Forelsket i ældre
Forelsket i ældre
Hej jeg er en pige på 13. Jeg går i 7. klasse og jeg forelsket i en 9. klasser. Vi har snappet og skrevet beskeder og skypet lidt i præcis 19 dage idag. Vi har begge indrømmet at vi kan lide hinanden og jeg får altid sommerfugle i maven når jeg ser ham i skolen eller andre steder. En dag da vi skypede kom min mor ind og bagefter spurgte hun hvem jeg skypede med og så fortalte jeg at det var en 9. klasser og så var hun sådan "ej det mener du ik" og jeg løj om at jeg ikke var forelsket i ham og at vi bare var venner. Jeg er så forelsket i ham og jeg har bare lyst til at kysse ham når jeg ser ham. Jeg er bange for at hvis vi bliver kærester at min mor ikke vil acceptere det og vil have at vi slår op. Han har inviteret mig hjem og når jeg skal hjem til ham er jeg jo nød til at lyve om at jeg tager hjem til en anden for ellers vil hun ikke lade mig tage afsted. Jeg ville bare gerne have nogle råd om hvad jeg skal gøre med min mor og om jeg skal holde mig fra ham og sådan noget..
kh. mig :)
Hej med dig
Hvor er det skønt at du har fundet sådan en dejlig dreng, som du er blevet så forelsket i. Og hvor er det dog frustrerende at du er usikker på hvordan din mor vil reagere.
Du skriver ikke om din mor direkte har sagt at hun ikke vil acceptere den her dreng? Jeg kan godt forstå hvis du tænker at hun nok ikke vil synes det er så fedt ud fra hendes reaktion, da hun så I skypede. Men måske var det "bare" hendes første reaktion, fordi hun blev lidt overrasket? Det behøver ikke betyde at hun ikke vil kunne acceptere det alligevel.
Jeg tænker at du bliver nødt til at være ærlig overfor din mor. Hvis du lyver om hvor du skal hen og hun opdager det (og det gør forældre bare pænt tit) så er jeg næste n sikker på at hun i hvert fald sig nej, og vil gøre hvad hun kan for at du ikke skal se ham.
Jeg tror du kommer længere med at fortælle hende det som det er. Måske kunne han komme på besøg hos dig først, så din mor kan møde ham og se at han ikke er farlig? Jeg er nemlig ret sikker på at det handler om at din mor gerne vil passe på dig. Fordi han er ældre end dig, kan det være din mor er bekymret for om han også er meget mere erfaren omkring sex, og derfor måske vil presse dig til noget du ikke er helt klar til. Hvis hun får chancen for at lære ham at kende, tænker jeg hun nok vil være mere åben overfor at du kunne have et forhold til ham. Jeg tror du får mest ud af at have en åben snak med din mor.
Sammen kunne I måske lave nogle enkle regler for hvordan du kunne være sammen med den her dreng. Regler som I begge kan acceptere og leve med.
Held og lykke med det
Niels-Christian