Forelskelse, kys & kæresteri.

brevkassespørgsmål

Forelskelse, kys & kæresteri.

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 11 år 4 måneder siden

Hej Cyberhus :-) Jeg er en pige på 16 år.. som er VIRKELIG forelsket i denne her fantastiske fyr. Han er faktisk alt hvad jeg har drømt om. Vi havde længe haft et godt øje til hinanden, og snakket rigtig meget sammen. Han var kommet virkelig tæt på mig, på rigtig kort tid, og jeg fik følelser for ham. Til en fest, hvor jeg havde fået en del at drikke, havde jeg endelig taget nok mod til mig, til at kunne fortælle ham hvordan jeg havde det med ham. Han havde det heldigvis på samme måde, og jeg var overlykkelig. Det skal så bare lige siges at en af mine veninder, C har været forelsket i ham, og jeg tror ærligtalt at hun har en slags 'ejer-fornemmelse' overfor ham. Han har bare aldrig været forelsket i hende... så hun blev selvfølgelig knust. Men når C er fuld siger hun alt muligt med at hun ikke vil se på os sammen, og at hun slet ikke kan klare det. Men i ædru tilstand siger hun at hun er ligeglad, og at vi bare skal gøre som vi vil. Så er det jo rigtig svært at finde ud af hvad man skal tro på? Man siger dog at børn og fulde mennesker, er de mest ærlige. Jeg vil bare SÅ gerne kunne sige "Fuck dig" og bare gøre som jeg har lyst til. Men på en eller anden irriterende måde, så er hun altid i mit baghoved, og hun holder mig tilbage - derfor er ham og jeg ikke rigtig kommet længere. Men jeg vil ham bare SÅ gerne!!!!! Jeg har dog bare virkelig dummet mig med ham.. Da jeg til en fest havde fået utrolig meget at drikke, prøvede han at kysse mig, men jeg afviste ham - bl.a. fordi min veninde var der, og fordi jeg var så fuld... jeg ville ikke kunne kysse en person dér. Jeg har det bare så dårligt over det nu, og jeg fortryder det virkelig virkelig virkelig meget! Jeg vil så gerne kysse ham, og prøver virkelig at tage mig sammen til det, når vi er sammen - men jeg kan bare ikke få mig selv til det. Jeg forstår det simpelthen ikke... hvad er der galt med mig? Og hvordan kan jeg tage mig sammen til at gøre det? Men udover kysset, så er han bare så fantastisk. Han forstår mig, og jeg kan fortælle ham alting. Vi har et rigtig 'bedstevenner-forhold med følelser indblandet' og det er virkelig rart. Jeg kan være fuldstændig mig selv med ham, og samtidig være 'kæreste-agtig' overfor hinanden. Jeg elsker ham.. det gør jeg virkelig. Jeg ville sådan ønske at han var 'min' og at jeg kunne sige at han var det. For lige nu er han ingens... men jeg vil bare så gerne have at han er min. For på den måde vil jeg også føle mig mere sikker, omkring at der ikke er andre end mig - forstået på den måde, at jeg selvfølgelig bliver jaloux når han er sammen med andre piger. Jeg har ikke noget imod det på den måde, men jeg gad bare godt kunne sige at han var min kæreste.. og ikke en eller anden andes, hvis I forstår mig? Noget helt andet, så har jeg et andet problem også: Jeg kan ikke spise foran andre.. :-( det irriterer mig virkelig for groft. Jeg kan godt sammen med mine veninder, og én af mine drengevenner, men ellers ikke.. Jeg kan ikke lide at skulle spise hjemme hos mine drengevenner, med deres familie. Jeg har ikke lyst til at skulle spise sammen med min flirts familie osv. Jeg forstår det simpelthen ikke! Please, hjælp mig!

Svar: 

Kære dig

Jeg forstår godt at du synes det er svært at finde ud af hvad du skal gøre. Når man er forelsket, så fylder det hele ens verden, på godt og ondt. Det betyder at man både er vildt glad og fyldt med energi, men også at man kan blive helt fortvivlet og ked af det. Følelserne kan føles som en rutchebane, der går op og ned hele tiden.

Du skriver om tre ting, din veninde, fyren og så om maden.  Jeg har lyst til at dele de her ting op, så det måske bliver nemmere for dig at finde ud af hvad du skal gøre.

1:Veninde

Jeg vil starte med at sige at jeg faktisk synes at du lyder som en rigtig sød og omsorgsfuld veninde. Du tænker over at du ikke vil såre din veninde og tænker over hvordan hun har det.  Når det er sagt, så kan jeg godt forstå at du bliver forvirret over hvad hun mener, fordi hun siger to forskellige ting. Du siger at fulde mennesker er de mest ærlige. Sådan tror jeg faktisk ikke at det er. Når man drikker, så bliver ens følelser tit meget større og man har ikke den samme stopklods for hvad man skal sige. Jeg synes du skal tage en helt stille og rolig snak med din veninde om det her. Fortælle at du vildt godt kan lide fyren, men at du er i tvivl hvad hendes følelser er. Hvis du fortæller hende det, du har skrevet her i brevet, så tror jeg godt at hun kan forstå dig. Hvis det er svært at sige det til hende, kunne du overveje at skrive et brev og så aftale at mødes med hende bagefter.

2:Fyren

Jeg synes det virker til at denne her fyr også rigtig godt kan lide dig, både på den måde han er over for dig på og fordi han gerne vil kysse dig.  Jeg tror ikke at han dropper dig, fordi I endnu ikke har kysset hinanden. De grunde du giver for at du har ventet med at kysse, synes jeg er nogle meget gode grunde, nemlig at du ikke ville såre din veninde. Mit råd i forhold til ham her, er faktisk det samme som med din veninde. Jeg synes du skal fortælle ham hvad du føler, og hvorfor du har afvist ham. Fortæl ham hvor vild du er med ham og fortæl at du gerne vil kysse ham. Så tror jeg da slet ikke at han kan stå for dig!

3:Mad

Det her med ikke at ville spise foran nogen man kender, tror jeg også at der er andre der kender til. Jeg tror man kan have det på den måde, fordi man måske er lidt genert og synes at man ser lidt fjollet ud når man spiser. Men, alle spiser mad og alle ser forskellige ud når de gør det. Så jeg tror at den her tanke om hvordan det ser ud, mest er noget man har inde i sit eget hoved. Jeg tror ikke at der er andre der tænker over det. Det kan være vildt irriterende og jeg tror også at det ville være en god ide hvis du kunne øve dig en smule i det. Du kan jo starte med at spise en lille smule, når de er sammen med de her venner. Jeg tror du vil opdage, at de slet ikke tænker over hvordan du spiser. På den måde kan du bliver mere og mere sikker, og til sidst slet ikke tænke over at du gør det.

Jeg håber du kunne bruge mine svar og at fyren snart bliver ”din”.

Kærlig hilsen Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program