Forelsket eller ej?

brevkassespørgsmål

Forelsket eller ej?

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Kære Cyberhus, Jeg har i de sidste 2 måneder følt anderledes for en dreng jeg slet ikke havde lagt mærke til før. Jeg er blevet rigtig gode venner med ham og har været sammen med ham før sammen med en anden ven, problemet er bare..kan jeg lide ham? Jeg er tiltrukket af ham, og jeg bliver altid varm når jeg ser ham. Jeg bliver rød i hovedet, min mave vender og jeg smiler overdrevet meget. Alle tegn på forelskelse. Jeg tror også han kan lide mig, han har sagt til mig flere gang jeg er køn, han krammer mig altid og vi har meget ''fysisk'' kontakt. Det er som om han altid finder en måde at røre mig, ikke på en seksuel måde men sådan små hentydning. Stryger min hånd, lægger hans hånd på mit ben, aer mit ansigt for at se om jeg er varm, sådan nogle små ting. Men jeg ved ikke om jeg tør tage 'springet'. Jeg har aldrig haft en kæreste men jeg har skrevet/haft noget med en del men har altid sluttet det da jeg blev bange for det gik for hurtigt.. spørgesmålet er, kan jeg lide ham? Tak på forhånd.

Svar: 

Hej med dig.

Tak for dit spørgsmål til brevkassen.

Ud fra det du beskriver så vil jeg sige, at det lyder som om du er forelsket i ham og jeg får også et indtryk af, at du godt ved at du er forelsket. Du skriver også at han gerne vil i kontakt med dig, så det lyder bestemt også som om at han har følelser for dig.

Som jeg læser dit brev, er dit egentlige dilemma, at du er i tvivl om hvorvidt du skal tage 'springet' eller ej. Du skriver at du ikke har haft en kæreste og at du har sluttet dine flirter fordi du var bange for at det gik for hurtigt. Nu ved jeg ikke helt præcis hvad du mener med at det gik for hurtigt, - om det har været fordi du ikke har været klar til at binde dig, eller om det handler om sex eller noget helt tredje. Når man er i et forhold, er der desværre ingen garantier for at man ikke bliver såret; men omvendt kan man også gå glip af et rigtig dejligt forhold, hvis man aldrig tager springet.

Jeg kan ikke svare dig på om du er klar til at få en kæreste,- i den forbindelse er du nødt til at følge din mavefornemmelse. Hvis du er klar til at tage springet, så synes jeg ikke der er noget galt i at fortælle ham, at du har brug for at tage tingene i et tempo, som passer til dig. Det lyder som om at I allerede har et tæt forhold til hinanden, så jeg tror bestemt ikke at han ville synes det var underligt at du snakkede med ham om hvordan du gerne ville have at et kæresteforhold skulle være. Jeg synes faktisk, at det er vigtigt at man ved hvad man kan forvente af sin kæreste, for på den måde, ved man hvor man har hinanden.

Held og lykke med det hele!

Venlig hilsen

Nina

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program