Forelsket

brevkassespørgsmål

Forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 9 år 4 måneder siden

Hej

Jeg er en dreng på der går i 9. klasse, og jeg er forelsket i en pige på min årgang.
Jeg kunne godt tænke mig at blive kærster med hende, men hvad skal jeg gøre?.

Svar: 

Hej med dig

Det er dejligt at høre, at du har fundet en sød pige, som du er blevet forelsket i. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have nogle råd til, hvordan du kommer i kontakt med hende. Jeg vil dele mine tanker med dig.

Et godt første skridt, når man er forelsket er, at forsøge at komme i kontakt med pigen på en eller anden måde. Du skriver, at hun går på din årgang, så måske er der mulighed for "tilfældigvis" at komme til at sidde ved siden af hende en gang i frokostpausen eller til et arrangement. Så kan du f.eks. have aftalt med en ven, at I prøver at starte en samtale med hende. Det kan også være, at du kan skrive en besked til hende på facebook og f.eks. spørge om hun kender et godt sted at gå i byen. Og så kan du altid bygge videre på det. Nogle gange skal der ikke særlig meget til, for at der kommer en god kontakt, men det kræver lige, at man tør tage chancen. Måske tænker du, at det virker mærkeligt, at skulle tage kontakt til hende uden at du kender hende, men det er slet ikke sikkert, hun tænker over det.

Hvis I så får en god kontakt, så kan du evt. tage endnu et skridt og invitere hende på cafe eller i biografen og se, hvad hun siger til det. Selvom du tager mod til dig, så er der desværre ingen garanti for, at hun også synes om dig, og du kan derfor ikke være sikker på, at I bliver kærester. Følelser er en underlig ting, og de lever deres eget liv - derfor kan man desværre ikke tvinge følelser frem, hvis de ikke er der. Så det bedste, du kan gøre er at vise hende, hvem du er og så se, om hun synes om det.

Det er helt forståeligt, hvis det er grænseoverskridende at skulle komme i kontakt med pigen, og derfor vil jeg anbefale dig at finde en god kammerat, som du kan snakke med om det. Det kan være rigtig rart at have en støtte, som kan opmuntre og komme med gode råd. Du skal også være meget velkommen på vores chat, hvis du har brug for en peptalk eller at læsse tankerne af.

Held og lykke med det hele.

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program