Forholdet til min kæreste...

brevkassespørgsmål

Forholdet til min kæreste...

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 9 måneder siden

Hej! Her for omkring en månedstid siden spurgte en af mine drengevenner, som jeg kun havde skrevet og snakket med en smule siden vi gik i børnehave, om vi skulle være kærester... Det skal så siges, at vi var meget gode venner en gang. Han blev så syg nogle år før vi skulle begynde i skole, og han var nød til at vente et år mere på at komme i skole, og vi gled på det tidspunkt fra hinanden. Jeg fik/får ofte at vide, at han har været vild med mig fra 1-2. klasse til nu, og han har også spurgt mig en gang før, hvor jeg sagde nej. Denne gang sagde jeg så ja, og vi har været sammen i lidt over en måned. Og her kommer det så: vi har jo mest skrevet sammen, og nu hvor vi er kærester, (og vi begge er lidt generte) synes jeg stadig det er mest som om vi er venner, da vi ikke snakker så meget sammen i skolen eller når vi venter på bussen. Og vi er heller ikke sammen i fritiden, jeg tør ikke spørge ham eller gå over til ham og bare snakke med ham. Han snakker faktisk meget mere med min veninde, som bare er så meget mere fantastisk end mig (hvis jeg da i det mindste var det). Hun er sjov, så smuk, sød og bare nem at snakke med, og jeg bliver nogle gange lidt jalouse(staves), for så gode venner er vi heller ikke. Du er nød til at hjælpe mig!! Hvad skal jeg gøre?? Jeg vil helst ikke miste ham, for jeg er bare blevet så glad for ham:( Du ved, for sommerfugle i maven og hjertebanken og alt det lort....

Svar: 

Hej med dig

Hvor er det dejligt, du har en kæreste, som du er så forelsket i. Jeg synes, det er rigtig godt, du skriver og spørger, hvad du skal gøre, for det er svært at have en kæreste, som du ikke rigtig tør snakke med.

Jeg tror, du bliver nødt til at finde modet til at snakke med ham. Jeg kan godt forstå, du synes, det er svært i skolen eller ved bussen, fordi I jo ikke er vant til at snakke sammen. Jeg synes, du skal spørge ham i en besked, om han vil være med til at gå en tur efter skole eller tage i biografen eller sådan et eller andet. På den måde er det kun jer to, der er sammen, og så er det ofte nemmere at snakke sammen. Det kan godt være akavet og svært de første par gange, I skal snakke sammen rigtigt, men det bliver nemmere, når I har vænnet jer til det.

Hvis du ikke ved, hvad du skal sige til ham, kan du spørge ham, hvordan hans dag har været, I kan snakke om fælles venner eller andre almindelige ting. Hvis I tager i biografen, kan I snakke om filmen. Det er nemmest at snakke om almindelige hverdagsting til at starte med.

Du skriver, at din veninde er mere fantastisk end dig og at hun er sjov, smuk, sød og nem at snakke med. Jeg er sikker på, du også er sjov, smuk, sød og meget meget mere. Jeg kan godt forstå, du bliver jaloux, når din kæreste snakker med hende, men husk på at han valgte dig og ikke hende. Det er dig, han har været forelsket i, i lang tid og ikke hende. Han har valgt dig af en grund. Så du skal ikke gøre dig mindre værd end din veninde, for du er rigtig meget værd.

Du har fundet dig en kæreste, som gør dig glad. Nu er din opgave at snakke med ham, så du kan beholde ham som kæreste. Det er helt okay at være nervøs for det, men du skal ikke være bange for at snakke med ham.

Held og lykke med det hele.

Venlig hilsen Jane

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program