Forelsket

brevkassespørgsmål

Forelsket

brevkassespørgsmål af
Anonym
13 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Hej

Jeg er vildt forelsket i en pige fra min parallelklasse har kendt hende siden 0. Klasse og har kunne lide hende i 4 år ved bare ikke om hun føler det samme for mig når vi taler, taler vi rigtigt godt sammen er der nogle måder jeg kan se om hun kan lide mig? og er det en god ide at har en "wingman"? Jeg er også en meget genert dreng hvilket gør det lidt svært for mig at kontakte hende håber i vil hjælpe mig da jeg vil have nogle gode råd har forresten kysset med hende før og blev helt varm inden i mig det var en dejlig følelse

på forhånd tak

mvh. Den generte 

 

Svar: 

Hej

Tak for dit brev. Du fortæller så fint om noget, som mange unge kender, og som rigtig mange gerne vil blive klogere på.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at der er mange positive ting, som du kan tænke over. Du er forelsket, I taler rigtig godt sammen, og I har allerede kysset hinanden. Så langt er det en rigtig god situation, som du befinder dig i lige nu. Men du skriver også, at du godt kunne bruge nogle gode råd - om du på nogen måde kan sé på hende, om hun kan lide dig - og om det er en god idé med en wingman. Det er gode spørgsmål, men også spørgsmål som er svære at give et præcist svar på.

Først og fremmest tænker jeg, at når I taler rigtig godt sammen, så er det superfint i forhold til at blive klogere på hende og på jeres forhold. Du kan måske tage de første skridt og vise hende, at du godt kan lide at være sammen med hende og tale med hende. Det kan du evt. gøre ved at bruge endnu mere tid sammen med hende i skolen, men evt. også via sociale medier som fx Facebook. Måske kan du følges med hende hjem fra skole, spørge om hun vil med ud at gå en tur/løbe rulleskøjter/se en film, eller andet, du tænker kunne være sjovt sammen med hende. Når I så er sammen, kunne du forsøge at holde øjenkontakten med hende lidt længere, end du normalt gør og på den måde se eller mærke, om hun gengælder dine følelser for hende. Måske du får mod til at spørge hende direkte på et tidspunkt.

Hvis du har mere mod på at en kammerat/en wingman hjælper dig lidt på vej, er det også en mulighed. Jeg ved, at mange unge får hjælp fra deres venner og veninder til at blive klogere på, om deres forelskelse bliver gengældt. Du og din kammerat(wingman) kunne evt. spørge pigen, som du er forelsket i, og en af hendes veninder, om I skal lave noget sammen en eftermiddag/aften. Når I er flere sammen, er det muligt, at du ikke føler dig så genert, og på den måde kan det være, du finder dig tryg nok til at snakke mere med hende og også blive klogere på, om hun er forelsket i dig.

Når man som du er ung, er det helt normalt at føle sig genert, og man kan være usikker på, hvad andre tænker, og man kan være bange for at blive afvist. Det er helt naturligt. Men jeg tænker, at du allerede ved at skrive dette brev har taget det første skidt, og det er sejt.

Jeg ønsker dig held og lykke med at blive klogere på din forelskelse.

Bedste hilsner fra Sarah

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program