fortælle ham, hvordan du virkelig har det og dele dine tanker, tror jeg, at det vil kunne skabe større afstand mellem jer. Prøv derimod at se om I kan se på problemet som noget, I er sammen om, og noget som er "udenfor" jer - i stedet for at det er et problem, som du eller han har. Det gør det lettere at løse, hvis I står sammen og kigger på problemet. Giver det mening? 

Men som sagt er det du oplever helt normalt. Og jeg tror, at du skal indstille dig på, at det vil komme igen - og når det kommer, så kan du måske hive det her brev frem igen. Nogen gange kan det i hvert fald være en hjælp at vide, at det du oplever er helt almindeligt. Jeg håber, at du kunne bruge mit svar? Ellers er du meget velkommen til at skrive igen her i brevkassen, eller snakke med en af vores rådgivere i 1-1 chatten.

De bedste hilsener,
Pernille