Forelsket i kollega

brevkassespørgsmål

Forelsket i kollega

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 8 år 9 måneder siden

Hej cyberhus!

 

Jeg er kommet i en rigtig klemme her. Jeg har desværre forelsket mig i min kollega, vi ser hinanden hver dag hvilket gør det rigtig nemt at opretholde et dejlig forhold MEN! Han har nu sagt at han har brug for at være lidt alene og ikke være sammen med mig udenfor arbejdspladsen. Vi har set hinanden i 4 måneder hvori hans eks kæreste har spøgt i krogene. Efter flere selvmordsforsøg har hun endelig fået lidt hjælp. Jeg ved det må være rigtig svært for ham at se en han stadig holder af være så dårlig at hun mente at tage livet var den bedste løsning. Jeg ved nu ikke hvad jeg skal gøre, jeg vil germe give ham plads og tid til at tænke men det er svært når vi arbejder 8 timer sammen hver evig eneste dag. Hvad skal jeg gøre? Hvor lang tid skal jeg give ham plads inden jeg fortæller ham at jeg stadig gerne vil se ham og ikke bare har fundet en ny? Han har aldrig været den store initiativtager så jeg ved derfor at hvis jeg skulle vente på han spurgte mig om vi skulle se hinanden igen, så ville det ikke ske inden jeg flytter om en måned. Til at komplicere tingene har han i fuldskab kysset en anden pige, jeg valgte dog at lade det ligge og sige alle mennesker begør fejl, han drikker nu ikke mere pga den episode. Hans kommentar om tid og plads kom ud af ingenting efter en uge hvor jeg sagde hans "utroskab" var tilgiveligt. 

Svar: 

Hej med dig

Forelskelse kan give den allerbedste følelse i maven, men det kan faktisk også være rigtig svært, hvis forholdet ikke bare går som man havde ønsket. Det lyder som om, at det er svært for dig med den her fyr lige nu, og jeg synes derfor at det er rigtig fint at du har skrevet.

Jeg forstår godt, at det må være svært at få at vide af den du er vild med, at han har brug for tid og plads, og det må især være svært at give det, når I arbejder sammen hver dag, og du inderst inde måske bare har lyst til at ses meget mere end det også. Du nævner at den her fyrs ekskæreste, har forsøgt selvmord, og at det måske derfor er svært for ham at give rigtig slip på hende. Når et menneske som har stået en rigtig nær, prøver at tage sit eget liv, er det helt naturligt, at det efterlader spor. Det behøves ikke at handle om at man stadig er forelsket i den person, men det kan være man kommer til at tænke over, om der var noget man kunne have gjort anderledes, om man kunne have været der mere, eller hjulpet til på en måde, så personen ikke ville have lyst til at prøve at tage sit liv. Så jeg tænker, at det er sandsynlighed for, at den her fyr går og bakser med en masse tanker, som måske handler om alt det her der er sket, inden I to blev forelsket i hinanden.  Det kan måske gøre at han har brug for et frirum, til at finde ud af det hele oven på de oplevelser han har haft, og måske er det derfor, at han siger til dig, at han har brug for plads og tid. Men jeg forstår godt, at det ikke er nemt at give det til en, som man er helt vild med, men jeg tænker at det er helt fair overfor dig at han giver en melding på hvordan han har det med dig, og hvad han tænker fremadrettet.

Jeg tænker derfor på, om det kunne være en mulighed at tage en god snak med ham, og give udtryk for, at du har brug for at vide besked, og at det er svært for dig, på den måde som det er lige nu. Hvis det ikke er så nemt at gøre det på arbejdet, og han ikke vil ses efter, kan du måske skrive en længere besked til ham, hvor du sætter ord på hvordan du har det, og spørger ind til hans tanker og følelser. På det du skriver, lyder det som at det kunne være rart for dig at få en form for melding fra ham, som er lidt mere konkret. Måske vil det især være rart, når du skal flytte om en måned.

Du fortæller også, at han har haft kysset med en anden til en fest, men at du har tilgivet ham. Når du skriver det, kan jeg også godt få en fornemmelse af, at han måske er lidt forvirret over hvad han skal og hvad der sker, når han kysser med en anden selvom I to har noget sammen. Samtidigt vil jeg sige, at jeg synes at det er rigtig flot af dig, at du har tilgivet ham, og du lyder som en rigtig rummelig person. Jeg tror, at det er rigtig vigtigt at kunne tilgive hinanden, men samtidigt at kunne give udtryk for, når der sker noget, som man ikke synes er okay. Så mærk efter inde i dig selv, hvor dine grænser går, og husk på at det også er okay at give besked når noget er svært.

Har du mon en god veninde, moster eller anden som du har lyst til at dele det her med? Rigtig mange har prøvet at opleve at det at være forelsket også kan være kompliceret - på den ene eller anden måde, og det kan tit være rigtig rart at dele tanker og få gode råd fra en som, man har tæt på. Måske du har en veninde som selv har nogle erfaringer, eller gode ideer til, hvordan du bedst kommer videre i den her situation. Du skal vide, at du også er meget velkommen til at skrive til os igen her i Cyberhus, både her i brevkassen og vores 1-1 chat.

Jeg håber du kunne bruge mit svar og ønsker dig held og lykke.

De bedste hilsner

Annika

Annikas billede
Annika har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program