Hej Cyberhus :-) Jeg er en pige på 16 år.. som er VIRKELIG forelsket i denne her fantastiske fyr. Han er faktisk alt hvad jeg har drømt om. Vi havde længe haft et godt øje til hinanden, og snakket rigtig meget sammen. Han var kommet virkelig tæt på mig, på rigtig kort tid, og jeg fik følelser for ham. Til en fest, hvor jeg havde fået en del at drikke, havde jeg endelig taget nok mod til mig, til at kunne fortælle ham hvordan jeg havde det med ham. Han havde det heldigvis på samme måde, og jeg var overlykkelig. Det skal så bare lige siges at en af mine veninder, C har været forelsket i ham, og jeg tror ærligtalt at hun har en slags 'ejer-fornemmelse' overfor ham. Han har bare aldrig været forelsket i hende... så hun blev selvfølgelig knust. Men når C er fuld siger hun alt muligt med at hun ikke vil se på os sammen, og at hun slet ikke kan klare det. Men i ædru tilstand siger hun at hun er ligeglad, og at vi bare skal gøre som vi vil. Så er det jo rigtig svært at finde ud af hvad man skal tro på? Man siger dog at børn og fulde mennesker, er de mest ærlige. Jeg vil bare SÅ gerne kunne sige "Fuck dig" og bare gøre som jeg har lyst til. Men på en eller anden irriterende måde, så er hun altid i mit baghoved, og hun holder mig tilbage - derfor er ham og jeg ikke rigtig kommet længere. Men jeg vil ham bare SÅ gerne!!!!! Jeg har dog bare virkelig dummet mig med ham.. Da jeg til en fest havde fået utrolig meget at drikke, prøvede han at kysse mig, men jeg afviste ham - bl.a. fordi min veninde var der, og fordi jeg var så fuld... jeg ville ikke kunne kysse en person dér. Jeg har det bare så dårligt over det nu, og jeg fortryder det virkelig virkelig virkelig meget! Jeg vil så gerne kysse ham, og prøver virkelig at tage mig sammen til det, når vi er sammen - men jeg kan bare ikke få mig selv til det. Jeg forstår det simpelthen ikke... hvad er der galt med mig? Og hvordan kan jeg tage mig sammen til at gøre det? Men udover kysset, så er han bare så fantastisk. Han forstår mig, og jeg kan fortælle ham alting. Vi har et rigtig 'bedstevenner-forhold med følelser indblandet' og det er virkelig rart. Jeg kan være fuldstændig mig selv med ham, og samtidig være 'kæreste-agtig' overfor hinanden. Jeg elsker ham.. det gør jeg virkelig. Jeg ville sådan ønske at han var 'min' og at jeg kunne sige at han var det. For lige nu er han ingens... men jeg vil bare så gerne have at han er min. For på den måde vil jeg også føle mig mere sikker, omkring at der ikke er andre end mig - forstået på den måde, at jeg selvfølgelig bliver jaloux når han er sammen med andre piger. Jeg har ikke noget imod det på den måde, men jeg gad bare godt kunne sige at han var min kæreste.. og ikke en eller anden andes, hvis I forstår mig? Noget helt andet, så har jeg et andet problem også: Jeg kan ikke spise foran andre.. :-( det irriterer mig virkelig for groft. Jeg kan godt sammen med mine veninder, og én af mine drengevenner, men ellers ikke.. Jeg kan ikke lide at skulle spise hjemme hos mine drengevenner, med deres familie. Jeg har ikke lyst til at skulle spise sammen med min flirts familie osv. Jeg forstår det simpelthen ikke! Please, hjælp mig!