Forelsket i min fætters kones søster
Forelsket i min fætters kones søster
Hej jeg var til min fætters bryllup forleden, hvor jeg kom til at danse med brudens lillesøster. Det endte med at vi kyssede lide, og hun spurgte hvor jeg skulle sove den nat, jeg svarede at det vidste jeg ikke. Men inde i mig selv gik jeg i total baglås, da jeg ikke er vant til at piger er så direkte og er normalt ikke særlig god til det med piger. Så det endte med at jeg tog tidligere hjem end jeg havde regnet med, og uden at sige farvel til hende.
Har ikke kunne få hende ud af mit hoved, men syntes alligevel det er lidt mærkeligt at date min fætters kones søster.
Er der nogle der kan hjælpe mig.
Skal jeg skrive til hende eller ej, eller har i nogle bedre forslag.
På forhånd tak.
Hej med dig.
Det lyder som om, at situationen til din fætters bryllup har sat en masse tanker og følelser i gang hos dig. Det er derfor rigtig fint, at du fortæller dem højt her i brevkassen.
Du skriver, at du normalt ikke er så god til piger, men det tyder på, at du har gjort et særligt indtryk på brudens søster, så du er måske alligevel ikke helt dårlig til at få en piges opmærksomhed. Det lyder dog også som om, at du er blevet helt overvældet af hende og har svært ved at håndtere hendes ivrighed. Når man er i sådan en situation, kan man få lyst til at forsvinde til et sted, hvor man er i mere "trygge" rammer, og det er helt naturligt. Du skal derfor ikke have det dårligt med, at du tog før hjem uden at sige farvel. Men jeg vil sige, at jeg tror, at du skal tage hendes måde at være direkte på som et stort kompliment, da denne pige højest sandsynligt synes, at du var enorm sød og dejlig at danse med.
Du giver udtryk for, at du ikke kan få pigen ud af hovedet nu. Hvis det er fordi, at du også synes, at hun var rigtig sød, men blot var for overvældet til at kunne reagere, er det helt okay og en rigtig god ide at tage kontakten nu. Hun går måske derhjemme og venter på at høre fra dig, eller det kan være, hun er bange for at have skræmt dig helt væk. Jeg synes i hvert fald, at det lyder som om, at der er potentiale for at I to mødes. Hvis du skriver til hende, vil du ligeledes få dine tanker gjort til handling, hvilket, jeg i denne situation tror, er en rigtig god ide.
Jeg synes slet ikke, at det er mærkeligt at date sin fætters kones søster, da I jo ikke er af samme familie som sådan. Det tyder blot på, at dig og din fætter måske har samme smag? Den måde, I er forbundet på igennem familære relationer, skal på ingen måde stå i vejen for, at I to kan lære hinanden bedre at kende, og eventuelt begynde at date.
Et forslag kunne dog være at være åben omkring jeres dates overfor jeres familie hver i sær, da det måske vil gøre det lettere for jer at være sammen. Her tænker jeg på, at du måske skal fortælle din fætter, at du har taget kontakt til hende osv., så han ikke pludselig får det af vide af en anden og mener, du burde have sagt det selv. Ved at være åben omkring det fra start sikrer du dig, at der ikke opstår misforståelser imellem jer.
Jeg håber, at du kunne bruge mit svar.
Hilsner fra
Annika